Kække børn, der effektivt nedkæmper ondskaben, er altid populære i romaner, film og teater. Spørg bare Astrid Lindgren!
Dramatikeren Jesper Brædstrup Karlsen har placeret sin unge heltinde, Ravn, i vikingetiden. Her er hun datter af en myrdet konge, gemt af vejen af en trælkvinde på en næsten øde ø.
Næsten, for her lever en eneboer, Bjørn, der er dømt fredløs. Han giver hende navnet Ravn, og lærer hende at blive voksen, både i sind og krop, ikke mindst tålmodighedens og selvbeherskelsens kunst, og til sidst at slås med sværd – det magiske kongesværd, der skal besejre den onde Loki og skaffe hende faderens rige tilbage, så hun kan blive den nye dronning Ravna.
Med kun to skuespillere på scenen og et større persongalleri må der dramatiker-greb til. Her fungerer det – helt klassisk – som en blanding af fortælling og teater. Vi sidder i et sort scenerum, der signalerer moderne museum. Genstande fra vikingetiden er hængt op i lyskegler eller står på plateauer med små skilte foran.
Og de to skuespillere – Theresa Blöthgen Sølvsteen og Thomas Guldberg Madsen – er vikingeklædt for neden og har sorte T-shirts for oven.
Knas med fortællerfunktion
Og så går historien i gang. En hjelm her, en kappe der, og så er de to spillere snart de onde, snart de gode, og Ravn selv i begyndelsen blot en lille tøjbylt.
Grebet er i begyndelsen ganske effektivt, men skrider undervejs, da hovedkaraktererne Ravn og Bjørn bliver for etablerede. Så opleves det nemlig ikke længere som to fortællere, der spiller forskellige roller, men som Ravn og Bjørn, der klæder sig ud.
Når den illusionsbrydende fortællerfunktion samtidig droppes på centrale steder, føles fortællingen ikke naturligt fremadskridende.
Det samme gælder brugen af rekvisitter. Pludselig dukker adskillige nye ting op på scenen, hvor den umiddelbare museums-ramme ellers signalerede, at vi bruger, hvad vi ser.
Det samme gælder de overnaturlige indslag – det talende træ og sværd, samt genfærdet i tågen fra de to usynlige røgmaskiner. Er dette her fortælle-teater eller er det 'rigtigt' teater, hvor illusionen ikke brydes undervejs?
Jeg savner nogle overordnede instruktør-valg her.
Uharmonisk rytme
Et større problem – ovenstående er sikkert kun interessant for dramaturg-nørder – er imidlertid tempoet og energien. Det ofte lidt gammeldags, 'vikingeagtige' sprog – ingen ved jo reelt, hvordan vikinger talte til daglig; vi har kun deres officielle indskrifter, og de er, som den slags er, 'sat på skruer', som Holberg ville sige.
Men det lidt knudrede virker åbenbart mere autentisk, tror man. Derfor må der krop og energi til, hvis det 5-10-årige kernepublikum ikke sprogligt skal falde af vikingehesten undervejs. Og det får vi da også i Ravn-skikkelsen, der sprinter rundt. Og også i iscenesættelsen, der virkelig bruger hele det lange scenerum med alle dets plateauer og ind- og udgange.
Men Ravns modstykke, Bjørn, mangler noget energi. Og vel skal han være modstykket til Ravn, og vel er han eneboer og voksen, men mange af scenerne mellem de to taber intensitet, fordi den livskloge Bjørn-figur tegnes unødigt besindigt og roligt.
Jeg taler ikke for en hårdtpumpet spillestil, men for mange små situationer og ordvekslinger går i stå, lige som forestillingens samlede rytme også virker uharmonisk.
En god lydkulisse og mange stemningsbefordrende lysskift skaber til gengæld afveksling og atmosfære. Et par drabelige sværdkampe bliver det også til, og da Ravn nedlægger Loki og vælger ikke at dræbe ham – ondskab skal fremover erstattes af godhed i riget, forkynder hun – er ikke et barneøje tørt.
