Efter at kulturen har lidt i coronaens skygge i to år, var årets Aprilfestival den forgangne uge i Esbjerg en kærkommen og intens oplevelse, hvor teater var rammen om et væld af møder.
Som novice på Aprilfestival havde jeg den frygtsomme fornøjelse at opleve alt for første gang. Det var en både overvældende og bekræftende oplevelse. Størst af alt var oplevelsen af festivalens og teaterkunstens evne til at skabe møder på tværs af alder, køn, kultur og nationalitet.
Esbjerg by var, for mig, også fremmed land, men festivalens epicenter, Tobakken, indbød til en afslappet og hjemlig atmosfære. Med daglige besøg i Festivalcaféen, hvor man mødtes over kaffe, frokost eller øl, med gåturen fra hotellet til Tobakken og rundture til skolerne og kulturinstitutionerne, blev Esbjerg hurtigt hjemlig og let at færdes i.
Når jeg besøgte byens skoler for at se forestillinger, byens restauranter og barerne i de sene nattetimer følte jeg mig velkommen og hjemme. Det har nok været et godt sammenspil mellem Esbjerg by og det fællesskab, Aprilfestivalen er.
Fra småbørn til teenagere
Stort set alle forestillinger, jeg så på Aprilfestivalen, havde hver deres særegne udtryk, og festivalens program bevægede sig i mange forskellige genre – fra minutiøst dukketeater til større opsætninger med mange effekter, fra fysiske performances til fortællende teater – men alle forestillinger, jeg overværede, lykkedes godt med at skabe kontakt til publikum.
Og at være vidne til børnenes reaktioner var en stærk oplevelse ved flere af forestillingerne. Jeg bemærkede ad flere omgange under festivalen, hvordan grupper af alt fra vuggestuebørn til store teenagere blev ganske opslugt af forestillinger.
På Rørkjær Skolen Urban så jeg forestillingen ’Hvad er det’ med Aaben Dans. Frem for at være optaget af de to dansere, fæstnede mit blik sig på de to vuggestueklynger, der også var i publikum, og som forestillingen egentlig var tiltænkt.
Et barn sad nærmest paralyseret og helt opslugt af de to voksne, der snørklede sig rundt om hinanden på den bløde og taktilt-indbydende scene. Andre rokkede lidt med til den stille musik og grinte ind imellem af det, de så. Nogle fik øje på et lysende rør eller rødt tyl, som de fokuserede på, indtil en ny ting eller bevægelse fangede deres blik.
Af erfaring ved jeg, at det er en kunst at få en gruppe vuggestuebørn til at falde til ro og lade sig opsluge – så det var sært rørende at være vidne til deres dybe koncentration og undersøgende blikke.
I den anden ende af forestillingernes aldersspektre var ungdommen, som også havde flere forestillinger at vælge i mellem. De fleste kan genkende de voldsomme følelser i den spæde ungdom – måske har de selv børn i alderen, måske ligger følelserne ikke så langt væk – derfor kan forestillinger, der tager fat i den tid ramme bredt.
Jeg lod mig i alt fald opsluge af festivalens portrætter af den afvisende usikkerhed, som ofte kan kendetegne teenagere. Jeg så forestillinger, som i deres behandling af ungdommen udviste stor respekt for den sommetider udskældte gruppe. I Tobakkens Store Sal blev forestillingen ’I de fucking bedste’ mødt af latter fra unge og forældre. Og da de kønsstereotype Disney-fortællinger, de fleste unge er flasket op med, anfægtedes i forestillingen ’Fishtail’, stemte publikum på VUC også i med bekræftende latter.
For mig var de teateroplevelser størst, hvor jeg ikke oplevede, at forestillingen først og fremmest havde pædagogisk sigte, men hvor ungdommens perspektiv udforskedes nysgerrigt og portrætteredes med lige dele humor og respekt.
Et universelt sprog
Der var op mod 70 internationale gæster på årets Aprilfestival, og de havde af gode grunde ikke samme forudsætninger for at forstå forestillingerne, som det danske publikum. Forestillinger med en betydelig vægt af fortælling eller dialog var alligevel en del af de internationales rundtur på festivalen.
Dels fordi de var optaget af interaktionen med publikum og deres reaktioner, men også fordi de, til trods for, at de ikke forstod det talte sprog, blev optaget af fortællingerne. Når de fortalte om deres oplevelser, hæftede de sig ikke ved det, de ikke forstod, men alt det, der trods den sproglige barriere havde vækket mening hos dem.
Teatrets form gjordet det muligt at fastholde publikum, selvom det meningsbærende sprog var fraværende. Og jeg tror især det handler om, at teateroplevelsen kan være konfronterende levende.
Det var ’Promise Me’ – en vild og grænseoverskridende forestilling fra belgiske Kabinet K – et godt eksempel på. Størstedelen af performerne var børn med undtagelse af to mandlige dansere og en musiker. De gik til angreb på hinanden, smygede sig om hinanden, sprang vildt omkring, råbte og skreg og forsonede sig i en ubesværet flot koreograferet tilfældighed.
Forestillingen prikkede til enhver blufærdighed, hang til beherskelse og kontrol, og børnenes legende vildskab var kernen i det hele. Den vekslede mellem uregerlighed og ømhed – fra et til tider enerverende lydbillede med konfronterende børn, som krævede øjenkontakt med publikum til bløde, omsorgsfulde bevægelser.
Forestillingen vækkede ambivalente følelser i mig, fordi den med sit kropslige og fysiske udtryk indirekte behandlede grænser og konfronterede mine egne. ’Promise Me’ blev fremført i den gamle togremise, Game Streetmekka, som til hverdag især huser skatere.
De rå lokaler var en oplagt scene for den opildnende performance. Jeg gad dog godt have oplevet, hvordan børn og unge tog imod den, men salens sæder var den pågældende aften i særdeleshed fyldt ud af voksne.
Bundet til øjeblikket
Festivalen skabte rammerne for, at internationale bånd kunne plejes gennem teater. Det var bekræftende at få øje på det store engagement, der er for samarbejde og vidensdeling på tværs af landegrænser, som lever i bedste velgående. Og jeg oplevede stor velvilje og interesse fra mange af de internationale gæster, som også kom på festivalen for at udveksle viden og faglige betragtninger.
I det levende møde, teatret er, kan man ikke trykke pause. Man kan ikke skrue ned for lyden eller klappe computeren sammen. Man er fanget i rummet og bundet til øjeblikket side om side med andre. Årets Aprilfestival lykkedes med at binde både unge og gamle til scenen, og for mig var det et oplivende møde med den teaterverden, som hvert år gør sit kunstneriske indtog i en ny dansk by.
Og efter nedlukningens og restriktionernes forsømte år var Aprilfestivalen for mig et eksempel på, at mødet med den levende kunst og kultur står ved sin magt.
