Nørregaards Teater, og ikke mindst teaterskaberen Hans Nørregaard, kan noget særligt, når det gælder de små og poetiske teaterforestillinger.
Og i forestillingen ’1-2-3-4-5-6-7-8-9-10’ er det Moses’ 10 bud, der behandles i en melankolsk og dog munter teaterfortælling om den faldne rockmusiker og hans (måske) skytsengel, Anne.
På scenen er der en trappe med 10 trin, hvor hovedpersonen bor. Han træder forsigtigt op ad trappen, men tør ikke helt. Siden fortæller han, at han mere end én gang i sit liv er faldet ned, og det har sat sig i ham.
Men ud af det blå – fra toppen af stigen – dukker en engel op. Hun er klædt i strutskørt og en spøjs hat, og vingerne er lavet af gamle arbejdshandsker. Som på Jakobsstigen i Det Gamle Testamente kommer englen ned og møder vores hovedperson.
Han forsøger at komme videre med en sangtekst, men ordene vil ikke rigtigt komme frem i lyset. På hans guitartaske står der: 'Smid en 5’er – så er livet nem’re'.
Englen kan også lide musik – ikke mindst Rasmus Seebachs 'Min engel', som hun pludseligt bryder ud i. Hun kan også lide fodboldstjerner – ligesom vores hovedperson. Måske er hun ikke helt sikker på, at fodboldspilleren Messi er Gud, som vores hovedperson mener, men hun er ret vild med Ronaldo.
Gudsdyrkelse og mobning
De to udvikler et kærligt venskab, og ikke mindst udveksler de tanker om at være menneske og om religion. Vi møder Buddha, Shiva, Thors hammer og en grønlandsk tupilak.
'Du må ikke have andre guder end mig', siger det første bud. Og på den måde kommer forestillingen på cirka 40 minutter omkring alle 10 bud i en eller anden grad. Og pointen er, at de kan gradbøjes.
Selvfølgelig må man ikke stjæle, men måske må man godt alligevel nogle gange. Og selvfølgelig må man ikke slå ihjel, men måske handler det ikke kun om drab, men også om at ødelægge andres liv igennem eksempelvis mobning.
Og vores hovedperson er en mand med en livshistorie i guitartasken. Han har mobbet, og han har løjet. Og han har fortrudt det. Han har haft, og han har mistet. Og nu hjælper vores engel ham videre i sangteksten.
Rockstjernen og skytsenglen
I ’1-2-3-4-5-6-7-8-9-10’ er musikken en stor medspiller – især i nogle små og fine kompositioner af Ole Højer Hansen, hvor den poetiske tone i forestillingen dyrkes.
Andre episke virkemidler får også god plads i forestillingen, som eksempelvis de små erindringsscener, hvor vores hovedperson bryder ud af fortællingen og beretter om fortiden.
Men er hun virkelig en engel, hende Anne? Pudsigt nok hedder hun det samme som den pige, vores hovedperson fortalte løgne om som barn. Og med ét er hun væk – forsvundet fra toppen af trappen.
Hvem hun er, betyder ikke så meget. Forestillingen kredser nemlig først og fremmest omkring det at leve sammen med andre mennesker på en fornuftig måde.
Måske er det de 10 bud, og måske er det noget andet. Og om guden, vi dyrker, hedder Gud, Allah eller Messi, så er vi i hvert fald nødt til at tænke selv og ikke kun leve stringent efter nogle regler, bud og gamle ordsprog.
Nuancerede og præcise karakterer
Forestillingen iscenesættes af Hans Nørregaard med lune og visdom. Skuespillerne bevæger sig inden for et lille felt, hvor opmærksomheden skærpes på de få og nærmest minimalistiske kulisser og rekvisitter.
Vores hovedperson spilles af Klaus Andersen, som smukt indfanger både den modne, hjemløse mand og den lille, vaklende dreng i én og samme karakter.
Når han, med et Gasolin’-logo på T-shirten, ruller sig ud på sin guitar og med sin let rustne folkrock-stemme, bliver vi både trygge og berørte.
Op imod ham spiller Nanna Schaumburg-Müller den forsigtige og dog stædige engle-pige, som fuld af kærlighed viser vejen for hovedpersonen. Hendes spil er især i sine stemningsskift præcist og fuldkommen troværdigt.
Forestillingen fuldendes på manuskriptsiden, hvor replikkerne især i dialogerne danser i en pas du deux imellem de to skuespillere. Manuskriptet er udviklet af Klaus Andersen og Hans Nørregaard i samarbejde med resten af holdet, og det emmer af både lyrisk sans og masser af sceneerfaring.
Mere lyrik end dramatik
Men er det for store temaer for de 4-årige, som forestillingen siges at egne sig til? I hvert fald skal man kunne fornøje sig med at spejle sig i forestillingen, hvis man skal have det fulde udbytte af ’1-2-3-4-5-6-7-8-9-10’.
Det er ikke en fortælling med en skarp og detaljerig historie, og karaktererne præsenteres kun sporadisk. Spændingen i forhold til, hvem den mystiske engel er, er dygtigt dyrket – men det har ikke en synderlig betydning for forestillingen.
Vores hovedpersons forhold til englen er uklar, og hovedpersonens historie kunne udfoldes markant mere. De er begge elskelige karakterer, vi har lyst til at kende. Endeligt er den dramaturgiske opbygning omkring de 10 bud mere en teori end et forestillingskoncept.
Ikke desto mindre er det én af de små perler, hvor man forlader teatersalen med en behagelig klump i halsen og et fornyet håb for menneskets evne til at være medmenneskelig.
