Man ved aldrig, hvad man får. Jo, to ud af otte små historier, men hvilke to – det afhænger af, hvilke skuespillere, der kan spille på den pågældende dag. Så denne anmeldelse omfatter altså ikke kun en fjerdedel af den samlede forestillings-masse, men jo også blot en enkelt ud af ganske mange kombinationsmuligheder.
Hvad jeg fik i bussen på parkeringspladsen foran Randers Realskole søndag middag på festivalen var Bo Stendell Larsens eventyr om en hest, og Basse Dams historie om den triste mand, der lavede sproget om.
To fabulerende fortællinger, sat på scenen med meget små virkemidler. Hvilket også er nødvendigt, for der er virkelig småt med siddeplads til os og spilleplads til dem i den lille bus. Til gengæld er der masser af atmosfære inde i bussen, som scenografen Niels Secher har gjort himmelblå med stjernedrys på tilskuerpladserne og tonet grå på de få kvadratmeter scene.
Passende indramning, når nu skuespillerne angiveligt tilhører bedstefar-segmentet og forestillingens overordnede titel er 'Gråt er godt'. Hvilket er sandt, i hvert fald i denne kombination.
Bo Stendell Larsen er en glimrende fortæller, som han sidder der ved bordet med en enorm bog og beretter om hesten, der faldt i et mærkeligt hul. Nærmest som var den dyrenes svar på Holbergs ”Niels Klim”. Vel igennem hullet havner den i en museby og kommer op at flyve med elefanter, inden den til sidst vender hjem til den lille pige, der rimeligt nok har savnet den betragteligt.
Længe fungerer det som ren oplæsning, og lige som anmelderen begynder at tænke, at dette her da vist ikke er teater, men bare ligesom bibliotekaren, der læser højt for de mindste, dukker både hest og mus op på bordet. Ud af historien springer de og leger elegant med både teatrets illusion og børnenes abstraktionsniveau..
Ingen morale, men opmuntrende
Basse Dam har lige så fint fat i en af tyskeren Peter Bichsels sørgeligste små fortællinger fra samlingen 'Børnehistorier', nemlig den om en uendeligt ensom gammel mand, der opfandt et nyt sprog.
Her kommer teatret i bogstaveligste forstand på bordet med det samme. En lille seng, et bord, en stol og så videre, alt sammen i dukkestørrelse. Foruden en meget grå mand, der pludselig gør oprør mod forudsigeligheden og den totale tristesse i livet, og begynder at kalde sine alt for velkendte ejendele noget andet. Så sengen hedder nu billede – og manden kan derfor fornøje sig ved at sige: Jeg er træt og vil i billede!”
Hurtigt får alting nye navne, manden får et nyt livsindhold og glæde i dagligdagen, men resultatet er jo, at han ikke forstår verden omkring ham og den ikke ham. Så hvad der begynder sørgeligt, ender desværre på samme måde. Med en ensom mand, der er blevet endnu mere ensom.
Morale er der heldigvis ikke noget af, og vi behøver den heller ikke, for selv om historien er trist, er forestillingen som teater betragtet særdeles opmuntrende og, tror jeg, tilmed sprogligt udfordrende for målgruppen.
