Teater Rå indleder deres børnehavedrama med at stå på en række og synge ’Se min kjole’, mens de tager deres kostumer på. Jeg kalder den et børnehavedrama, fordi den handler om et drab, begået af fem børnehavebørn i en hule. Et drabeligt og højdramatisk plot, der synes noget utroligt, men dog ikke fuldstændig utænkeligt.
Titlen kommer fra forestillingens klimaks, hvor drengen Jakob er blevet taget til fange i hulen, fordi han tidligere på dagen har nolet Julies figenstang og nu skal afstraffes korporligt. De tæsker Jakob med hver sin kæp, mens de synger ’Jeg har hjemme i smadreland’ fra børnesangen ’Jeg gik mig over sø og land’.
Der er altså ingen tvivl om, at børnene er skyld i, at Jakob dør. Det er ikke overlagt mord, men et resultat af pres, hysteri og gruppedynamikker, der får fatale konsekvenser. Og det kan sige os noget om, hvordan vi skal være stærke i vores egne principper, når omgivelserne nogle gange forventer andet af os.
Derudover handler forestillingen om den skam, der nager i årevis, og om ikke at kunne slippe fri af sin fortid. ’Smadreland’ handler også om en masse andet, og manuskriptet såvel som iscenesættelsen synes efterhånden mere og mere ustruktureret og tilfældigt. Og til sidst bliver det svært at gennemskue, hvad Teater Rå egentlig vil sige os med forestillingen.
Savner kilometer i benene
I det hele taget bærer forestillingen præg af, at der ikke er taget fundamentale, kunstneriske valg, og derfor kommer mange elementer til at flagre i luften.
Ser vi eksempelvis på scenografien, som er en slags kuppel overdækket af militærcamouflage, så skaber den ikke de rette billeder for os. Historien foregår i en hule i skoven, og derfor giver den scenografiske løsning principielt mening. Men der er for mange associationer i udtrykket og materialevalget, og hverken manuskriptet eller iscenesættelsen hjælper os til at forstå omgivelserne fra begyndelsen.
Dermed kommer camouflage-scenografien til at ligne en praktisk løsning mere end et stilistisk valg. Der er ingen scenograf krediteret, og dét er måske en del af forklaringen.
En anden del af forklaringen er formentlig, at Teater Rå er et meget ungt teater, der måske er kommet vel tidligt ind på den professionelle scene. I mange henseender ligner det mere et amatørteater med et stort potentiale. Men som professionel scenekunst er det for ufokuseret og mangelfuldt.
Der kæmpes for projektet. Det mærker vi! Men det er, som om teatret har taget munden for fuld, mens det stadig savner nogle teaterkilometer i benene. Meget kunne givetvis være løst med et mere erfarent team af scenograf, teaterinstruktør og dramaturg omkring de medvirkende, som gik til dem og til manuskriptet med et kritisk blik og frie hænder.
For der er absolut kvaliteter både i forestillingen og i ensemblet, som er værd at bygge videre på. Og med de rette input kan Teater Rå formentlig tage et kvantespring med deres næste forestilling.
