Det er en mærkelig forestilling. Ikke fordi den handler om Søren Kierkegaard, der jo mildt sagt ikke er af de letteste at forstå eller formidle. Men fordi den vil så meget og slet ikke kan nok. Og fordi den i sine store ambitioner måske ender med at spænde ben for sig selv.
Udgangspunktet er en ung fyr, formentlig på alder med målgruppen, altså 10-12 år. Han har arvet sin onkel, Søren Kierkegaards beskedne jordegods. Helt uden problemer lader forestillingen som om, at det ikke er 150 år siden Kierkegaard døde. Han er angiveligt vores samtidige, selv om sproget til tider bevidst er gammeldags, og fint med det.
Nu vil drengen forsøge, med hjælp fra sin onkels efterladte ting, at finde svaret på, hvad han selv skal i livet. Det bruger han især Kierkegaards ’Enten Eller’. Eller rettere: Han genfortæller og gennemspiller dele af den unge Kierkegaards liv og overvejelser, som de kommer til udtryk i bogen.
Så vi får møder med vennerne, belæringer fra en præst – en fiktiv person – og ikke mindst den berømte forelskelse i Regine. Berømt, fordi Kierkegaard ender med at vælge hende fra.
Og her er vi så fremme ved det, der vel kan kaldes forestillingens ene pointe – at vælger man sig selv og dermed fravælger alle andre, venner og kærester, ender man med at blive ret ensom.
Den pointe kommer fint frem, selv om den vel ikke havde behøvet Kierkegaards liv og filosofi for at blive formidlet til et meget ungt, moderne publikum.
Den anden pointe – hvem er jeg – får vi aldrig. Drengen finder ikke noget svar, og det gør vi heller ikke. Men er det så en pointe – at der ikke er noget svar. Og kan børn på ti år bruge det til ret meget? Kan voksne?
En spiller med seks dukker
Som filosofi-formidling virker ’Enten Eller’ derfor noget tynd i betrækket. Fremførelsen gør desværre ikke indholdet lettere. En spiller arbejder med seks store dukker, der repræsenterer Kierkegaards omverden, samt den unge dreng fra i dag. Spilleren selv – Astrid Kjær Jensen – er Kierkegaard og dukkefører på samme tid.
Hun slider i det, veksler med stemmerne og dukkerne, pisker rundt på scenen for at banke liv i historien. Men det, der formentlig skulle være den visuelt lækre og spiselige indpakning af det svære budskab – Kierkegaards tanker og verden – ender med at drukne i hastig dukkeføring, lommefilosofiske sange og en uoverskuelig rastløshed på scenen, der gør det svært at fokusere og dermed også at forstå.
I baggrunden spiller Camilla Bang på mange instrumenter, synger med i perioder og fungerer som ’usynlig’ hjælper, når ophængte ting skal hejses ned eller flere stemmer bringes i spil.
Umiddelbart virker det hele som en meget gennemarbejdet forestilling – de mange dukkeskift fungerer nydeligt i ophæng og afvikling, musikken og lyset understreger pænt de vekslende scenerier – på sin vis er det hele så fint. Det fungerer bare overhovedet ikke. Især præstedukken med sine mange omsvøb virker som en uendeligt fjern og uinteressant figur i en nutidig sammenhæng.
Jeg fik undervejs den kætterske tanke, om det hele kunne have været klarere og mere vedkommende, hvis en enkelt – virkelig god – fortæller havde gelejdet os gennem historien, stille og roligt og gerne uden den nutidige påhægtning, der ender med at virke overanstrengt i forsøget på at gøre historien relevant.
Bliver jeg klogere på Kierkegaard? Næh. Bliver jeg klogere på, hvem jeg selv er eller hvad jeg skal i livet? Næh. Jeg forvirres bare og keder mig en smule.
Så moralen er desværre ikke Kierkegaards verdensberømte ’Enten Eller’, men det berygtede Hverken Eller. Hverken rigtig skidt eller rigtig godt, bare overgjort.
