’Det er simpelthen for mærkeligt,’ skiftes skuespillerne til at sige til hinanden.
Og det kan de have ret i. For Team Teatrets ’Mærkelig’ er vitterlig blevet en forestilling, der lever op til sin titel. En flot og fængende og meget tankevækkende forestilling, der stikker snuden direkte ind i skoleungernes taburum.
Jesper Bræstrup Karlsens tekst rammer ungerne så præcist. Den mand ved, hvad der ligger i en ikke-mærkelig madpakke hos et ikke-mærkeligt barn. Han ved, at forældre spørger, om man vil have letmælk eller minimælk. Ergo ved han det meste.
Han ved også, at børn hurtigt indser, at det mærkelige er ’noget af det dér, man ikke kan se eller mærke, men som bare er der’. Og han ved, at børn udmærket er klar over, at det ikke er normalt, at ens far hele tiden græder.
Mundrette replikker
Men Karlsens dramatikerhemmelighed ligger også gemt helt nede i hans sætningsopbygninger. I hans mildest talt mærkelige sprog, der lyder fuldstændig realistisk som talesprog, men som er håbløst at skrive ned, fordi det er et sammensurium af indskudte sætninger. Akkurat sådan som almindeligt mærkelige mennesker taler.
Samtidig har han en kynisk børnehumor, som gør ondt, fordi den netop ikke er ment raffineret, men blot udspringer af barnlig undren. Som når drengen sørgmodigt fortæller om sin farmors død på hospitalet: ’Jeg skulle bare ud at hente en cola – og da jeg kom tilbage, var der nogen, der havde slukket for min farmor’.
Tyndhudede tilskuere
Det lykkelige er, at Team Teatret vitterlig formår at forløse den mærkværdige tekst, så forestillingen både rammer det gådefulde og det smertelige. Mikael Helmuth har iscenesat med stor nænsomhed, men også med klarhed og skarpe brud i forestillingen.
Som voksentilskuer kan man næsten mærke, hvordan man bliver mere tyndhudet for hver scene, efterhånden som normaliteten skrælles af én. For vi har jo alle sammen en rem af mærkeligheden, når det kommer til stykket. De fleste af os skjuler det bare så godt, at vi næsten glemmer det. Børnetilskuerne bliver på tilsvarende måde bemærkelsesværdigt anspændte. Min medbragte ti-årige ville i hvert fald gerne have en stille hånd gennem nakkehårene…
Der er ellers ikke noget farligt i selve forestillingens handling. For egentlig kommer uhyggen fra selve replikkerne. Thomas Ravnsgård har bidraget til et beroligende neutralt univers med siddeklodser og skillevægge i flot og stringent lysdesign af Søren Lydersen. Og Henriette Fabricius har skabt abstrakte jakkesætskostumer, der gør det muligt for skuespillerne at veksle mellem mange roller, uden at tøjet kommer i vejen.
Gummi-Tarzan 2
Heine Grove Ankerdal får sig dog en sort strikhue i rollen som drengen Kasper, der bor på Einarsvej alene med sin far. Ankerdal skaber en fascinerende figur, der har hjerte og fantasi som en ægte fætter til både Gummi-Tarzan og Tvebak Løvehjerte. Han har en ret stor skuespillerkrop, og derfor bliver det i sig selv en pointe, at hans mærkelighed aldrig nogensinde ligger i det mest åbenlyst mærkelige ved ham, nemlig at han må være klassens tykke dreng.
Nej. Ikke et ord lyder der om hans størrelse. Næ, det mærkelige ved Kasper er jo, at han har en lillebror, der er multihandikappet. Og det frygtelige er, at Kasper forestiller sig, at det er hans skyld – at det er ham, der har ’smittet’ lillebroderen, så han er blevet syg…
Ankerdal spiller overvældende desperat – kun en colaslurk fra en vred og smitteangst OCD-tvang. Men han spiller også så opgivende over for den uforstående far, der altid ender med at bestemme, at man som tilskuer bliver helt fortvivlet på hans vegne.
For Uffe Kristensen spiller gyseligt realistisk en depressiv krisefar. Helt underspillet fremviser han alle de rædselsfulde forældreklichéer, som voksne hader fra deres egen barndom, men som de fleste af os ikke desto mindre overfører på vores egne børn alligevel. Kristensen bærer alt det forældreusagte rundt inde i sin stive nederlagsnakke – genkendelig i sin profil længe inden han træder ind af døren.
Anti-mobbe-effektiv
Anne Karina Nikolajsen spiller energisk og også ret grænseoverskridende den nysgerrige pige i klassen. Hun er frisk på en udflugt til ham den mærkelige dreng, men hun er måske endnu vildere med tanken om at besøge egnens særling, ham ’Oliemanden’ nede i det øde hus…
Herfra tager plottet forrygende fart – med Karlsen’sk tempo og åben slutning lige efter bogen. Mere skal ikke røbes her. Men uhyggeligt, det er det. Ikke mindst fordi ’Oliemanden’ ser så genfærdsagtig ud med sin hætte over sit forvredne blå-lilla ansigt. Denne mands historie er ikke bare mærkelig; den er hjerteknusende sørgelig.
Dermed skaber forestillingen også det mest effektive anti-mobbe-afsæt. For hvem er egentlig mest mærkelige: de mærkelige – eller dem, der har travlt med at udnævne andre til at være mærkelige?
Så advare må jeg alligevel i min sluthyldest: ’Mærkelig’ sidder i sanserne længe efter. Det er simpelthen for mærkeligt…
