Titlen klinger af noget religiøst, men 'Tro' har ikke meget med den del af menneskelivet at gøre. Snarere med tvivl. Eller tro på sig selv.
Seks dansere – fem fyre og en pige – kaster sig ud i en stribe dansesekvenser, hvor det gælder om at gøre sig gældende. Gælder om at være på linjen, være inde i lyset, være en del af fællesskabet.
Eller sådan ser det i hvert fald ud. For koreografen Stephanie Thomasen leverer ikke firkantede løsninger, men åbne billeder, hvor enhver kan tolke sit.
Smukke og dramatiske scenerier, der til fulde udnytter de seks danseres potentiale – hun er selv en af dem – foruden at hendes sikre sans for det spændingsfyldte og dramatisk effektfulde virkelig får lov at folde sig ud.
Gode sekvenser
Vi begynder og slutter med vand. I beholdere, men også som et flimrende scenerum, hvor en lysstribe forrest signalerer redning. Herind redder de sig på skift, blot for at forsvinde i mørket igen.
Senere kommer tæpper til. I begyndelsen et langt, smalt tæppe, der symboliserer sikker havn. Herfra snor og vrider danserne sig, snart på linje, række, kæde, hvor bevægelserne forplanter sig, snart udenfor i mørket og tilbage igen i flokken.
Siden kommer flere tæpper til. Som lysende oaser fungerer de, inden vi til sidst ender i den rene 'Jorden er giftig'-leg, hvor de seks skikkelser sprinter rundt og demonstrerer deres mange kropslige potentialer.
Men inden da er en sofa kommet ind i billedet. Sammen med en portion humor. Som nok et objekt, der kan erobres og klumpes sammen i. Som centrum for en skøn kampscene, hvor to dansere skal have den ud igen, men ikke kan, fordi de trækker eller skubber hver sin vej. Eller som tilskuerplads for pigen, mens fem legesyge drenge kaster sig ud i macho-dans, råbende, brovtende, fægtende, for at gøre indtryk.
Og der er en tandbørstnings-sekvens for hele flokken – hvad den betyder, ved jeg ikke rigtig, men sjov er den – og en fin pas de deux for Stephanie Thomasen og Mark Philip – den handler vist om kærlighedens tiltrækningskraft.
Læg dertil bred kamp om territorier og stærke soli for drengene, så er der nok at lade øjet fryde sig over.
Dygtige dansere
Det hele er som sagt antydede historier og stemninger. Som aldrig bliver banale – dertil er Stephanie Thomasens koreografiske talent alt for fabulerende, ubesværet og originalt – og som suppleres på det fineste af Signe Lykkes musik og Peter Bodholt Løkkes lysdesign.
En musik, der bevæger sig fra dryppende regndråber over elektroniske lyde, luftige kor og statisk støj til sugende violin- og elguitar-klange. Og et lysdesign, der konstant forandrer rummet, så det fremstår snart dunkelt dragende, snart ubønhørligt klart.
Som danseforestilling for de 12-årige og opefter skal 'Tro' nok blive en sikker vinder. Fordi den giver plads til fantasien, fordi den er flot at se på, og fordi den giver gode udfoldelsesmuligheder for de seks dygtige dansere – Lukas Larsen, Luc Boris André, Raphaël Eder Kastling, Jens Schyth Brøndum, Mark Philip og Stephanie Thomasen – og deres særlige talenter i krydsfeltet mellem moderne dans og break dance.
Fordi den viser kroppens styrke og muligheder, så det imponerer og underholder uden at virke demonstrativt.
