Til den svage lyd af trommer og skumle (dyre-)lyde gør Christian Glahn entré bag i salen med den store kontrabas under armen. En enkel basgang bliver anslået. Et fælles rytmisk talekor bliver indøvet med publikum: 'Sådan er min navneleg…det gør jeg nu, hvad hedder du?'.
Og mens Glahn bryder isen med publikum, går Peter Seligman underligt forvirret rundt og tjekker kontakter og højttalere – som en lettere tungnem bandboy. Der er alligevel en slags målbevidsthed over alt, hvad han foretager sig, som om det er noget, han har lært udenad en gang i urtiden. Det er ganske spændende at følge – det er ikke uden videre til at dechifrere, man ved ikke om man skal smile eller blive bekymret.
Talekoret, viser det sig, har ikke haft andet formål end som publikumsopvarmning, hvilket skuffer mig en smule – skulle navnelegen ikke bruges til noget som helst?
Koncert
Musikken tager fart, der er åbenbart en form for forståelse mellem Kasper (Glahn) og Hans (Seligman), noget i blik og små smil. Gåden er endnu intakt.
Birgit (Margit Szlavik) kommer ind med harmonika, og musikken tenderer mod det østeuropæiske og valsetakt. Der opstår en kontakt mellem Kasper og Birgit – en kontakt der udelukker Hans, som stadigvæk trisser rundt og udfører sine mystiske bandboy-gøremål. Han får sat et nodestativ op til sig selv med nogle ark papir.
Hakkende og usikkert læser han højt af sine papirer. Om at der var en gang et voksent barn, og ingen havde vandet voksenbarnets sjæl i årevis, så den var som en rose, vissen, tør. Det tager ikke lang tid, før det går op for os, at det er sig selv han læser om.
Og her begynder forestillingens problemer.
Kampen om fokus
Teater2Tusind kalder sin forestilling for 'Koncert', men det skal et usædvanligt ufølsomt sind for ikke at lægge sin opmærksomhed hos Peter Seligman og hans figur, tilbagestående eller ej. Derfor bliver musikken indimellem direkte forstyrrende, når de to musikere går i selvsving og glemmer Hans.
Det tager tid og adskillige hiv og sving og forklarende replikker, inden det går op for os, hvad det egentlig er for en historie, forestillingen vil fortælle. Koncerten – musikken – skal give Hans modet til at tage af sted og flytte til landet på den anden side – tage springet væk fra den trygge og solide kontrabassist og begive sig ud i verden på egen hånd – i bofællesskab med andre med venlige hoveder, men hjerner på lavt blus.
Margit Szlavik og Christian Glahn er dygtige og charmerende musikere, men jeg tror ikke på det påståede lun-på-hinanden-forhold, der skal være mellem dem. Det bliver med nogle kliché-agtige øjekast og lidt smålummer ansigtsgymnastik.
Vigtigere er det imidlertid, at oplæsningen af historien om voksenbarnet afbrydes og gang på gang føres ud på et sidespor. Jeg forstår ikke, at musikerne ikke går ind i historien, at de ikke tager del i den klejne Hans’ ihærdige forsøg på at bringe sin historie igennem. Så selvom vi nok aner, at den gode kontrabassist føler en vis omsorg for sin ven, så virker det, som om forholdet til bassen er stærkere end til Hans – musikken og forholdet til den anden musikant tager overhånd, og dermed får vi uvægerligt fokus-forstyrrelser. Hvilken historie skal vi følge?
Selv om selve forestillingen – koncerten – er en tynd kop the, er Peter Seligman desto mere uimodståelig som den tilbagestående Hans. Varsomt, og uden noget form for overspil eller publikumsfrieri tegner han en karakter, som bliver rørende og troværdig, og som skaber både smil og medfølelse hos publikum. Én ekstra stjerne for det!
