Det seneste folketingsvalg blev udråbt til et klimavalg, og det er i høj grad ungdommen, der går forrest i dén sag. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at klimadagsordenen også er kommet på plakaten i dansk børne- og ungdomsteater.
For denne anmelder gjorde Aveny-T’s ungdomsforestilling ’Mit navn er Greta’ indtryk med William Lipperts portræt af klimagenerationen, mens HeartBeat Groups rytmiske show ’Lods Hans’ om affaldssortering satte sig på både trommehinderne og miljøbevidstheden.
Dansk Rakkerpaks ’Professoren og genbrugsmaskinen’, der er skabt i samarbejde med det tværkommunale affaldsselskab AffaldPlus, er uden tvivl et bidrag til tendensen. Vi skal forstå værdien af genbrug. Vi skal tænke bæredygtighed. Vi skal være bevidste forbrugere.
Og professorens genbrugsmaskine kan lave alt om til alt. Hvis man bare tilføjer de rette typer af affald i den ene ende, så kommer der stegepander, bøffer og legetøj ud i den anden ende. Sikken maskine!
Klimaklovneri
Det er Niels Grønne og Niels Peter Kløft, der står bag manuskriptet til ’Professoren og genbrugsmaskinen’, og de har skabt en humoristisk fortælling om en distræt professor, der laver både mirakler og ulykker med sin maskine.
For maskinen omformer dét, der kommer ind, og den ser ikke til, om det er affald, vigtige notater eller levende skabninger. Og man kan sikkert forestille sig, hvilken farce det bliver, når barnebarnets kanin slipper løs i laboratoriet, og professoren springer rundt for at fange den. Alt, hvad der kan gå galt, går galt.
Det bliver med andre ord en forestilling, der boltrer sig i klovneri og ’hvor er kaninen nu?’-indslag. Men efterhånden som forestillingen dyrker det gakkede, sender den også hele genbrugskonceptet på afveje. Det handler faktisk ikke længere om genbrug.
Har man glemt forestillingens klimaformål? Eller har man blot villet lave en gakket farce og bevidst pyntet sig med lånte miljøfjer?
Det er spekulationer, og i bund og grund gør det hverken til eller fra. For det siger blip-båt, og Gud, hvor går det godt. Dansk Rakkerpak skal ikke nødvendigvis være et klimateater, men kan derimod roligt give de gamle gadeteatertraditioner fuld skrue. De klæder dem, og det bliver knap så boomer-agtigt som et påklistret klimakoncept.
Genbrugsmaskineri
Vi mærker, at Dansk Rakkerpak ved, hvad de laver. De får os til at grine og gyse på de rigtige tidspunkter, og de fortæller historien rimelig rutineret og efter klassiske fortællemodeller.
Jeg skriver ’de’ om dem, selvom Niels Peter Kløft er den eneste skuespiller på scenen. Det gør jeg, fordi selve genbrugsmaskineriet er en altoverskyggende medspiller, der måske ikke ligefrem indtager hovedrollen, men i hvert fald tager alle stikkene hjem.
Den er enormt snurrigt bygget med masser af detaljer for de teknikglade. Der er håndtag at trække i, skruer at dreje på, knapper at trykke på og blinkende lamper at kigge på. Den har også et samlebånd, som kører tværs igennem maskinen, samt små låger og vinduer, man kan kigge ind (eller ud) ad. Den har endda en lille skorsten med Magnus Tagmus-agtig røg i.
Det er sjovt at se, hvordan ting forsvinder ind i maskinen og kommer ud igen som noget andet. Og det er bestemt også forestillingens højdepunkt. Så lad os håbe, at genbrugsmaskinen ikke knækker et tandhjul på turnéen. Uden dén er der ingen forestilling.
