Børnehavebørn elsker rutiner. De er vilde med at gøre det samme hver dag. Og det er denne iver efter gentagelse, der bærer Teater Nordkrafts forestilling ’Ordet på Bordet’.
Forestillingen er inspireret af en novelle af Peter Bichsel. Men den fremstår som sin helt egen verden i Petrea Søes stille iscenesættelse, hvor en verden af rutiner opstår i en asketisk eventyrhytte af scenograferne Mona Møller Schmidt og Rebekka Bentzen.
Gråt i gråt
Her er alt gråt: Et gråt hus med et gråt bord og en grå seng og en grå dyne. Manden, der bor i huset, har også gråt tøj på – og han læser en grå avis. Om det så er billederne på væggen af farfar og en oldefar og en tipoldefar er også grå.
Manden gør det samme hver dag: Bliver vækket af vækkeuret, går på arbejde og går hjem igen. Så hænger han sin jakke på knagen – sådan lidt hurtigt, så den altid falder ned i første forsøg, til ungernes store fornøjelse. Og så føler han sig ellers træt og går tidligt i seng.
Hans eneste dagdrømmeri er at se på et maleri på væggen af et hus langt ude i skoven ved en sø og under en fuldmåne – og ønske sig ind i billedet. Men hver gang bliver han fornuftig, tager jakken på og går bare på arbejde i stedet for.
Krarup smelter
Dette plot lyder måske som en kendt rutine – også i en børneteaterforestilling. Men når performeren Kristofer Krarup folder sig ud som kropskunstner og gentager den præcis samme gå-i-seng-procedure bare hurtigere og hurtigere og til sidst i fuldstændig vanvittigt tempo, så sidder ungerne på kanten af bænken i spænding. De er fuldstændig opslugte af den ekstreme perfektion, som denne mand kan præstere.
Kristofer Krarups slanke krop skaber vildere og vildere vinkler, efterhånden som han bevæger sig fra almindeligt tempo til tegneseriehurtig hvirvlen. En overgang virker det nærmest, som om han smelter. Til sidst kravler han og vælter – og smatter ud…
Brøl og fuglefløjt
Men så vupti! Så reddes han af sin egen fantasi. For han får pludselig avisen til at blive spiselig og forvandle sig til tyggegummi – og så udlever han sin drøm om at blive vinterbader og springer bogstaveligt talt på hovedet ned i skovsøen på maleriet på væggen.
Straks er han i en anden og sjovere verden. En verden af snestorm og vildnis og ustyrlig diskodans…
Komponisten Thomas Dinesen har sørget for, at nogle minimalistiske guitartoner hele tiden følger denne mand og hans rutiner – og han er også manden bag de vidunderlige fuglefløjt og de skræmmende vilddyrsbrøl, der bryder løs, da fantasien endelig får frit spil.
Oldefar bliver levende
'Ordet på Bordet' er en fin forestilling om at være oprigtig i det, man gør – og om at stole på sin egen sans for, hvad der gør en glad. Om at leve efter sit hjerte. Og om at mærke naturen, selv om man bor i byen.
Desuden er forestillingen en sjov leg med andres forventninger til en. Manden får sig i hvert fald nogle sjove snakke med sine forfædre undervejs. Takket være nogle skægge videoeffekter af Trine Heller Jensen bliver familieportrætterne af farfar og tipoldefar nemlig levende – og disse slægtsoverhoveder har mange kommentarer til, hvordan den unge mand burde leve sit liv.
Det har den gamle oldefar også, men han hører så dårligt, at han hele tiden får galt fat i meningen…
Udsøgt æstetik
Den stille humor og den stædige insisteren på gentagelse og orden er noget af det skønneste ved denne forestilling. Sammen med den udsøgte æstetik, der præger alt i scenografien og musikken.
Men det bedste er altså Kristofer Krarups gøglergakkede bevægelser og snubleskøre timing, der næsten får forestillingen til at blive til en tyggegummigyser. Eller i hvert fald en poetisk forestilling om at drømme om måneture og snevejr.
