Teater Hund kan få ethvert publikum til at logre. Overhunden Anne Dalsgaard har i hvert fald den fysisk pågående og vilde spillestil, der altid sikrer hende gode grin fra tilskuerne – og som typisk danner fin kontrast til inviterede performere fra den mere ordrige del af teaterverdenen.
I forestillingen ‘Der var engang en virkelighed’ er det skuespillerne Sarah Gottlieb, der får lov til at spille på sin blidhed, og Christiane Bjørg Nielsen, der smutter øjne og charmerer med sit temperament. Alt i alt en skøn trio med tre meget forskellige personligheder, som både børn og voksne nyder at spejle sig i. Deres heftige gags imponerer med højtempo og skægge rekvisitter. Gulvspand, bare kom an!
Ulv i flyverdragt
Men selv om alle tre kører i 5. gear, så virker det mest af alt, som om det dramatiske forlæg kører frihjul. Opskriften er det netop nu så populære børneteatergreb med at tage et par kendte eventyr, mixe dem og sætte dem ind i en nutidig ramme: Vupti-vuf, så er der en forestiling.
Det går for så vidt glimrende i første forsøg, hvor det er ‘Rødhætte og Ulven’, der må lægge hud og pels til forestillingen. Her brillerer Anne Dalsgaard med en skøn insisteren på at være ’ulvevagthund’. Hun har en ulvesnerren og et raseribrøl, der ville tage livet af de fleste bedstemødre – og jægere, for den sags skyld. Og mens hun lunter afsted i sin pelsede flyverdragt på Jacoform-listepoter, er tilskuerne ved at knække sammen af grin.
Da Christiane Bjørg Nielsen derefter lader sig æde med passende skepsis som bedstemoderen, og ’ulven’ parterer hende tidsrigtigt med fanatiske truemuskler og fiktiv motorsav, er ungerne helt rødkindede og hikstende.
Dette er slapstick, så det bjæffer.
For hvordan har ulven nogensinde kunnet gabe over en gammel dame med nattøj og det hele? Det er vist aldrig blevet forklaret – ikke før nu, hvor Teater Hund så har bragt nymodens ulvetools i spil. Det er aldeles forfriskende. Og det forklarer samtidig, hvorfor ulven også sagtens kan æde den bette Rødhætte.
Poppins uden magi
Men så kommer næste eventyrlån: ‘Mary Poppins’. Her står ungerne af. For Mary Poppins er ikke nogen kendt eventyrfigur. ‘Mary Poppins’ er en musicalfilm fra 1964, som et par procent af tilskuerne har set – og en musical, som københavnerbørn måske har set for to år siden på Det Ny Teater, hvis de ellers var gamle eller rige nok dengang.
Referencen er simpelthen for svag. Derfor falder ungerne fra. De kender ikke Mary Poppins. Dette er ikke som Den Lille Havfrue, der blev til Ariel hos Disney. Faktisk er denne historie ikke blevet tegnefilmsmolestreret endnu – og hendes lilla spadseredragt er ikke nok at gætte ud fra.
Desuden er uddraget fra den epokegørende filmfiktion her blevet aldeles tamt og udramatisk. Ikke noget magi, ingen flyvning, ingen tasketryl. Men hendes lilla paraply fra Fætter BR er da munter.
Ro om lejrbålet
Alligevel samles forestillingen til slut som en moderne forestilling – i Jacob Langaa-Senneks stiliserede scenografi med fem birketræsstammer og en vippebænk. For Sarah Gottlieb spiller så rollen som pigen, der også gerne vil bestemme, hvad de skal spille…
Her kommer der pludselig noget personligt på spil omkring de roller, som både børn og voksne kan komme til at påtage sig: Den udglattende, den kræsne, den diktatoriske og medløberen.
Her trumfer Christiane Bjørg Nielsen med trutmund og flovhed som lystløgner i en skøn scene inden i et lille telt – og Sarah Gottlieb spiller den milde, der alligevel får sagt fra. Og dermed ender alt til sidst i harmoni omkring det stiliserede lejrbål.
Ulven på bestsellerlisten
Så hvad kan man sige? At idéen bag ‘Der var engang en virkelighed’ er sympatisk, men at det kræver en langt stærkere tekst, hvis denne slags eventyrran skal finde en balance.
Da Zangenbergs Teater viste forestillingen ‘Rødhætte og Askepot’ på nye eventyr i 2011, var udgangspunktet egentlig det samme: At sætte moderne børn ind i fortællingerne om Rødhætte og Askepot og sågar om Rapunzel; tre eventyrfigurer, som børnene kendte. Her lykkedes fletningen, ikke mindst på grund af Jesper B. Karlsens børnepræcise replikker.
Og da Teater Månegøgl præsenterede forestillingen ‘Rod i Kunsten’ for et par måneder siden på AnemoneTeatret, var ‘Rødhætte og Ulven’ sågar også med. Men her indlagt i fiktionsboble, der tydeligvis skulle få de yngste tilskuere med ind i fortællingen.
’Rødhætte og Ulven’ kandiderer altså til top ti på børneteatrets eventyrbestsellerliste. Og det er vel fint nok. Teater Hunds nyeste forestilling viser imidlertid, at ny dramatik absolut også er vejen frem. Ikke mindst når ’Rødhætte’ frækt kommer til at rime på ’Det-kan-jeg-ikke-gætte’.