Af: Lise Stenbæksgaard

10. april 2022

Det levende møde

Det kan virke ret overvældende at være på en Aprilfestival for første gang. De mange teatre, mennesker, scenerier, gøremål. Teateravisen har bedt Lise Stenbæksgaard - der både via job i festivalsekretariatet og udflugter til forestillinger m.v. fik set festivalen fra mange sider - om at skrive om sine oplevelser. Her er nogle af hendes refleksioner fra Aprilfestival 2022.

Efter at kulturen har lidt i coronaens skygge i to år, var årets Aprilfestival den forgangne uge i Esbjerg en kærkommen og intens oplevelse, hvor teater var rammen om et væld af møder. 

Som novice på Aprilfestival havde jeg den frygtsomme fornøjelse at opleve alt for første gang. Det var en både overvældende og bekræftende oplevelse. Størst af alt var oplevelsen af festivalens og teaterkunstens evne til at skabe møder på tværs af alder, køn, kultur og nationalitet. 

Esbjerg by var, for mig, også fremmed land, men festivalens epicenter, Tobakken, indbød til en afslappet og hjemlig atmosfære. Med daglige besøg i Festivalcaféen, hvor man mødtes over kaffe, frokost eller øl, med gåturen fra hotellet til Tobakken og rundture til skolerne og kulturinstitutionerne, blev Esbjerg hurtigt hjemlig og let at færdes i. 

Når jeg besøgte byens skoler for at se forestillinger, byens restauranter og barerne i de sene nattetimer følte jeg mig velkommen og hjemme. Det har nok været et godt sammenspil mellem Esbjerg by og det fællesskab, Aprilfestivalen er. 

Fra småbørn til teenagere 

Stort set alle forestillinger, jeg så på Aprilfestivalen, havde hver deres særegne udtryk, og festivalens program bevægede sig i mange forskellige genre – fra minutiøst dukketeater til større opsætninger med mange effekter, fra fysiske performances til fortællende teater – men alle forestillinger, jeg overværede, lykkedes godt med at skabe kontakt til publikum. 

Og at være vidne til børnenes reaktioner var en stærk oplevelse ved flere af forestillingerne. Jeg bemærkede ad flere omgange under festivalen, hvordan grupper af alt fra vuggestuebørn til store teenagere blev ganske opslugt af forestillinger.

På Rørkjær Skolen Urban så jeg forestillingen ’Hvad er det’ med Aaben Dans. Frem for at være optaget af de to dansere, fæstnede mit blik sig på de to vuggestueklynger, der også var i publikum, og som forestillingen egentlig var tiltænkt. 

Et barn sad nærmest paralyseret og helt opslugt af de to voksne, der snørklede sig rundt om hinanden på den bløde og taktilt-indbydende scene. Andre rokkede lidt med til den stille musik og grinte ind imellem af det, de så. Nogle fik øje på et lysende rør eller rødt tyl, som de fokuserede på, indtil en ny ting eller bevægelse fangede deres blik. 

Af erfaring ved jeg, at det er en kunst at få en gruppe vuggestuebørn til at falde til ro og lade sig opsluge – så det var sært rørende at være vidne til deres dybe koncentration og undersøgende blikke.

I den anden ende af forestillingernes aldersspektre var ungdommen, som også havde flere forestillinger at vælge i mellem. De fleste kan genkende de voldsomme følelser i den spæde ungdom – måske har de selv børn i alderen, måske ligger følelserne ikke så langt væk – derfor kan forestillinger, der tager fat i den tid ramme bredt.

Jeg lod mig i alt fald opsluge af festivalens portrætter af den afvisende usikkerhed, som ofte kan kendetegne teenagere. Jeg så forestillinger, som i deres behandling af ungdommen udviste stor respekt for den sommetider udskældte gruppe. I Tobakkens Store Sal blev forestillingen ’I de fucking bedste’ mødt af latter fra unge og forældre. Og da de kønsstereotype Disney-fortællinger, de fleste unge er flasket op med, anfægtedes i forestillingen ’Fishtail’, stemte publikum på VUC også i med bekræftende latter. 

For mig var de teateroplevelser størst, hvor jeg ikke oplevede, at forestillingen først og fremmest havde pædagogisk sigte, men hvor ungdommens perspektiv udforskedes nysgerrigt og portrætteredes med lige dele humor og respekt.  

Et universelt sprog 

Der var op mod 70 internationale gæster på årets Aprilfestival, og de havde af gode grunde ikke samme forudsætninger for at forstå forestillingerne, som det danske publikum. Forestillinger med en betydelig vægt af fortælling eller dialog var alligevel en del af de internationales rundtur på festivalen. 

Dels fordi de var optaget af interaktionen med publikum og deres reaktioner, men også fordi de, til trods for, at de ikke forstod det talte sprog, blev optaget af fortællingerne. Når de fortalte om deres oplevelser, hæftede de sig ikke ved det, de ikke forstod, men alt det, der trods den sproglige barriere havde vækket mening hos dem. 

Teatrets form gjordet det muligt at fastholde publikum, selvom det meningsbærende sprog var fraværende. Og jeg tror især det handler om, at teateroplevelsen kan være konfronterende levende. 

