Flemming Bang og Ivonne Cadovius står for ledelsen af Teatret bag Kroen, hun som direktør, han som kunstnerisk leder. Det har de været mere eller mindre sammen om siden begyndelsen af halvfemserne, men i årene 2005-2012 havde de begge andet at lave, så teatret blev kun sporadisk benyttet af andre midlertidige grupper.
I 2012 bestemte Cadovius og Bang sig så for at komme teatret til undsætning, forhindre forfald og planer om nedrivning og hellere give stedet 'en ordentlig omgang hjertemassage'.
Det var åbenbart vellykket, og det har de al ære af! Herefter har Cadovius været husdramatiker, og de har begge hele tiden stået på scenen – gerne sammen med musiker Thomas Hübertz – i et repertoire, som har omfattet børne-og familieteater, samt serveringsteater om aftenen med tre-retters menu (i samarbejde med kroen) og Cadovius’ krimifarcer.
Selve salen er ganske indbydende – fladt gulv, god plads, lysekrone og lampetter på væggene, falske paneler med tekstil-tapet, og en enkel scene to-tre trappetrin op. Samt et rødt fortæppe, helt i overensstemmelse med teatertraditionerne. Hertil 40-50 forventningsfulde unger på puder nede på gulvet og pædagogerne på stole bagved.
Når jeg skriver så vidt indgående om teatret, er det ikke kun udenomssnak. Dette er første gang i det nuværende regimes tid, at Teateravisen er troppet op for at anmelde, og læserkredsen er måske heller ikke kendt med spillestedet.
Et slags referat
Efter munter pianomusik bag fortæppet – 'Bogstavsangen' med variationer – går det til side, og en enkel stue åbenbarer sig. Far afslutter pianomusikken og ordner morgenmad, mens han råber på Lille Sky om at komme ud af dynerne. Et par gange går Far ud af scenen og Lille Sky kommer ind, og omvendt, uden at de opdager hinanden – det skaber lidt latter – og Mor kommer ind fra bag i salen talende på alverdens sprog i mobiltelefonen. Hvorfor fra salen, forresten?
Hvorpå hun synger en lystig sang, der hører hjemme i en eller anden dårlig musical – i hvert fald er den fuldstændigt uforståelig i sammenhængen.
Far og Mor slår sig ned ved morgenmadsbordet. Lille Sky er også kommet til, men ham er der ingen, der lægger mærke til. Ikke før Mor insisterer på at tage en selfie af sig selv og Far og opdager, at også barnet er med i billedet. Det ellers usynlige barn. Hvorefter forældrene ifølge teatrets egen forhåndsomtale 'gør alt for at behage Lille Sky; de serverer luftfrikadeller i skysovs, bygger luftkasteller, lader træerne vokse ind i himmelen, henter legetøj osv.'
Det så og hørte jeg ikke meget til. Det forsvandt i Mors og Fars grimassering foran mobilkameraet.
I det hele taget er der adskillige uoverensstemmelser mellem forhåndsomtalen og hvad der faktisk sker på scenen. Intentioner kan være gode nok, men man bør vente med omtaler og presse- og PR-materiale, til forestillingen har fundet sin form!
Nuvel. Forældrene forsvinder – Far til arbejde, Mor til gud-ved-hvorhen. Til gengæld dukker en teddybjørn og en grøn dinosaur op bag kommoden. Dem kan Lille Sky tale med, og han overbevises om, at han burde tage af sted i skolen i stedet for at gå og kede sig her hjemme.
En skoletaske kommer for en dag, og dermed er 'første akt' forbi, og tæppet trækkes for.
I skole for første gang
Foran tæppet, med Far forklædt som lærerinde og Mor som gymnastiklærer, får vi så en lille skoletime. Børnepublikummet ønsker Lille Sky velkommen i klassen, og de har sin stjernestund, for de kan svare på alt: A og B og 1+1 og 3+2. De råber og rækker hænder. Men kun Lille Sky ved at 7 ganger 17 er 119. Hvor kom den fra?
Når timen er slut, ønsker alle Lille Sky vel hjem og forestillingen kan fortsætte.
