Af: Betina Rex

15. marts 2021

‘Det vigtigste er at holde kæft’

Intim, kortvarigt og intenst. Sådan opleves den digitale lydforestilling 'Hudsult' af Teater Lux. Lytteoplevelsen er udsøgt og sætter gang i sansningen, mens den simple historie skaber rum til personlig refleksion over, hvordan og hvem man er, i verden og i kroppen.

Binaural lyd kan noget. Man suges ind i den nærmest følsomme oplevelse af lyd, som optagelsesmetoden skaber. At høre bildæk på asfalt eller raslen af en dyne i en binaural optagelse er lækkert på en gåsehudsfremkaldende måde, og de omsluttende soundscapes, som Mathias Rosenkilde har skabt til 'Hudsult', er ingen undtagelse. De æder sig ind i ørene. 

Teater Lux beskriver forestillingen på en måde, der giver mindelser om den velkendte corona-lockdown, vi stadig lever i, med krav om afstand og henstilling til at holde sig hjemme. 

'Hudsult' er det dog mærkbart mere dystopisk og autoritær. Her er al nærkontakt bandlyst, og man må kun bevæge sig udenfor i max. 30 minutter i nærheden af sit hjem. Coronapolitiet skyr ingen midler eller liv for at få ram på dem, der trodser forbuddene. At opsøge et kram er vitterligt med livet som indsats. 

Men det er altså, hvad jeg har besluttet. Eller nærmere hvad den person, kaldet Blomst, i hvis sted jeg indtræder i 'Hudsult', har besluttet. 

Det er nu!

En bil ruller ind i, hvad der lyder som en stor parkeringskælder, og standser så tæt på mig, at jeg er lige ved at trække tæerne til mig. En mandsstemme kalder mit navn: ”Blomst! – Er du her?” Tydelig nervøs og let ophidset :”Det er nu!”.  

Lyden af et toilet, der skyller ud tæt ved, indikerer, at jeg, altså Blomst, nok er mindst ligeså nevøs. 

For ikke at blive genkendt får jeg at vide, at jeg skal lade mig iføre en paryk, sætte mig i en kørestol, lade mig spænde fast, og holde min kæft. Jeg skal ligne en patient. Således maskeret trilles jeg ind i bilen, døren smækkes i, og den dæmpede, bløde lyd, af at være i en bil omslutter mig. Da vi begynder at køre, får jeg instinktiv en ubehagelig følelse af at være på vej mod galeanstalten eller vanvittige medicinske forsøg. 

Den frihed eller måske næsten barnlige glæde, der kan findes i at køre i bil, selv i en udelukkende auditiv version, får her en ubehagelig bismag af tvang eller frihedsberøvelse. På trods af at jeg ”selv” har valgt det. 

Da den ene person i bilen over for den anden udtrykker bekymring over, hvorvidt jeg kan ”holde min kæft” svarer den anden, at der ligger en sprøjte i bilen, jeg kan få, hvis det bliver nødvendigt. Det føles klamt at lytte til og mine øjenlåg sitrer.  

Verden i øret

Lyduniverset er fra start omsluttende, stort og samtidig helt tæt på. Det er så håndgribeligt, som noget i øret kan være, og de to skuespillere Basse Dams og Martin Amundsens stemmer balancerer mellem venligt stemte og fuldstændigt ligeglade. 

Jeg har allerede på dette tidspunkt i fortællingen taget mig selv i at læne mig tilbage i min fysiske stol, da jeg spændes fast til kørestolen, at nikke for at tilkendegive at jeg har forstået, hvad jeg skal, og i at undertrykke et nys så længe som muligt for ikke at tiltrække mig uønsket opmærksomhed. Med andre ord er indlevelsen i top. 

At blive aet af en stemme

Fremme ved bestemmelsesstedet køres jeg ind i, hvad der omtales som Hjerterummet, hvor jeg bliver bedt om at rejse mig op og gå over at lægge mig i sengen under dynen. Den ene af de to stemmer fortæller, at den skal i Paradisrummet, og jeg spekulerer på, hvad der mon foregår derinde. 

Da han er gået, begynder den tilbageblevne at tale beroligende til mig og beder mig trække vejret og slappe af. Han fortæller mig, hvordan han lægger sig ned ved siden af mig. Først ligger han bare ved siden af, så fortæller han, at han rykker tættere på, og jeg kan næsten mærke hans ånde i mit øre. Så aer han min skulder, så mit hår, altså parykken, så min kind og så holder han mig tæt ind til sig. 

Selvom det ikke mærkes fysisk på kroppen, så føles det intenst og invasivt intimt i øret. Til sidst beder han mig vende mig om imod ham, og holde ham tæt. Jeg drejer mig lidt modvilligt, velvidende at der jo ikke ligger en fremmed mand i min seng, men på nuværende tidspunkt er det svært at overbevise ørerne om det faktum. 

Hudsult og den intime oplevelse af nærkontakt i sengen får dog en brat afslutning, som jeg ikke vil røbe her, men lade være op til den enkelte lytters fortolkning.

Grænseoverskridende

Den langsomme guidede bevægelse mod total kropskontakt med et fremmed fiktivt menneske giver mig fin tid til at vænne mig til situationen, mens jeg ligger i min seng.

Samtidig får jeg også meget lang tid til at tænke over, hvor grænseoverskridende og ubehageligt jeg egentlig finder det, og hvor uendelig lidt jeg ville have lyst til at opsøge den situation i virkeligheden.