Det var ’Promise Me’ – en vild og grænseoverskridende forestilling fra belgiske Kabinet K – et godt eksempel på. Størstedelen af performerne var børn med undtagelse af to mandlige dansere og en musiker. De gik til angreb på hinanden, smygede sig om hinanden, sprang vildt omkring, råbte og skreg og forsonede sig i en ubesværet flot koreograferet tilfældighed. 

Forestillingen prikkede til enhver blufærdighed, hang til beherskelse og kontrol, og børnenes legende vildskab var kernen i det hele. Den vekslede mellem uregerlighed og ømhed – fra et til tider enerverende lydbillede med konfronterende børn, som krævede øjenkontakt med publikum til bløde, omsorgsfulde bevægelser. 

Forestillingen vækkede ambivalente følelser i mig, fordi den med sit kropslige og fysiske udtryk indirekte behandlede grænser og konfronterede mine egne. ’Promise Me’ blev fremført i den gamle togremise, Game Streetmekka, som til hverdag især huser skatere. 

De rå lokaler var en oplagt scene for den opildnende performance. Jeg gad dog godt have oplevet, hvordan børn og unge tog imod den, men salens sæder var den pågældende aften i særdeleshed fyldt ud af voksne. 

Bundet til øjeblikket

Festivalen skabte rammerne for, at internationale bånd kunne plejes gennem teater. Det var bekræftende at få øje på det store engagement, der er for samarbejde og vidensdeling på tværs af landegrænser, som lever i bedste velgående. Og jeg oplevede stor velvilje og interesse fra mange af de internationale gæster, som også kom på festivalen for at udveksle viden og faglige betragtninger.  

I det levende møde, teatret er, kan man ikke trykke pause. Man kan ikke skrue ned for lyden eller klappe computeren sammen. Man er fanget i rummet og bundet til øjeblikket side om side med andre. Årets Aprilfestival lykkedes med at binde både unge og gamle til scenen, og for mig var det et oplivende møde med den teaterverden, som hvert år gør sit kunstneriske indtog i en ny dansk by. 

Og efter nedlukningens og restriktionernes forsømte år var Aprilfestivalen for mig et eksempel på, at mødet med den levende kunst og kultur står ved sin magt.

Seneste artikler

Seneste artikler

Farvel – og tak!

Farvel – og tak!

Med Teateravisens stop som aktiv nyhedsportal forsvinder en af de tre bærende søjler, der blev skabt for Teatercentrums virke fra starten af 1970’erne: Et medie med specifik fokus på synliggørelse og formidling af professionel scenekunst for børn og unge. Lukningen markeres her med et lille strejftog gennem bladets historie og den afgående redaktørs taksomme punktnedslag efter gennem næsten 40 år at have fulgt et unikt og fællesskabsorienteret teaterliv.
Læs mere
KLAP i Kolding

KLAP i Kolding

Om lidt over en måneds tid vil Kolding summe af teaterliv, når 100 teatre og 150 forskellige forestillinger danner den kunstneriske ramme om KLAP-teaterfestivalen, som afvikles fra 3.-6. april. Programmet ventes på nettet fra d. 3. marts, mens den offentlige billetuddeling af over 20.000 gratis billetter starter d. 20. marts.
Læs mere
En bro over tillidskløften

En bro over tillidskløften

Et dialogmøde mellem Teatercentrums ledelse og den kreds af teatre, der via protestbreve havde udtrykt skarp kritik af manglende orientering af kompetencecentrets ageren omkring lukning af Teateravisen og situationen for KLAP-festivalerne, blev afviklet i fordragelighed. Brudflader eksisterer stadig, men asfalteres nu med aftaler om fremtidige fællesmøder, hvor teatrene kan informeres om Teatercentrums strategiske overvejelser – og en fuldtonet udmelding om at bevare den store KLAP-festival ukurateret.
Læs mere
Anmelderi på falderebet

Anmelderi på falderebet

Med Teateravisens snarlige lukning stopper det omfangsrige anmelderi af børne- og ungdomsteater, der har været den digitale nyhedsportals hovedhjørnesten siden 2008. Det skal lige følges til dørs med lidt historie; noget om teatrenes og arrangørernes møde med anmelderiet og meget om teaterkritikkens væsen og berettigelse
Læs mere
Børneteatre går i aktion

Børneteatre går i aktion

Omkring 50 børne- og ungdomsteatre og en række af områdets branchefolk og formidlere advarer nu i et fælles opråb til politikerne om, at børneteatret er truet – og helt konkret af problemet med manglende fuld statslig økonomisk støtte til den store årlige festival, hvor det er svært at finde værtskommuner, der vil påtage sig opgaven.
Læs mere
Teateravisen lukker!

Teateravisen lukker!

Det betyder fra 1. marts et farvel til over 50 år med et medie, der har været målrettet synliggørelse af dansk børne- og ungdomsteater. Beslutningen skyldes en kombination af presset økonomi og ønske om en ny kommunikationsstrategi hos udgiverne Teatercentrum, der samtidig melder ud om et nyt samarbejde med ISCENE, som skal samle formidlingen af nyhedsstof om børne- og ungdomsteater på sidstnævnte portals nyhedsplatform.