Der bor to piger i en dejlig have. Sådan siger de og sådan ser det umiddelbart ud. To piger, der leger sammen. Men undervejs finder vi ud af, at det vist i virkeligheden er to sider af samme pige – den lyse og den mørke. Det glade Lysbarn, som far og mor er glade for, og den trodsige, drillesyge og destruktive pige, Mørkebarnet, som ingen vil kendes ved. Den forbudte pige.
Det er hende, der lokker til farlige gerninger, som at spise guldfisken i havens lille sø, men det er også hende, der jager de onde drømme på flugt om natten, når den søde pige ikke kan sove. Og måske gemmer der sig også noget godt i den onde pige. I hvert fald fortryder hun det med guldfisken, og vupti, så er den tilbage i sin sø.
Morale: At det er i orden at have mørke sider i sit sind, at det er en del af livet, at man nok ikke skal dyrke dem, men også at de i den rette sammenhæng kan være en styrke.
Det er en fortættet lille forestilling, der er kommet ud af at omsætte Cecilie Ekens berømte billedbog fra 2007 til teater. Fortættet i den forstand, at hele historien udspilles i et sortladent univers, hvor en stor gynge og et lille akvarium – historiens sø – er eneste rekvisitter. Men også fortættet, fordi der fortælles i et komprimeret sprog, som dels rimer, dels bruger mange voksne ord – og endelig fordi de siges og synges med en forbilledlig klarhed i udtrykket, der giver dem ekstra tyngde.
Og ja, der synges også. I Peter Bruuns raffinerede blanding af Kurt Weill og moderne, let rytmisk opera af den skæbnesvangre slags, snart ren sang, snart en slags talesang, foldes den sorte historie ud i et temmelig voldsomt scenesprog.
Rammer forbi sit kernepublikum
Det er her, forestillingen ufrivilligt kommer til at modarbejde sig selv og sit publikum. Fordi den angiveligt er beregnet for børn fra seks år og opefter, selv om de problemstillinger, den ridser op, i hvert fald i den valgte teaterform, tydeligt henvender sig til et noget ældre publikum.
Vi skal derop i alder, hvor børn er bevidst om og kan reflektere over, at deres sind rummer gode og mindre gode sider. Jeg tror, at de 10-12-årige vil finde større umiddelbar genklang i denne forestilling.
Det modarbejdes så til gengæld af, at de to piger tydeligt fremstilles som små piger omkring 6-7 år, hvor der virkelig er karisma over Tilde Maja Fredriksen som Mørkebarnet – hendes krop og blik er ladet med forbitret trods – mens sangeren Ingeborg Fangel Mo ejer en smuk, mørktonet og meget udtryksfuld stemme som Lysbarnet. Begge besidder tilmed en høj grad af adræt kropslighed, der finder mange stærke udtryk, når de gynger eller klatrer rundt i den stilladsagtige dekoration,
Derfor er det ærgerligt for forestillingen, at den rammer forbi sit egentlige kernepublikum og altså får mindre effekt, end dens kunstneriske niveau berettiger til.
