Anton er klassens sejeste dreng. Men derfor kan man jo godt drille ham lidt. Med monstre under sengen, den fæle Bussemand og den slags. Og bedre bliver det ikke af, at hans mor venter sig, skal føde ved kejsersnit og at hans far, sømanden, aldrig er hjemme. Ham er der ikke meget ved, synes Anton.
Og så er det, at det bliver mærkeligt. For pludselig er mor væk, og tre fælt velmenende damer i lyserøde træsko og pædagoglilla tøj fra Socialforvaltningen dukker op og vil have Anton med til et børnehjem, så han kan holde jul sammen med de andre fortabte børn. Men Anton skal ikke med socialdamerne, han skal finde sin mor. Hvilket viser sig at være noget af en opgave.
Det er her, det skrider en lille smule for Randers Egnsteaters ellers flotte og spektakulære julekomedie. Det bliver ikke tydeligt nok, om alt det, Anton oplever på rejsen mod julen, blot er fantasier eller virkeligt nok, lige som Antons forbitrede og uafklarede forhold til sin far også kommer til at stå underligt uforløst til sidst, hvor farmand dukker op og viser sig at være god nok endda.
Hyggelig uhygge
Men dropper vi logikken og hopper med på historien, er der masser af fornøjelige små gys og gode sange, når Anton møder barske pirater (Bo Skødebjerg og Lone Rødbroe) det ene øjeblik og en lettere konfus julemand det næste.
Er du ham nede fra Storcentret, spørger Anton, kækt og sødt spillet af Morten Bo Koch, og julemanden (Jens Pedersen) er ikke helt sikker. Men nej, han er god nok. Han er den ægte vare, erklærer tre fjollenisser senere på turen. Han faldt ud af julekanen under en prøvetur, og slog hovedet.
Undervejs på rejsen konfronteres Anton og julemanden med den fæle Bussemand, råt sunget af Lone Rødbroe. Det er ham, der tager ens ting, når man bander. En talende pølsevogn, syngende computervirus og et vrissent monster under sengen (Lisbeth Knopper i herligt spids dressur) er nogle af de andre besynderligheder, Anton konfronteres med på sin julerejse.
Her gælder det om at finde tre nøgler – Tro, Håb og Kærlighed – hvis han skal slippe ind til sin mor på hospitalet. Dem opnår han ved at hjælpe andre, og da Anton nok er klassens sejeste dreng, men også god om hjertet, når det gælder, får han selvfølgelig samlet alle tre, hjulpet af den forvirrede julemand.
Så det bliver jul, Anton bliver storebror, mor føder uden kejsersnit og far viser sig at være en gæv søofficer. Så det hele var nok bare alligevel kun et fælt julemareridt, sat glimrende på scenen i scenografen Niels Sechers spændende og labyrintiske scenebillede, hvor forvitrede bjælker, transparente baggrunde og forskydelige huse bidrager stærkt til uhyggen.
