Når vi går, sætter vi uden yderligere omtanke den ene fod foran den anden. Sådan har vi lært det. Men der var engang, hvor benene og armene var underlige gevækster, der vilkårligt baskede rundt foran os og med jævne mellemrum, til vores store forskrækkelse, daskede os i hovedet.
Det er på en måde den samme fremmede fornemmelse, performerne Antoinette Helbing og Ole Birger Hansen har til deres kroppe og lemmer i Aaben Dans’ nysgerrige forestilling ’Hvad er det?’.
De planter hænderne lige så solidt i gulvet som deres velvoksne fødder, og så går de rundt på alle fire i alt fra pasgang til galop, mens måsen stritter opad. Og de kludrer sig ind i sig selv og hinanden, så man snart ikke kan gennemskue hvilken hånd, der hører til hvilken danser.
Der er tre replikker i forestillingen: ’Hov’, ’nå’ og ’ja’. Ordene er vist ikke nedskrevne, men falder lidt i flæng, når de opdager noget nyt. Som da de pludselig ender i et kram: ’Hov,’ siger hun. ’Ja,’ svarer han.
På et tidspunkt bliver Antoinette Helbing blød som gummi, mens Ole Birger Hansen nærmest legesygt griber hende og sender hende i en ny retning. Rent kropsligt er det vanvittig imponerende, men også særdeles bevægende at betragte.
En lærestreg for de voksne
Under hele forestillingen sidder der et diskret smil fast på Antoinette Helbings læber, og hun har et konstant videbegærligt blik i hendes øjne. Det ser ud, som om hun er gået i stå midt i en opdagelse. Og det er, hvad forestillingen er: En opdagelse.
Vi bliver mødt uden for salen af performerne, der lægger små filt-lapper ud på gulvet, som vi træder på, ligesom vi hopper fra sten til sten, ind i salen.
Det er vist ikke meningen, vi skal lege ’jorden er giftig’. For lapperne ligger med så stor afstand, at en overmodig far, der med stor entusiasme tager afsæt fra det ene stykke filt, er ved at skride bagover på det næste.
Og det er måske en utilsigtet lærestreg for de voksne. Ikke alting behøver at have et koncept, et regelsæt eller et pointsystem. I ’Hvad er det?’ handler legen kun om at opdage.
Performerne opdager fingre og tæer. De opdager en pjusket slange, der ligner en blanding mellem en forvokset fjerboa og en regnbuefarvet støvkost. De opdager cylinderformede rør. De opdager balancen. Og de opdager lyset, der skifter farve.
Scenografi som en julestjerne
Scenografien består af halvt udrullede gulvtæpper i det samme filtmateriale som de lapper, der ledte os ind i salen. Rullerne ligger langs siderne i den kvadratiske sceneopbygning, og inde på scenegulvet ligger de sammenflettet som i en julestjerne.
Det er først og fremmest en smuk scenografi af designduoen Kaspersophie (Kasper Hansen og Sophie Bellin-Hansen). Men den er også designmæssigt lidt af en genistreg, fordi der under hver fold kan gemme sig nye opdagelser, hvilket performerne udnytter til fulde.
Musikken, der godt nok lydligt synes noget fattigt produceret, er skønt komponeret af jazzmusiker Fredrik Lundin. Den lyder, som nysgerrighed ville lyde, hvis den var instrumenteret. Og sammen med performerne, den imponerende scenografi og det fine lysdesign omslutter musikken fint forestillingens udtryk.
Kamilla Wargo Brekling og Thomas Eisenhardt har sammen udviklet konceptet, mens Eisenhardt har skabt koreografien, og Wargo Brekling har iscenesat forestillingen. Og det bliver i det hele taget et temmelig intelligent performanceværk for de helt små småbørn.
Vi er ikke bare på en opdagelsesrejse, men faktisk på en dannelsesrejse. For hvordan lærer vi at sætte fødderne foran hinanden, når vi går? Det gør vi ved at opdage det.
