Husk nu det ene og glem nu ikke det andet! Madpakker, lektier, stå op, gå i seng. Forældre! Husk at sove og drømme godt, siger de, kys-kys. Men Basse på 10 år lægger sig ikke til at sove. For så drømmer han om sin døde storesøster, Signe, og det vil han ikke. Dertil er savnet alt for stort.
Men sove gør Basse alligevel. Rummet begynder at flimre, så vi forstår, at nu drømmer Basse. Ind træder Signe, og spørgsmålene begynder at hobe sig op. For hvor kommer drømmene fra, og hvis børn ikke drømmer nok, kommer drømmefangerne så og stjæler dem, sådan som Signe siger? Og er det bedst ikke at drømme, når det nu gør sig ondt?
Men begrebet drømme dækker over mere end natlige syner i denne fine børneforestilling. For man kan jo også drømme om ikke at være bange for ensomhed. Eller drømme om, at man ikke længere tisser i sengen, selv om man er 10 år. Sådan som Basse gør.
Sammen udforsker han og Signe drømmenes magiske, men også farlige rum. Med projektioner på væggene, der nogle gange nærmer sig mareridtets. Vrængende munde, fragmenterede fjæs, stirrende øjne – eller grå flader, fordi Basses drømme inde i hovedet pludselig er forsvundet. Den drømmeløse dreng – og er det noget godt?
Sammen med Signe kæmper Basse for at få sine drømme tilbage. Det handler nemlig ikke mindst om at turde se frygten i øjnene, og den proces kan drømme hjælpe med til. For også Signe er bange. Ikke mindst da hun forsvinder ned under isen, der pludselig omgiver Basses seng.
Heldigvis kommer hun tilbage, da Basse har indset, at det er i orden at turde drømme om hende. At ting, man måske ikke kan opnå i virkeligheden – Signes tilbagevenden til de levendes land – er det i orden at drømme om.
Fine skuespilpræstationer
En ganske avanceret tekst er det af Line Mørkeby. Fint leger hun med drøm og virkelighed, ligesom scenografiens elektroniske elementer gør det.
Anders Glud Jensen er sød som Basse. En mut lille dreng, lidt troskyldig og trodsig, når tingene kommer for tæt på, mens Johanne Dal-Levkowitch har fin slagkraft som den døde storesøster.
Vi får på forhånd at vide, at forestillingen godt kan være lidt skræmmende, og at man som 6-10-årig måske har en masse spørgsmål undervejs. Men dem skal man gemme til bagefter, for så vil de to skuespillere svare så godt de kan.
Til den forestilling, jeg så sammen med nogle skoleklasser, var der masser af spørgsmål – den havde tydeligvis optaget sit publikum, både tankemæssigt og scenisk.
Forklaringen er den enkle, at den overbevisende evner at balancere mellem det logiske og det sære, mellem det umiddelbart sjove og det drømmende farlige. Kort og intenst.
