Hvad kan holde kulden for døren, når man er en sulten markmus i vinterhi, og når forrådet er fortæret? Teater AniMaNi har dramatiseret Leo Lionnis børnebog ’Frederick’ til en musikalsk hånddukkeforestilling og indkapslet den i en ’Rødhætte og ulven’-rammefortælling.
De første minutter bliver denne anmelder mere og mere forvirret, da vi til forestillingen ’Frederik’ først møder Rødhætte, der er på vej til sin bedstemor i skoven med kage og vin. Da hun beslutter sig for at plukke blomster til sin bedstemor, dukker ulven pludselig op og stopper hende. Det er jo ulven, der skal foreslå Rødhætte at plukke blomster. Nu bliver historien fortalt helt forkert.
Hvad pokker har det her med musen Frederik at gøre? Men da Rødhætte bukker sig ned for at finde en kurv under bordet til kagen og vinen, dukker en mus op og snupper sagerne fra bordet, hvorefter den piler afsted igen. Da Rødhætte vender tilbage, er tingene væk.
’Der var en mus,’ råber børnehavebørnene i munden på hinanden, da Rødhætte spørger, hvor det mon er blevet af.
På klassisk vis dukker musene op alle de steder, hvor Rødhætte ikke kigger. Hun kan ikke se nogen mus, men dét kan publikum. Og de hjælper engageret ved at pege og råbe, selvom musen sidder på enden af skuespillerens egen arm. Det er utroligt, hvordan det trick kan underholde generation efter generation af børn.
Poesien varmer
Endelig ser hun musen Frederik, der sidder og soler sig. Og snart er alt om bedstemor, ulv og jæger glemt. Nu kommer vi ind på den poetiske børnefortælling af Leo Lionni, hvor fem markmus skal samle forråd til vinteren. Mens de fire af dem samler mad, samler den femte varme solskinsstråler, farver og ord.
Og som det sker i Leo Lionnis fortælling, så viser det sig, at poesien og fantasien er dét, der holder liv i musene, mens sneen fyger uden for hulen. Solens stråler varmer igen, når Frederik fortæller de andre om dem, og når han digter om farverne og de skiftende årstider, er foråret lige rundt om hjørnet.
På den måde bliver ’Frederik’ en fin fortælling, der også giver varme i kinderne denne kolde december-formiddag. Og historien om Rødhætte og ulven kan vi jo altid høre en anden gang – måske endda med musen Frederik i rollen som jægeren.
Set og hørt
Astrid Kjær Jensen fører dukkerne med rolig hånd. Også selvom hun til tider har hænderne fulde. Musene får forskellige stemmer og bevægelser, så vi får en klar fornemmelse af deres karakteriseringer. Det gælder selvfølgelig især titelrollen, Frederik, men ikke mindre den lille og særdeles sultne ledermus i flokken.
Lige så fermt styrer hun også det intermezzo af skyggeteater, vi ser udspille sig på den hvide dug, der ligger over bordet, hvorpå forestillingen foregår. Her ser vi bittesmå mus, der forelsker sig. Vi ser et træ, der får blade og mister dem igen. Og vi ser sommerfugle, snevejr og forårssol. Vi kunne kalde scenen ’årets gang i skovbunden’.
Med de fine, papirklipagtige billeder og den musikalske ledsagelse bliver det en både stemningsfuld og romantisk scene – og uden tvivl den absolut smukkeste del af forestillingen.
Til gengæld er de flytbare lamper, der sidder fastmonteret til bordet, et temmelig irriterende benspænd. De skal hele tiden flyttes og vrides på, så de lyser i bestemte retninger, og deres effekt er langt fra lige så stor som den distraktion, de udgør igennem forestillingen. Dem kunne vi nemt have undværet.
Ikke desto mindre er historien om den poetiske mus både sød og interessant, fint formidlet og herligt varieret i sine virkemidler. Og Astrid Kjær Jensen formår at fortælle og lytte på én gang, så alle børnene blandt publikum må have følt sig både set og hørt i dagens forestilling.
