'TOMRUM – i mørket' nedsætter ens puls og sætter gang i ens undren, takket være de velvalgte grundsten, som totalinstallationen er gjort af.
Lyset har en betagende intensitet i tusmørket. Skiftende, mange små, varmt lysende pærer danner et tæppe af varme og blød spænding i rummet. Som publikum bliver man friholdt fra det tidsræs, som man vanligvis er spændt ud i. Det er uvant, måske provokerende for nogle, og i al fald afslapningsgivende, at ens tid bliver 'nulstillet”' eller sat udenfor ens kontrol-rækkevidde, i og med at man skal efterlade mobiltelefon og armbåndsur udenfor spillerummet.
Som oplever må man selv bestemme, hvor man søger hen i installationen og hvor længe man opholder sig hvor. Undervejs inviterer de fem performere, som bebor installationen publikum til at se, lytte og tage del i forskellige små fortællinger, aktioner og visninger. Men det står en frit for, om man deltager eller ej. Den åbenhed i ens ageren afstedkommer en fornemmelse af, at man selv kan være styrende for og har indflydelse på det, der sker omkring en.
En afgørende ingrediens er installationens bredtfavnende og eksistensbetonede fokus. Den har et fokus på altings skabelse, på altings eksistens og på sammenhængen mellem stort og småt, fortid-nutid og fremtid, og på det, som er tilfældigt og determineret.
Det overordnede fokus, som gennemsyrer alt som er og sker i rummet, suger publikum et andet sted hen end vanligvis. Fokus er hverken på at forstå eller at levere svar. Det er på undren. Undren i bred og eksistentiel forstand.
Min oldemor
Vi kan kikke på fotos af vores oldeforældre og snakke om det under, at vi er til, fordi de fandtes engang. Carte Blanche har netop en sådan scene med i 'TOMRUM – i mørket'.
Undervejs i det forløb, som udspiller sig, samler Sarah John en lille gruppe af publikum omkring sig i tusmørket. Mens vi alle sidder på hug på gulvet i en lille rundkreds lyser hun med en lille lygte på et lille farvefotografi af et halvgammelt par. Hun begynder lavmælt, tillidsskabende og bøjet over fotografiet at fortælle: 'Det er mine oldeforældre. Min oldemor var den yngste af seks søskende….'
Kernen i den fortælling, vi hører, er, at vi findes ved et heldigt sammentræf og overlever – som oldemoren, der nær, men alligevel ikke, forsvandt i bølgerne, fordi hun blev husket. Samtidig fortæller historien, at vi er til en tid som resultat af en udviklingskæde. Sarah John er til, fordi hendes oldemor og oldefar fik et barn som fik et barn som fik et barn, der var hende.
På tilsvarende vis inviterer de andre performere publikum med til i større eller mindre grupper at lytte til andre fortællinger eller til ordløst at gøre noget sammen. En kvalitet ved installationen er, at performerne med så stor professionel nænsomhed tager vare på de små gøremål, de har. En måde at tage kontakt til publikum som uden blødsødenhed er forbundet med blidhed, nærvær og præcision i stemmeføring og kropssprog.
Smuk billedvæg
Marga Socias fortæller om, at det engang var sådan, at ingen savnede noget og ingenting begærede. Men så kom alt og med det også vores lyst og trang til at skabe. Hun står iført hvide gummistøvler i et lavt bassin med vand i. Vandet skaber en stemning af fødsel og oprindelse.
Kort efter at hun har fortalt om, at alt blev til, fyldes bagvæggen med skiftende smukke billeder af mønstre, farver, former og motiverne af alt fra noget meget småt fra naturen, til noget stort og menneskeskabt. Billederne ledsages af 'Non, Je ne regrette rien' – sangen, som Charles Dumont har komponeret og som Michel Vauclarie har skrevet tekst til, men som de fleste forbinder med Edith Piafs fortolkning af de stemninger af overlevelseslyst og livsbegær, som sangen indeholder.
Metal-byggerier
Skabertrang er del af en anden begivenhed, som opstår omkring Anika Barkan, som med en kæmpeklirren lader en masse metalgenstande vælte ud på et tæppe – fade, tragte, stager og alskens dimser og dingenoter, som publikum opfordres til at bygge tårne af. Efterhånden og ad hoc opstår der et værk på tæppet. Et værk, som hver dag må tage sig forskelligt ud.
Marga Sociax får på et andet tidspunkt alt frem i publikums fremstrakte hænder. Hun lader naturfænomener forbinde publikums fingre, og genfinder sågar på spidsen af en tommelfinger på en 2 g-elev sig selv som fem-årig sammen med sin mor i det hus, hun boede i som barn.
Undre-land
'TOMRUM – i mørket' er som undre-land en del af et større eksperiment (se artiklen 'Plads til nysgerrighed'). Det er en installation, som giver den enkelte sin helt særlige og individuelle oplevelse samtidig med at den – qua sit ikke-resultat-orienterede fokus på ro, fordybelse, alt det, vi ikke kender svaret på – gør publikum til del af noget, som er større og rækker længere ud end det vi kan se og begribe.
Som entre bevæger man sig gennem en smal rød tunnel. Det er som om man befinder man sig på indersiden af en blodåre, en moderkage eller et hjertekammer. Man varmes så at sige op til at opleve indefra.
Når man igen står udenfor installationen står der små skrin på en hylde. Foran skeinene ligger en lille seddel, hvorpå der fx står: 'Her kan du efterlade en tanke' eller 'Her kan du efterlade noget, du har svært ved at slippe af med'.
Nok engang eksempler på den grundighed og nænsomhed, hvormed installationen tager hånd om og overlader installationen til sit publikum.
