Der sidder fire skuespillere og fire unge publikummer i en sofa. Sofaen drejer rundt på et skråtstillet gulv, hvorfra tre musikere sender sej musik ud i det let tågede rum. Det rum, hvor vi indledningsvis står som sild i en tønde og ikke helt ved, hvad forestillingen vil med os, hvor og hvordan den vil spille ‘sin rejse mod meningen med livet’, som der står i pr-materialet.
Interaktivt teater, livemusik, sang, skuespil og en skæv scene, hvor ting daler ned oppefra og fires op at hænge i luften. Saml alle ingredienserne i en montage, og du har ‘Når jeg forsvinder under mig’, Jako-Bole Teatrets 30 års jubilæumsforestilling. Teater og koncert i samme oplevelse. En ungdomsforestilling som både virker og ikke virker.
Steen Nørregaard har filtreret fragmenter af den protestfyldte og supersensitive tilstand, det er at være teenager, ned til en række tekstsekvenser om ulykkelig kærlighed; forældre der helt misforstår og overser én;, anoreksi med mere. Og han har fordelt dem på fire unge roller, Camilla, Gry, Michael og André, som bliver opmærksomt og energisk spillet af Beinta K. Clothier, Solvej K. Christiansen, Pelle Nordhøj og Rasmus Hammerich.
Mere ordlyd end effekt
Alvoren er stor. Der er stærke følelser på spil. Livet er spændt heftigt og hurtigt vekslende ud mellem yderpunkterne liv og død, almagt og afmagt, stor lykke og dyb tristhed. Det forstår vi på tekstens ordlyd. Nogle gange fungerer det. Men andre gange går alvoren og den berørende kontakt fløjten, fordi teksten er for tungt ladet med højspændte banaliteter og indlagte symboler. Med tiden får de små tekstdele noget glat og forudsigeligt over sig, fordi de ikke skiller sig mere ud fra hinanden, og fordi de i sig selv ikke overrasker mere i sproglighed og indhold.
Én sekvens ramte mig dog i maven: Da Camilla bad os om hjælp til at blive lynet ud af det dampende isbjørnekostume, hun var fanget i, og ingen af os tilbød hjælp. Da var det lige før, at jeg smed pennen for at hjælpe. Men måske lykkedes sekvensen netop i kraft af vores kollektive afvisning? Måske er det et velfungerende billede på ungdommens store ensomhed og skrøbelighed, og på vores ‘jeg er mig selv nok’- reaktionsmønstre.
Reel konkret interaktiv
Scenen er også et godt eksempel på den publikumsinvolvering, stykket arbejder med. Fire frivillige unge inviteres indledningsvist med ind i spillet. Til at sidde i den sofa som forvandler sig til både seng og kiste undervejs. Til at hvirvle rundt på faretruende have. Og til at fremføre afslutningsreplikker.
Undervejs inddrages vi andre også. Direkte og indirekte. Når de ledninger, som nogle blandt publikum bliver bedt om at hjælpe Camilla med at få til at blive hængende på hendes krop, falder af og rører gulvet, føler vi os mere involveret i og måske ligefrem ansvarlige for Camillas situation, end i det teater som lader os se spillet udefra.
Nils P. Munk har iscenesat åbnet, interagerende og meget fysisk i Line Franks skrånende spillerum. Og som et centralt medfortællende og stemningsgivende element spreder et syngende liveband på guitar, bas, klaver og slagtøj det,som Kirstine Stubbe Teglbjærg kalder ‘atmosfærisk lo-fi pop’. Måske er sangen og musikken de komponenter, som har bedst tag i de unge og flere af os andre.
‘Når jeg forsvinder under mig’ har en tendens til at virket lidt anstrengt i sin bestræbelse på at ville være hip, relevant og anderledes. En forhippethed som undervejs spænder ben for, at vi mærkbart kan få adgang til at mærke og reflektere over alle de kampe, dilemmaer og op- og nedture, der er forbundet med at være ung og søgende i forhold til både identitet, kærlighed og ‘en større mening’. Samtidig åbner forestillingen sig op for sit publikum på måder, der nok er prøvet før og i vælten lige nu, men ikke altid fungerer så udbredt og reelt interagerende som her.
Og netop det sidste gør, at mit stjernebarometer svinger op på fire små stjerner i stedet for tre store.
