Teater O har skabt sig selv en markant teaterform. Altid foregår forestillingen som en direkte tale ud til publikum. Altid er der en stærk fortælling med suspense i næsten krimiagtig spænding – ofte gerne med to sideløbende historier. Og altid er der metakommentarer, hvor skuespillerne forlader deres roller og i stedet fortolker på det, som rollerne gør og føler. Helst med selvironi.
Men vigtigst af alt: Altid skaber skuespillerne en stemning af suveræn tjekkethed. Alt fungerer, som det skal. Her kan man som tilskuer føle sig fuldstændig tryg, men også fuldstændig udfordret. For hver en detalje er gennemtænkt, og netop derfor virker overraskelserne så stærkt. Alt sammen udført med et skuespillerhåndværk og en scenisk akkuratesse, der er helt i top.
Det er slet ikke farligt…
’Halbal!’ er sidste del af en trilogi, hvor ’Europamestrene’ og ’Knockout!’ var de to første. Og ’Halbal!’ er så præcis en forestilling, at den kliner sig ind i tilskuerens bevidsthed som en forestilling, man ikke kan afværge. Med vinderreplikker af Teater O-mændene Lars Dammark og Anders Valentinus Dam.
Titlen ’Halbal!’ lyder måske mere af lokal fest med dårligt musikanlæg og lumre øl. Men der er langt mere på spil. For forestillingens hovedperson kører landevejscykling og træner helt vildt, så han kan blive udtaget til det næste løb – og derfor har han netop IKKE tænkt sig at gå til halbal. Desuden har den lokale fitnessinstruktør nogle små poser med piller, som kan forbedre hans ydeevne, som det hedder i fitnessverdenen. Og det er slet ikke så farligt, som de siger…
Doping og almindelighed
Emnet i forestillingen er altså doping – og brugen af ulovlige hormoner, som kan skade idrætsudøveren kolossalt. Men det viser sig hurtigt, at en lige så væsentlig del af historien handler om, at drengen har mistet sin mor – og at faderen er sunket sammen i sorg og slet ikke kan tage sig af drengen og hans søster, sådan som de har brug for det.
Dermed bliver historien også til en helt almindelig historie om forældre og børn, der ikke kan nå hinanden. Og ikke mindst om søskendes sammenhold og loyalitet og bekymring for hinanden.
Armstrong gjorde det også
Forestillingen oser af humor. Instruktøren Solveig Weinkouff har skabt en dynamisk leg mellem scenerne, og Jens Mønsted har indlagt nogle yderst effektive videoklip af cykelrytteren Lance Armstrong, både hans sejre og dopingafsløringer. Skuespillerne citerer Armstrongs dopingbenægtelse, så det næsten lyder som en glad sang:
– What am I on?
– I am on my bike!
Og teenagerne griner først højlydt med, men så studser de…
Muskler i lyset
Den energiske skuespiller Stig Reggelsen Skjold spiller cykeldrengen Kasper. Og når han som ’god dreng’ knokler af sted på sin cykel, så man kan se hans glæde ved, at musklerne makker ret, lyder det straks fra en af de andre:
’Han kan mærke, at han har gode ben.’
Og så kommer endnu en kommentar på kommentaren:
’Han har supergode ben!’.
Denne fortællemåde gør både det sjove og det svære lettere at holde ud. For Teater O går helt ind i det svære med at lyve, både for sig selv og for dem, man holder allermest af. Klart, stærkt og så jordnært, at alle kan sammenligne med tilsvarende dumme situationer, hvor det ene ord tager det andet – og hvor alt pludselig bliver til svigt og løgn. Også selv om det måske ikke handler om noget helt så voldsomt som doping.
Imponerende æstetik
Der er ingen sportshal i scenografien. I stedet har scenografen Claus Helbo skabt et gulv med racercykler i den ene ende og en fitnesscenterskranke i den anden – og publikum på to sider af scenen. Her kan alt ske. Og Kisser Rosenquists lysmønstre på gulvet skaber flot vidt forskellige stemninger af alt fra diskotek til sygehus. Det er imponerende æstetik med meget små virkemidler.
Teater O’s spillere er meget fysiske. Den unge Durita Dahl Andreassen har en næsten frygtindgydende fandenivoldskhed over sin tynde og festhungrende krop, og når hun også dejser om i en rus af forbudte stoffer, så bliver teenagertilskuerne stille. De havde nok heller ikke lige tænkt, at det skulle gå så galt…
Den garvede Anders Valentinus Dam spiller klogt nok flere forskellige autoritetsroller som ’den voksne’. Han spiller både en lokkende og tillidsvækkende fitnesspusher – og en lammet og skrækslagen far. Og måske netop fordi han så tydeligt veksler mellem disse roller, bliver det også klart for tilskuerne, at de voksne ikke er nær så skråsikre, som de måske tror.
Happy end
Teater O – og Black Box Theatre, der er medproducent på forestillingen – har altså skabt en forestilling, hvor det er lykkedes at diskutere et samfundsproblem, UDEN at forestillingen virker som belærende eller moraliserende. Dette er ikke en ’pjeceforestilling’, sådan som det nu siges nedsættende om forestillinger, der passer godt ind i Folkeskolens temaundervisning. Dette er scenekunst. Så er den ikke længere.
At ’Halbal!’ så nærmest har en lykkelig slutning, det er faktisk det eneste, der undrer en smule. Men sådan er det med Teater O: Man kan aldrig regne deres forestillinger ud på forhånd. Man sidder bare på kanten af sadlen og er bange for at blinke med øjnene.
Hvad man er på? Man er på ekstaseteater.