De har gjort det igen. Med ’Ping Pong’ sætter Teatret Fair Play en forestilling og en historie på scenen, der rammer målgruppen af store børn og teenagere lige i øjenhøjde.
Konceptet ligner Fair Plays tidligere fra ’Ud med Knud’, og det er lige så udtryksfuldt og opleves lige så stærkt. Med en form og en action-stil og et sprog, der er genkendeligt og vildt underholdende, tager ’Ping Pong’ afsæt i et emne og en virkelighed, der for mange er dyb og daglig alvor.
Titlen afspejler den geniale ramme, som forestillingen visuelt og lydeligt udspiller sig i, og som samtidig er et billede på indholdet. To drenge spiller bordtennis med fynd og klem, så boldene flyver om ørerne på dem med beundringsværdig præcision. Ikke en eneste gang i den timelange forestilling bliver de ramt. Til gengæld blev man som tilskuer slået af urimeligheden i et system, der spiller ping pong med børn og unges tilværelse og fremtid.
’Ping Pong’ handler om et venskab og om det eneste tillidsfulde forhold til et andet menneske, som Sander og Noah har i deres liv, fordi de har hinanden. Det har taget tid at bygge op, og det er rørende, når de forsigtigt nærmer sig og mødes ryg mod ryg.
Nu skal de skilles igen, for de to teenagedrenge er anbragte børn. De har levet i årevis udenfor hjemmet med hver sin ustabile mor – en far er der tilsyneladende ikke tale om. Sander har været længst på opholdsstedet, men bliver sendt videre, uden at nogen har ulejliget sig med at inddrage ham i beslutningen.
Indforstået og medfølende
Afskeden sender drengene – og publikum – tilbage til dengang, de mødte hinanden. Mads Emil Duelund Hansens Noah ankommer knugende tavs og indadvendt og modtages af Janus Elsigs herligt speedsnakkende Sander. Han fører sig frem som den, der har styr på det hele, kender fiduserne og alle smutvejene i huset, og som kun er anbragt, indtil hans mor får det bedre.
Det har foreløbig taget fire plejefamilier og to børnehjem. Noah har for længst opgivet sin alkoholiserede mor, som han under protest tvinges til at besøge.
Klichérne står i kø, når en af de velmenende pædagoger, der konstant skiftes ud fra den ene ende af bordtennisbordet til den anden, forklarer, at senere i livet vil Noah være glad for at have spildt en weekend, mens moren er på værtshus.
Det mener hendes søn ikke, men han har tydeligvis ikke noget valg. For trods alle love og paragraffer om anbragte børns ret til medbestemmelse er det ikke en virkelighed, som Noah og Sander kan genkende. Lige så lidt som fortællingen om at pædagoger og plejeforældre er deres nye familier.
Drengene vil kalde en spade for en spade, og man kan ikke være familie til nogen, som er et arbejde, og som man får penge for at tage sig af. Logik for realistiske børn og unge, men ikke for et system uden tid og forståelse for, hvad det betyder igen og igen at skulle begynde forfra med nye steder, nye voksne, nye skolekammerater og i heldigste fald nye venner.
Det er hjerteskærende af opleve den hjælpeløse forladthed hos børn, der vokser op på de betingelser, og som skuespillerne i skiftende monologer indforstået og medfølende inddrager publikum i.
Men det er også morsomt, når de stiller op som pædagoger, og nervepirrende i de halsbrækkende og medrivende stunts, de to toptrænede gutter også er leveringsdygtige i. Et bordtennisbord forvandles i et snuptag til en tagryg med udsigt til stjerner og poesi og kan også bruges til drabelige slåskampe. Et flugtforsøg ender med en livstruende tur i vandet på en isdækket sø, som Noah kun overlever takket være Sander.
Det er det ultimative udtryk for drengenes venskab og måske det vigtigste at tage med sig fra ’Ping Pong’. At anbragte børn og unge kan være sårbare, men også livsbekræftende seje.
