Grøn, grønnere, grønnest… Asterions Hus har kastet sig over gudedrikken absinth. Det er der kommet en ganske besnærende og nærmest hallucinerende forestilling ud af. For her vælter scenebillederne efter hinanden i den montageform, som instruktøren Peter Kirk er så dreven udi. Kroppe glider rundt mellem hinanden i udsvævende bevidsthedsformer – og i Pernille Gardes hardcore muskelkoreografi, der kræver sine armbøjninger og sit kondital. Og så er det hele bare så overraskende sjovt!
’In Absinthia’ begynder nydeligt. Publikum får tilbud valget mellem grønne sodavand og absinth fra et rigtigt absinth-ophældningsapparat, hvorefter de kan tage de grøngyldne dråber med ind i teatersalens muntre virvar af gamle sofaer. Oppe på scenen træder de fire performere frem og inviterer publikum på en tur gennem beruselsens mange lag.
Teenagerne fniser tydeligvis ved tanken om, at de 30-årige ’oldinge’ på scenen overhovedet ved noget om at være fulde. Men det ved de. En hel del, faktisk.
Forelskelse og beruselse
Først tager performerne kemilærerrollen på sig. Forklarer hvor mange procent alkohol, der kan være i absinth, og den slags. Men det går hurtigt over. For performernes veltrænede kroppe er endnu bedre til at forklare alkoholens tiltrækning – og alkoholens bivirkninger.
Så mens ordene lyder om absinthens nervegift og om troen på ’den grønne muse’, så illustrerer kroppene formaningerne med skægge dansescener, fulde af groteske hop på stedet og bagudspark fra en svunden tango.
’Hvis man ikke har prøvet at være forelsket, så ved man ikke, hvad beruselse er,’ siger Tilde Knudsens forførerske i Camilla Linds pailletovervældende Vild med Dans-kjolefantasi. Og det skal nok passe.
Tømmermænd og kvalme
Performerne kappes om at drikke mest. ’Skål!’ udbryder de igen og igen, mens deres kroppe langsomt bliver usammenhængende og slaskede, indtil de kravler hen ad jorden mellem et cafébord og nogle trappetrin, der opfindsomt bliver anvendt til utallige formål. Og man får både indblik i deres vilde beruselsessyner og i deres voldsomt bratte opvågnen til tømmermændene.
Peter Kirk har sammensat sit ensemble med fin sans for kontraster. De gængse Asterion-performere er Tilde Knudsen og Martin Ammundsen, der hjemmevant pisker rundt i både bevægelser og replikker. De nye stjerner er Tina Møller og Kristofer Krarup, der begge er dansere.
Særligt kvinderne komplementerer hinanden helt perfekt. Når Tilde Knudsen styrter rundt med sine muskeltonede overarme, så glider Tina Møller blidt forbi med sine langstrakte ben. Og når Tilde Knudsen drevent kaster det erotiske blik ud i rummet, så bliver Tina Møller helt luftig og drømmende. Mændene rotter sig mere sammen – mod kvinderne og mod kvalmen. Og så prøver de at gennemføre mandesnak, hvor bandeordet er ’Platon’… Men Ammundsen tager uvilkårligt føringen. Han er manden, der kan forføre og tælle alkoholcentiliter på samme tid.
Fortryllelse og forbandelse
Musikalsk bliver ’In Absinthia’ en lige så heftig sanserejse. Både instruktøren og koreografen har åbenbart et yderst bredt forhold til musik, så tonerne er en collage, der skaber alle de mangeartede stemninger, som absinthen bringer med sig, fra begejstret lykkesus til sort dødsdrift. Dramaturgien i forestillingen om den gulgrønne drik bliver dermed styret af musikbidder af komponister lige fra Mahler til Górecki – og til Nina Simone. Tom Waits’ blafrer ud gennem højttalerne med ’I put a Spell on You’.
Det gør denne forestilling også: Lægger absinthens fortryllende forbandelse hen over tilskuerne med et ufordømmende og veloplagt lokkegys – grøn, grønnere, grønnest…
