Sus Hauch kommenterer Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS) uvarslede og urimelige ændringer af reglerne for ansøgning af refusionsgodkendelse:
Projektstøtteudvalget (PUS) har – uden varsel – ændret på de to årlige frister for ansøgning om refusionsgodkendelse af forestillinger. Samtidig har de ændret kravene til hvordan man søger. Det sætter mange af de små teatre og alle de nye grupperinger/projekter i en meget vanskelig situation. Både her og nu, og på længere sigt.
Lad mig lige ridse op:
* Det er enkeltforestillinger og ikke hele teatre, der søges om refusion til.
* Indtil for 1½ år siden eksisterede der et refusionsudvalg som tog sig af disse godkendelser.
Nogle afgørelser blev truffet alene ud fra den skriftlige ansøgning. Andre efter visning på showcase. Udvalget afholdt 2 gange årligt en weekend med showcase, hvor nogle af de ansøgende forestillinger var indkaldt med efterfølgende afgørelse fra udvalget.
Fristerne var 1. august med showcase i slut september/primo oktober. Samt 1. november med showcase i slut januar/ primo februar. Man skulle altså have sin forestilling klar til visning senest ultimo januar hvis man ville have mulighed for at deltage i samme års Aprilfestival (såfremt god- kendelse blev opnået). Denne kadence var ok.
* Efter nedlæggelsen af refusionsudvalget, har PUS overtaget dette arbejde. I sig selv en urimelig ekstra opgave som de ikke er blevet kompenseret for med timer. (se note 1 )
De første afgørelser skete efter samme model som tidligere (dog var showcase afskaffet), men pludselig i efteråret 2020 blev det et krav at de forestillinger man ansøgte om, skulle have haft premiere inden ansøgningsfristen. Hvorfor, har jeg ikke kunnet finde ud af, og det var ikke blevet varslet nogle steder. Det betød altså at teatrene med et snuptag skulle ændre alle planer, og fremskynde produktionen ca. 3 måneder. Med en varsel på 3-4 måneder! Det er ikke rimeligt.
* I sidste uge blev jeg opmærksom på at fristerne for ansøgning om refusion er ændret igen. Og ligeså kravene der stilles for ansøgningen. Nu ligger fristerne d. 15. juni og d. 15. september OG der er krav om at der foreligger en videooptagelse af en fuld forestilling sammen med ansøgningen. Det er ganske simpelt ikke i orden!
Af flere grunde:
1. Det er ikke noget der er varslet eller meldt ud til nogle teatre, endsige har stået i nyhedsbrevene fra styrelsen. Det vil altså sige at vi teatre har skullet tjekke Kunst.dk for at opdage det. Det er jo normalt ikke noget man gør hver dag, da fristerne har været de samme i årevis.
2. I forhold til sidste år, skal en forestilling altså pludselig være færdig yderligere 1½ måned tidligere. Og derudover er der krav om at der foreligger en optagelse af hele forestillingen på ansøgningstidspunktet.
Det er i sig selv et meget stort krav at stille, at en forestilling skal foreligge optaget i fuld længde. For hvem har lyst til at indsende en håndholdt optagelse på en smartphone? Vi ved alle hvor svært det er at lave en optagelse af scenekunst som fungerer – hvis den ikke mere eller mindre er produceret som film. Og vi har her ofte at gøre med konstellationer af folk der ikke har en økonomi til produktion.
Når den så yderligere skal foreligge fire måneder inden den dato der tidligere var krav om færdigproduktion, synes jeg det er meget kritisk.
Hvad er der af konstruktive løsninger?
Jeg kan se følgende for mig:
1. Vi, teatrene og organisationerne, henvender os til PUS og beder om at man udskyder implementeringen af dette til næste år, så teatrene får en rimelig frist for at kunne imødekomme og indstille sig på de nye krav.
Ikke mindst set i lyset af de øvrige vanskeligheder som alle teatre – og ikke mindst disse små producenter – står i efter mere end et år med corona.
2. Når det er løst, vil jeg foreslå at vi arbejder for at kravet om en optagelse af en fuld forestilling enten helt afskaffes, eller rykkes så det ikke ligger samtidig med ansøgningsfristen, men f.eks. i slut september for den første frist, og slut januar for den anden frist.
Jeg vil gerne understrege at jeg absolut ikke har nogen mistænkt for at ville chikanere vækstlaget og de mange små teatre i kontinuerlig drift. Jeg tror nærmere at det her handler om en total uvidenhed om hvordan produktionsvilkårene er for de allermindste teatre og de nyopståede projekter.
Dette var det principielle. Her følger en historie fra det virkelige liv:
Vi i Batida er også ramt af disse ændringer: vi er et ensemble og et repertoireteater med mange forestillinger, gamle som nye. Vi har pt. fire forestillinger som vi skal søge refusion på. Alle er nogle der igennem årene har fået tildelt refusion for 4 sæsoner ad gangen (og alle afgørelser er truffet på papiret). De godkendelser udløber efter kommende sæson, så vi nu skal søge igen. Og for to af forestillingerne gælder, at vi ikke har nogle optagelser af dem som vi nogensinde ville vise for nogen (de er lavet til eget brug, for at huske).
For at kunne søge refusion på de forestillinger, skal vi altså lave en genopsætning af begge og finansiere produktion af en optagelse af dem. Som skal være færdig inden d. 15.9. Tak for kaffe! Hvem f … har lige mulighed for at rydde kalenderen i mindst fem dage for at kunne nå det til fristen? Vi skriver nu ultimo maj, vores kalender er proppet med genopsætninger til Aprilfestival som i år afvikles i juni. Desuden er vores kalender for august proppet fordi vi har en lang tradition for udendørs pop op teater og international gadeteaterfestival i hele august. Vi har solgt turnéforestillinger fra 1. september.
Jeg vil lige nævne at Batida i de sidste godt 20 år har modtaget støtte fra Scenekunstudvalget, enten i form af projektstøtte eller driftsstøtte.
Sus Hauch er medlem af Teatergruppen Batida
Note 1)
Jeg ser to uhensigtsmæssige ting i dette:
Den første er – som allerede nævnt – at PUS har fået lagt en ekstra opgave på sig uden af der er afsat tid til arbejdet. Det er urimeligt overfor PUS´ medlemmer, men også overfor teatrene som oplever det som en nedvurdering af deres arbejde.
Den anden er, at det er en centralisering af beslutningsfeltet for scenekunst. Jeg ser en risiko for at PUS anlægger de samme – eller tilnærmelsesvis de samme – kriterier for tildeling af refusion som for tildeling af støtte. Det hører ingen steder hjemme.
Der er desuden en risiko for at en del af dette arbejde med refusion i høj grad overgår/ overlades til en eller to af embedsfolkene i styrelsen.