Mutti og Farmand er kommet hjem, og nok en selfie har forskrækket dem: Lille Sky er jo ikke med på billedet! Mens de leder udenfor scenen, kommer Lille Sky så fra skole, glad og stolt. Han sætter sig ved middagsbordet, og da forældrene kommer ind, hulkende fordi Sky er væk, skriges der fra salen: 'Han sidder jo der!'
Og så kommer der en happy end med sang om, at vi er en familie o sammen i fryd og gammen – og anerkendelse af at Sky er blevet større og skolemoden. Det er Mors og Fars store paradigmeskifte. Tro det den der vil og kan. Jeg gjorde det ikke.
Fejl og mangler
Det der vækker den største modstand hos mig, er følelsen af, at hver scene åbenbart bare skal overstås, så man kan komme videre til den næste. Ingenting får lov til at hvile i sig selv. Det skaber et hæsblæsende indtryk, med skuespillere der råber deres replikker og ikke er til stede i øjeblikket.
Og dertil den typiske amatørfælde: Angsten for stilheden. Der mumles ligegyldigheder og nynnen og lyde for at dække over, at man ikke rigtigt har noget at sige – for eksempel at man siger nøjagtigt, hvad man laver i øjeblikket: 'Jeg sætter dette glas her… og der er gaflen… og hvad laver den globus på gulvet…?' Man pludrer i stedet for at spille.
Dertil den intetsigende replik, når børnene finder ud af at 1+1=2, eller vifter med den rigtige arm: 'Nej, hvor er I dygtige!' Skal det være en anerkendelse af børns evner?
Helt ærlig: Dette er tankemæssigt for slapt, her er ingen problematisering. Dukkerne bag kommoden – teddybjørnen og dinosauren – får Lille Sky til at tænke, og til tage sig sammen og gøre 'noget andet', men er farlig nær ved at tage forældrenes fjollede tone.
Og budskabet? I sit forhåndsmateriale skriver teatret at 'pædagogikken i stykket ligger i, at man skal lytte til sit barn, give det plads til at vokse'. Stykkets gennemgående omstændighed er, at forældrene ikke opdager/forstår/anerkender, at Lille Sky er blevet større og skal i skole. At de tror, at de stadigvæk har en baby. Eventuelt at Mor og Far ikke har turdet sige til sin søn at han er blevet stor – nok til at gå i skole…?
Det er jo et OK tema. Problemet er bare, at forældrene er lige så fjollede hele vejen – også til sidst. At de så pylrer om Lille Sky og hinanden, får en falsk undertone, når replikkerne er ligeså intetsigende og stemmelejet ligeså skingert som før. Der gøres ikke spillemæssigt rede for den forandring, der sker!
At en selfie afslører, hvordan fortravlede forældre overser – og opdager – at de har et barn, er ingen dårlig scenisk idé. (Man er ikke RIGTIGT til stede, hvis man ikke er i en selfie!) Men det er ikke nok til, at alt pludseligt løser sig i klappeleg og forståelse. Så enkelt er det ikke!
Jeg tror, det vil være en god idé at være mere kræsne ved udvælgelsen (eller udformningen) af tekster. Holder dramaturgien? Er der en sammenhæng? Hvorfor siger han dit, og hvorfor gør hun dat? Er der mening/betydning i replikken, har den poesi eller kraft eller rytme?
Jeg tror også, at det vil være en god idé at skaffe sig nogle øjne udefra. En instruktør eller lignende. Små teatre kan nemt blive halv-hemmelige nicher, hvor man aldrig rigtigt bliver udfordret og får brudt mønstret.
Teatret bag Kroen reklamerer med levende musik til forestillingen. Hvorfor da gemme pianoet bag et bræt – det giver jo bare indtryk af at pianospillet fakes, og at musikken er båndet. I øvrigt kan Thomas Hübertz godt synge!
Cadovius og Bang fortjener stor respekt for at ha’ reddet Teatret bag Kroe og gjort det til et indbydende lille spillested – og for ihærdigt at befolke scenen. Men for at være helt ærlig: Denne forestilling er ikke tilfredsstillende.
Men held og lykke næste gang!