Det virkeligt klamme er dog mest den nagende fornemmelse af ikke at vide, om jeg faktisk ville opsøge det, hvis omstændighederne var så grumme som i 'Hudsult'. Ville jeg sætte mit eget og andres liv på spil for lidt kropskontakt? Jeg ved det ikke. Men jeg ved at tanken om et liv uden kropskontakt er deprimerende og dybt skræmmende. 

Desværre bliver jeg revet lidt ud af fiktionen, fordi jeg bliver forvirret omkring, hvorvidt jeg har lagt mig ”forkert” i min seng. Jeg ligger på ryggen, men han siger, at han ligger ”helt stille ved siden af dig, bag ved dig”. 

Det er virkelig en mindre detalje, men i et værk, hvor den taktile oplevelse af lyden er så væsentlig, er det ærgerligt, at tvivlen kan opstå. På samme måde som det er lidt irriterende, at jeg bliver opfordret til at gøre ting i mit eget tempo, men samtidig kan høre lyden af Blomst, altså mig, der bevæger sig i sit, altså mit, tempo. 

Kroppen som empatiskabende mulighed 

'Hudsult' går meget konkret ind og bruge den aktuelle samfundssituation, om end i en lettere oppisket udgave, som æstetisk afsæt. Den historie, man guides igennem, er mere ubehagelig, end den er interessant, men jeg må bøje mig for den måde, hvorpå den igangsætter en personlig refleksion over, hvordan jeg er som menneske og som krop i en verden, jeg ikke kan kontrollere. 

Samtidig prikker det ”at være en anden”, til tanker omkring, hvordan andre mennesker har det i deres liv og i deres kroppe. 

At blive pacificeret i eget liv har vi alle prøvet i løbet af det seneste år, men at blive pacificeret i egen krop, fastlåst til en kørestol, og med kroppen underlagt andres befalinger, det er alligevel mere vidtrækkende end de velkendte corona- restriktioner. 

Det er dystopisk og ubehageligt og på sin vis også en påmindelse om, at så slemt har det trods alt ikke været. På samme måde som de kliklyde, der ved start og slut, giver en fornemmelse af at lytte til et gammel kassettebånd, hvilket jeg tager som en påmindelse om, at det altså bare er fiktion. Hvad det jo også er. Og så alligevel.

Godt tænkt

Mest interessant er det måske, at den intime lytteoplevelse både kan skabe rum til at lande i egen krop på en stærkt sensorisk måde, og samtidig sætte lytteren i en andens sted, der fremmer empati med mennesker med mere begrænsede muligheder end dem, man selv har. 

Det virker rigtig godt tænkt til målgruppen 16+, som 'Hudsult' er henvendt til. En målgruppe der også vil være voksne nok til at håndtere den grænseoverskridende oplevelse, forestillingen også er. 

Da jeg efter endt lytning ligger med åbne øjne på min seng og fordøjer oplevelsen, klinger særligt en sætning i mig: ”Det vigtigste af det hele, det er at du holder din kæft”. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det vel i bund og grund er sådan, alle rædselsvækkende samfundsformer starter – med at nogen tvinger nogle andre til at holde deres kæft.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ingen vej uden om tragedien
ZeBU & Signe Kærup Dahl:
'Antigone'
Jan Overgaard Mogensen og Carl Martin Norén forløser fysisk flot den græske tragedie ’Antigone’ for teenagetilskuere.
Et løjerligt alderskabinet
Luna Park Scenekunst & Small Space Studio:
'Professor Profelius’ alderskabinet'
Professor Flora Profelius' billed- og objektsamling giver sit aktive publikum et muntert og lyst syn på alder og alderdom.
Internettets digitale djævelskab
OPE-N:
'LOL – Laughing Out Lonely'
’LOL – Laughing Out Lonely’ er en kraftig advarsel mod at søge svar på sin ensomhed via de selviscenesættelsestilbud, som er tilgængelige på internettets sociale platforme.
Kanon tohjulet teaterkoncert
Nørregaards Teater & BaggårdTeatret:
'Farvel'
Med cykler på støttehjul, gamle kufferter, skønne sange og masser af live-musik for fuld udblæsning blæser ’Farvel’ sit publikum bagover med en flot orkestreret palet af farveller.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Ingen vej uden om tragedien
ZeBU & Signe Kærup Dahl:
'Antigone'
Jan Overgaard Mogensen og Carl Martin Norén forløser fysisk flot den græske tragedie ’Antigone’ for teenagetilskuere.
Et løjerligt alderskabinet
Luna Park Scenekunst & Small Space Studio:
'Professor Profelius’ alderskabinet'
Professor Flora Profelius' billed- og objektsamling giver sit aktive publikum et muntert og lyst syn på alder og alderdom.
Internettets digitale djævelskab
OPE-N:
'LOL – Laughing Out Lonely'
’LOL – Laughing Out Lonely’ er en kraftig advarsel mod at søge svar på sin ensomhed via de selviscenesættelsestilbud, som er tilgængelige på internettets sociale platforme.
Kanon tohjulet teaterkoncert
Nørregaards Teater & BaggårdTeatret:
'Farvel'
Med cykler på støttehjul, gamle kufferter, skønne sange og masser af live-musik for fuld udblæsning blæser ’Farvel’ sit publikum bagover med en flot orkestreret palet af farveller.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.