Scenografien til 'Vejrhanen', som man kan sidde og se på, allerede inden forestillingen begynder, er øje-godt for aldersgruppen og såmænd også for alle de voksne, der kan lide sirlige byggerier og løjerligt udklædte små dukker.
På hvide piedestaler og større hvide opsatser har Filippa Berglund skabt en skøn miniatureby. En by med mange små forskellige bygningsværker. Et rådhus, en kirke, en bondegård, et fyrtårn og nogle huse, som ikke lige kan se hvad er. Det ene viser sig at være et fængsel, det andet en skorstensfejers bolig.
I udkanten af byen på en lille bakke sidder en dreng (en dukke) i et æbletræ i en have, hvor også hvidt vasketøj hænger til tørre på en snor. Denne dreng er hovedpersonen i Teater Pandoras 'Vejrhanen', som er en teaterversion af Jørgen Clevins billedbog 'Historien om hvordan vejrhanen fik sine fjer' – en lille fortælling om hvordan byens rådhus fik sin vejrhane.
En ligetil fortælling
Fortællingen er gennemsyret sød, og den forløber lige ud ad landevejen i en klassisk lineær kronologisk dramaturgi. På det plan – som på rigtigt mange andre områder – er der stor genkendelighed. I husene bor der mennesker, som i form af små dukker guider drengen videre på den rejse ud i verden, som han kommer ud på.
Rejsen begynder den dag, han svarer byens konge – der ikke kan hitte ud af, hvad det er, som byen mangler – at det er en vejrhane. Byens smed ved ikke, hvordan en vejrhane ser ud. Drengen har en hane, men den har ingen halefjer. Derfor bliver han sendt jorden rundt for at finde fjer at sætte på den halefjerløse hane. Det lykkes. Og så har smeden en model for rådhusets vejrhane.
Konge på zebraryg
Sammen med musiker og komponist Martin Heap gennemspiller skuespiller og dukkefører Caspar Samsø Clausen denne happy-ending-fortælling. Tempoet er stille og roligt. Men det krydres heldigvis undervejs af små løjerligheder, som pepper humøret op.
I løbet af en halv times tid følger vi først kongen rundt i byen. Han dukker indledningsvist snorkende frem i sin seng på rådhuset og fortæller – med royal accent (som dog aftager med tiden) – at de lige har fået bygget et nyt rådhus, men at han samtidigt kan mærke, at huset mangler noget. Han kan ikke selv hitte ud af hvad, det er. Derfor tager han en tur rundt i byen for at spørge, om andre ved det.
Der er humoristiske krummer i det, at kongen rider rundt på en zebra. Det er lidt sært. Men hvorfor ikke? Det gør kongen til en sjovere og mindre højtidelig konge, som i øvrigt også med den røde uniform med sort skrårem, han har på, ligner mere en underordnet – en tinsoldat eller en gårdvagt.
Fra hvert et hus, kongen kommer til, dukker der en skikkelse frem. Godt at de gebærder sig forskelligt, ellers ville turen hurtigt virke triviel og langtrukken. Skorstensfejeren er fx faldet i søvn i skorstenen. Fængselsfangen bryder op gennem fængslets tag med opråbet ”Det var ikke mig, der gjorde det!” Præsten med fuldskæg formulerer sig i fromme vendinger.
Tiøren falder for kongen, da han når frem til drengen, der sidder og spiser æbler i æbletræet. Han siger nemlig til kongen, at hvis han sad på rådhusets tårn, ville han kunne se hele verden som en vejrhane.
Kongen opsøger nu Fru Giraf i fyrtårnet, fordi hun med sin lange hals måske kan få øje på en vejrhane. Hun trækker morsomt sin meterlange nylonstrømpe-hals ud af tårnets vindue, men kan kun få øje på vandhaner. Derfor – og ud fra en helt korrekt børnesynsvinkel – bliver drengen sendt verden rundt for at finde ud af hvordan en vejrhane med halefjer ser ud.
Kinesisk kok og russisk fredspoet
Behændigt forandres byens bygningsværker til destinationer verden over. Drengen kommer til Rusland, Kina, England og Amerika. Hvert sted bliver han taget venligt imod af en ny særegen person (dukke), og hvert sted får drengen en ny fjer.
Det giver spillet liv, at fjeren hver gang bliver suget af giveren med et sugekop- smæld. Og tonen er ubekymret let og humørfyldt i skildringen af fx en krydderurteskærende kinesisk kok, en kæk spansk tyrefægter i Spanien, og en russisk fredspoet.
Caspar Samsø Clausens dukkeføring virker derimod ikke særlig professionel. Clausen fortæller og viser det med dukken. Der er lang vej fra den mekaniske måde, hvorpå dukkerne her bliver ført, til den type dukkeføring, hvor dukkeføreren giver liv til dukken via et nuanceret samspil mellem dukke og dukkefører.
I den forbindelse springer kongen også, uden at der er magi på spil, tværs gennem luften fra bygning til bygning. Når drengen rejser fra land til land, er der lidt mere fantasi på spil, men spillet er fortsat blottet for magiske momenter i dukkeanimations-mæssig forstand.
For pænt og forudsigeligt
Caspar Samsø Clausen bliver som fortæller og dukkefører suppleret af Martin Heap, som undervejs siger enkelte replikker og akkompagnerer på guitar.
Begge signalerer venlighed og imødekommenhed. Det er rart og behageligt, men også meget artigt og med tiden lidt kedsommeligt i sin forudsigelige facon, sin jævnt ensartede rytme og lidt ensformige handlingsgang.
Man kan fx hurtigt forudsige hvornår og på hvilken måde Heap afbryder spillet: Med et spørgsmål og med en type melodi, som passer akkurat til den figur, som er i fokus. Fx spanske toner når drengen er ved tyrefægteren og tyren Ferdinand.
Flere vanebrydende eller opsigtsvækkende overraskelser og mere fantasifuld frækhed i arrangementerne ville hæve oplevelsen fra den noget pæne og glatte skure, fortællingen forløber i.
