Af: Henrik Lyding

29. september 2014

Du tør godt!

Man behøver ikke at være en superhelt for at turde noget her i livet.

Han ville sådan ønske, at han var noget særligt, allerhelst en superhelt. Alt andet end lille usikre Thomas. Heldigvis møder han Christine og Mikkel – de to andre børn i den opgang, hvor han lige er flyttet ind. Og de har en hemmelig hule oppe på taget.

Thomas kommer med i hulen og det er ham, der foreslår, at de laver en hemmelig klub med klubtegn og den slags. Man kan nemlig godt have smarte ideer, selv om man måske er lidt forsagt.

Og lad os da så tage moralen med det samme: At man godt kan, selv om man er bange. At det bare gælder om at tage et skridt ad gangen. At man ikke behøver at være en superhelt for at turde noget.

Sindrigt lagt til rette i historien får de tre børn hver deres chance for at sætte handling bag moralen. Først og fremmest Thomas, der drømmer om at bestige Himalaya. Det gør han oppe i hulen, hvor han klatrer rundt på rørene på væggen, solidt forankret med en sikkerhedsline – og den er der også brug for, for det særlige ved hulen er nemlig, at den har et stort hul i gulvet!

Godt hul

Det hul er en rigtig god ide, rent dramaturgisk, fordi det giver konkret spænding i historien, at der rent faktisk er noget farligt til stede. Hvorfor børnene ikke for længst har dækket hullet til, er der heldigvis ingen tilskuere, der stiller spørgsmål til.

Senere bliver det de to andres tur til at udfordre sig selv – og hver gang slås moralen fast. Et skridt ad gangen – du kan godt. Men inden da skal der leges superhelt. Hvem kan hvad og hvem er sejest?

Christine, der også kommer med udklædningstingene, ender som Altmuligpigen, der kan alting. Men som desværre også tager alting, selv de ting, de andre har brugt til deres kostume. Og så er der bare ikke noget ved legen længere. Hvorpå de to drenge begynder at lege sammen – kampsport og den slags.

Men igen tromler den ene den anden, så de til sidst ender hver for sig; klubben bliver droppet, det hele er bare ikke sjovt længere.

 Og den slutning havde selvfølgelig ikke været til at bære, så vi ender som vi begyndte – med at lege 'Jorden er giftig', hvorpå Thomas falder i hullet og må hjælpes op. Ved fælles forenede kræfter går det. Klubben er tilbage, venskabet ligeså, pyha!

Godt spil

Det er en fin lille historie, fortalt med en dejligt ligefrem tekst og godt spil af de tre medvirkende. Scenografien er enkel og funktionel – et stort stillads fungerer som billede på opgangen, hvor de tre børn kan ligge og sove på hver sin etage – og ellers bruges scenerummets eksisterende rør og snoretræk som klatreelementer.

Thomas Nielsen, ny fra Teaterskolen i Aarhus sidste år, er sød som forsagte Thomas i korte bukser og en lidt for stor trøje. Mikkel Reenberg giver robust energi til Mikkel-figuren og Christine Sønderris har både legeglæden og det selvcentrerede som Christine.

Samlet set passer 'Halvt Helt' ganske godt til sit navn. Målt med vanlig Det Lille Teater-alen er det nemlig en solid forestilling, uden at være specielt original eller bemærkelsesværdig.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.