Alting er anderledes nu. Erkendelsen kommer fra den hjemvendte soldat. Knægten, der meldte sig til militærtjeneste i Afghanistan for at komme ud og opleve verden, for at gøre en forskel og bidrage til freden mellem mennesker.
En vejsidebombe med døde kammerater, hvor han er eneste overlevende, og hans egne dræbende selvforsvarsskud mod et lille barn, brugt som skjold af Taleban, forandrer ham for altid. De små hjemlige ting bliver så ligegyldige for et menneske, der ikke kan finde hvile i sin krop, ikke kan få ro i sit forpinte hoved.
Det er en barsk historie, Fair Play fortæller. Mellem en ung mand og hans lillesøster, hvis eneste ønske er, at han bliver hjemme. Men han må af sted, bort fra den hjemlige forudsigelighed fra vugge til grav.
Vi hører ham skrive afskedsbrev til forældrene, hans diskussioner med moderen om valget af soldatergerningen; der er telefonsamtaler, hvor ubekymretheden overfor familien bliver sværere og sværere, fordi krigens rædsler borer sig mere og mere ind i ham.
Overbevisende skuespil
Uproblematisk springer dramatikeren Robert Reinhold fra Danmark til Afghanistan i en tekst, der blander hjemlig hverdag med barske skildringer af krigen og tilfører det hele et strejf af fabulerende poesi og – sine steder en anelse firkantet – refleksion over verdens gang.
Samme ubesværethed rummer Robert Parrs nøgterne og lavmælt inderlige iscenesættelse.
I en ramme af fire bevægelige lysstativer og et centrum af militærkasser fortælles historien. Mikkel Hansen spiller soldaten med en enkel oprigtighed, der virker overbevisende. Hans skarptskårne ansigt illuderer perfekt den professionelle soldat i rørende kontrast til den spinkle krop – i virkeligheden bare en stor, sårbar dreng, der rammes fuldkommen uforberedt af krigens blodige brutalitet og dødens ubarmhjertighed.
Maria la Cour er lige så fin, hvad enten hun er lillesøsteren, den flagrende mor eller den kontante læge i Afghanistan.
Spillestilen er det meste af tiden afdæmpet – iscenesættelsen tror på pausernes magi – og ved den opførelse, jeg så, sad det unge publikum fuldkommen tavst og opslugt i tæt kreds om de to spillere.
Bombebrag, musik og lysskift foretages diskret, men åbenlyst af skuespillerne, hvilket tilfører forestillingen en let og tiltrængt distance fra de barske ord om blod og afrevne lemmer.
Vigtig og vellykket forestilling
Vi ender med et spinkelt håb om en fremtid for soldaten. Opløst flygter han ud i skoven for at kæmpe med sine natlige mareridt, mens han langsomt prøver at hele sindet, stærkt støttet af sin lillesøster. Hendes elskede gamle storebror er død for altid i Afghanistan – nu må hun elske den nye lige så højt, lover hun til sidst.
Set med de pædagogiske briller er det en vigtig forestilling for aldersgruppen, fordi den sætter både barske og reflekterende ord og billeder på livet som udsendt dansk soldat i krigens helvede.
Set med de kunstneriske briller er forestillingen lige så vellykket, fordi den tør tumle med og usentimentalt gå tæt på nogle af livets store spørgsmål, sat ind i en moderne og aktuel ramme.
