Kostumemæssigt er der et pæn afstand mellem de T-shirts og tennissko, som danserne havde på i 'Future Roads' til det 1800-tals tidstypiske engelske dress, som danserne bærer i 'Tobi'.
Vi går tilbage i tid og standsmæssigt op i samfundshierarkiet: Til høje hatte, kalvekrøs, svalehalehabitter og dog – i forhold til tid – alligevel ikke helt, for Freestyle Phanatix har chikt stylet danserne med et kraftigt touch af nutid. Det er lige før, at danserne i kostumeringen tager sig ud som mannequiner på et modetøjspodium, når de solbrilleklædte mandlige danserne – i begyndelsen ofte til lyden af knipsende spotlightzoomende blitzlys – med poserende electric boogie-bevægelser eller i sej hiphop hen over scenen løfter på deres høje hatte, snurrer deres stokke rundt i luften og fjerlet kaster sig selv up-side-down, som er tyngdekraften ikke noget, der angår dem.
Alt imens de kvindelige dansere med brusende hår under deres bredskyggede hattepragt lader deres sorte bodystocking-blonder komme til syne under de figursyede blazerjakker, svinger med kroppene så de lange kaskader af lysende hvide perlekæder knitrer i takt med støvletterne for enden af de knæbeskyttede bare ben, som fører op til de små stramme hotpants.
Nuvel, 'Tobi' er ikke et modeshow, men derimod som Freestyle Phanatix både skriver og indleder forestillingen med at sige en (streetdance)forestilling eller en kropskrimi frit efter Robert Louis Stevensons roman 'Dr. Jekyll and Mr. Hyde'.
'Tobi or not Tobi'
Med reference til Shakespeares 'Hamlet' forklares forestillingens titel 'Tobi' som et nik til romanens hovedpersons todelte natur og den dualitet mellem godt og ondt, som vi må lære at kende og lære at leve med, for at kunne agere moralsk forsvarligt – 'Tobi or not Tobi', som Freestyle Phanatix's tekstforfatter udtrykker det.
På scenen er der tydeligvist arbejdet dramaturgisk med i sceniske løsninger at bøje romanbearbejdningen til en historiefortællende streetdance. Forestillingen lægger ud fra et væg til væg lavt podium i baggrunden der fungerer som en holdeplads og en rampe danserne kan danse opimod og tage afsæt fra.
Knips, knips, knips – stilbilleder af den noble og artige gentleman med hans smukke kone og deres venner. Så knalder Pink Floyds The Wall hit 'Is there anybody out there?' ud over højttalerne og det varer ikke længe, før Dr. Jekyll har åbnet en af scenografiens røde kufferter og dernede fundet det sorte (smuds) materiale, som han med stramme dramatiske håndbevægelser vrider hen over ansigtet som tegn på den forvandling til Mr. Hyde, som han undergår.
Og så tager en teknisk ekvilibristisk dans ellers fart. Dans med moonwalk, hovedstand, med synkrondans for fem eller færre. Med roterende, smidige, elegante og hvirvlende hurtige bevægelser springer danserne hen over hinanden, op mod hinanden eller på lige linjer sammen. Vekslende mellem bløde og skarpe bevægelser.
Mere beundring end 'bund'
Samtlige dansere er teknisk set top professionelle, og de brænder igennem med en ægte passion for dans – noget som garanteret vil begejstre og skabe beundring hos de unge i målgruppen (da jeg så forestillingen lå en pige fuldstændigt opslugt og filmede forestillingen på sin iPhone).
Men uanset at der i det videre forløb bliver brugt både opslåede paraplyer, bind for øjnene, mere sort sværte, røde kufferter og baskende hvide papirfugle på lange stænger, så formår 'Tobi' ikke at verfe det lag af (mode)show af vejen, som er forestillingens førsteindtryk.
Bliver der satset mere dramaturgisk og strammet op her, kan det vel være, at forestillingen kan komme til at træde tydeligere frem i forhold til den eksistensfortælling, som Freestyle Phanatix siger, at de vil udtrykke.
