Du ser et vældigt hav af blomster og lys – udenfor Buckingham Palace, udenfor præsidentpaladset i Warzawa, på gaden hvor Olof Palme blev skudt. Men du kender også de mindre hav af blomster ved det træ, hvor klassekammeraterne kørte galt eller på det hjørne, hvor en uskyldig turist blev stukket ned.
Menneskets behov for at manifestere sin sorg er stort, og vores veje til at bearbejde det, der er sket, er fulde af symboler og tegn, af stumme vidnesbyrd og nogle gange af et ligeså stumt, men trøstende, fællesskab.
I ’Goodbye & Farvel’ møder vi to helt unge mænd, som for nyligt har mistet trediemand i trojkaen, deres allerbedste ven Nikolaj. Kræften har taget ham i en meningsløst ung alder, og de to tilbageblevne befinder sig i vacuum.
Ingen blomster, men række på række af spots danner scenografiens baggrund og kan sagtens gøre det ud for blafrende og dybtfølte stearinlys. Fire flytbare spots og en aflang rekvisitkasse fuldender scenebilledet. Og de to unge mænd i sort jakkesæt og hvid skjorte.
Det er ikke kun enkelt, det er rent, klart, usentimentalt, nærmest koldt og hi-tech. Og meget, meget velfungerende.
Døden venter lidt
I de første 15-20 minutter af denne forestilling hører vi ikke et ord om død eller begravelse. Veloplagt, i højt humør, får vi de to venners begejstrede og beundrende beretning om den fabelagtige og frygtløse Nikolaj. Ham som smurte tandpasta under næsen på Træner-Preben, ham som så Lone Thomsen nøgen i nabohaven, ham som spillede guitar og som pigerne var vilde med. Sikken en fantastisk starut, sikken en loyal kammerat, sikken en ven både i nød og i glade dage!
Men man aner uro. De to går nemlig helt i panegyrisk selvsving, og den lattermilde nostalgis opadgående kurve får et brat knæk. 18 år gammel får Nikolaj konstateret kræft, og så går der tre år. Tre år hvor de tre musketerer må manøvrere i totalt ukendt farvand. Hvad siger man ved sygesengen, hvordan holder man modet oppe hos ham og hos sig selv, hvad giver man den døende i fødselsdagsgave? Hvordan taler man om det? Tre år inden tabet er endeligt, og de bliver ladt tilbage med tusinde tanker, tusinde spørgsmål, tusinde minder og intet sted at gøre af deres – ja, kærlighed.
Strålende skuespil
Lars Dammark og Anders Valentinus Dam gør en fabelagtig indsats som de to efterladte. Her er ungdommelig kådhed i bunkevis, energi som Duracel-kaniner, musikalitet, humor og smittende glæde samt et følelsesmæssigt register, som træfsikkert formidler alle nuancer ud til os i salen. De har begge en 100 procent troværdig evne til at standse midt i et forløb, fordi en helt anden tanke er slået ned – at skifte gear så at sige. Ingen falske toner.
Kamilla Wargo Brekling har orkestreret med sikker sans for rytme, og den sparsomme koreografi føjer sig smukt ind i det vel-proportionerede hele.
Og ensemblet har fået en tekst frem, som det er værd at lytte til. Vi får et dejligt detaljerigt og sjovt indblik i de tre kammersjukkers liv og gøren og laden fra de var helt små og frem til katastrofen. Forældre, piger, skole, fodbold (det var de nu ikke så gode til), musik – teksten giver et præcist, poetisk og livfuldt billede af en helt igennem normal drenge-opvækst i Danmark i dag, uden at det bliver fyldt med klicheer.
Men vigtigere endnu er det, at teksten formår at sætte ord på det afmægtige og målløse, når man forlegen og forpint står øje til øje med det fatale. Når livet grundstøder og der kun er to til at bringe båden flot. Det bliver aldrig sentimentalt eller flæbende – tværtimod. Vi får serveret den ene historie sjovere end den anden, om Mercedes 270 og Volvo, om striptease, om hvordan Døden skal totalsmadres, om Lone Thomsens tilsynekomst i New York – hvis nu Nikolaj ikke var død.
De to skuespillere er stærkt og vedvarende til stede, men begge har også evnen til at sænke skuldrene og være i øjenhøjde med publikum – dvs. have den kontrol, som gø,r at vi i salen kan slappe af, fordi vi mærker, at vi er i trygge, professionelle hænder.
Musical?
Jeg har kun én indvending mod ’Goodbye & Farvel’. På et tidspunkt går der musical i forestillingen. Og ikke engang en god musical! Når de to vil lave karaoke-show for den syge, bliver det ved og ved, for langt og for demonstrativt, og det river forestillingens rytme fuldstændigt i stykker.
Og det hjælper ikke, at Dam og Dammark er habile sangere, eller at det er populære melodier, som hver for sig vækker jubel. Er det for langt, så er det for langt, og urytmisk er urytmisk.
Men ellers? Anbefales på det stærkeste.