Indrømmet. Jeg har aldrig troet, at nisser går i skole. Derfor har jeg heller ikke tænkt på, at nisser skal til eksamen. Jeg har vel regnet med, at de leger hele tiden, når de da ikke laver gaver på nisseværkstedet og pakker dem ind.
Men nu har Louise Schouw Teater fået mig på andre tanker. ’Den store nisseprøve’ er i hvert fald en skæg forestilling om to nissebørn, der skal til den afgørende eksamen, som åbenbart kun sker hvert hundrede år. Nemlig den eksamen, hvor nissen enten får lov til at bære den røde nissehue – eller ender med en grøn hue og forvises til at være havenisse…
Chris Skyttes historie er ganske sjov, og ungerne er helt oppe at køre over den. De to nissebørn er en pige og en dreng, og pigen kan selvfølgelig finde ud af det hele, fordi hun er god til at lave lektier. Men drengen kan ikke helt koncentrere sig, simpelthen fordi han glæder sig så vildt til jul. Og det kan ungerne godt forstå. Nu vil han virkelig prøve at tage sig sammen, hvorefter en lille tilskuerpige spontant råber til ham: ’Så skal vi nok hjælpe dig!’
Schouw kører kanen
Men lærerinden er selvfølgelig ikke sådan at løbe om hjørner med. Laura Kamis Wrang har en passende blanding af strenghed og sødme over sin lærerinde, der insisterer på, at man skal kunne sine ting. Dermed bliver hun trygheden selv, endda med en meget smuk sangstemme – og samtidig er hun den, der overrasker til sidst …
Louise Schouws nissepige, Nisselise, har iltre rottehaler og er hurtig i replikken. Hun har masser af energi i kroppen, og hun kan tydeligvis køre en kane, så også hestene bliver overraskede. ’Fordi jeg er en pige, og piger styrer bare bedre,’ som hun siger det, mens halvdelen af tilskuerne nikker.
Men hun overgås unægtelig af Peter Pilegaard Niko, der pisker rundt med sin juleglæde, så ungerne hujer og alle sammen håber, at de kan få en håndklaskehilsen af ham. Peter Pilegaard kan også syngetale, så sangene ikke lyder helt så gammeldags, som de egentlig er.
Grød i øregangen
Alligevel virker Chris Skyttes melodier mærkeligt oldschool, og arrangementerne er ikke just raffinerede. Hans musik er en slags potpourrier over gamle Far til Fire-sange og omkvædssange med tekster, der er stagneret i et andet århundrede, så ord som ’pligter og vid’ stiller sig op på række med ’siskener’. Vis mig lige en femårig, der ved, hvad en sisken er!
Heldigvis får nissedrengen lov til at brokke sig over, at han ikke kan de gamle julesange, men kun de nye. Altså en ny julesang som for eksempel ’På loftet sidder Rudolf med sin røde tud’, som nissedrengen akkompagnerer på sin luftguitar i form af en grydeske, mens rotterne ’skotter og læser Harry Potter’… Her løfter forestillingen sig til veloplagt nisseslapstick.
’Piger er bare klogere end drenge – og sådan har det altid været,’ lyder det også et sted. Om forestillingen vitterlig vil diskutere kønsroller, tvivler jeg dog på. Men det er da fint, at den strejfer kvindetyranniet i skolerne, som en skulderklapsjulegave til drengene.
Til gengæld er det klart nissedrengens replikker, der er de sjoveste. ’Har du gammelt grød galt i øregangen, Nisselise?’ spørger nissedrengen, så ungerne jubler.
Dramaturg på ønskesedlen
Forfatteren og komponisten Chris Skytte er et multitalent i dansk børneteater; hans tweenmusical ’Antboy’ sidste vinter var således en yderst ambitiøs satsning. Men både hans replikker og hans musik trænger til en dramaturg, så ord og toner kan matche det øvrige sceneudtryk. Måske en oplagt julegaveidé?
Scenografisk holder Louise Schouw Teater sig til et nostalgisk nisseunivers med enkle skolepulte og norskinspirerede nissekostumer med broderede bændler – og smukke nissehuer.
Det fungerer fint, hvem der så end har fabrikeret det. Men koreografisk virker forestillingen, som om den har sit afsæt i musicalfilm fra 1950’erne. Disse nisser havde i hvert fald ikke klaret Den Store Breakdance-prøve.
Når ’Den store nisseprøve’ alligevel virker som en forestilling anno 2012, er det takket være Peter Pilegaards nissedreng. Han har den umiddelbarhed, der skal til. Han har i hvert fald bestået Den Store Charmeprøve.
