Udenfor vimser de rundt og fniser – de cirka 20 fremmødte fra en 7. klasse. Pigerne er typisk i tæt fysisk kontakt med hinanden. Drengene tjatter indbyrdes. Enkelte steder blander kønnene sig med hinanden.
Entreen på Anemonen damper hormonfyldt af spænding og lyst. 'Skal du også se det her?' spørger en af de unge piger i sofa-klyngen mig med en vis forundring i stemmen?
Jeg svarer og forklarer mit ærinde som anmelder. Pigerne nikker åbent accepterende. Aldersgruppen er godt nok sat til fra 13 år og op, men jeg forstår godt de unges spørgsmål, for 'Love me tender' er frem for alt til for teenagere i den unge ende, og den viser sig at tilbyde et fint frirum for dem – et sted, hvor de i en lille times tid kan få lov til at gøre sig forestillinger om og aktivt kommentere, hvad alt det med sex og den seksuelle debut er for noget.
Som jeg oplevede forestillingen og den deltagende 7. klasse er forestillingen en anderledes fri og uforstyrret måde at gå til emnet end den måde, hvorpå unge som flest givetvis kommer i kontakt med emnet på de sociale medier og i forældre- og skoleundervisningssammenhæng. Hermed ikke være sagt, at den i sin åbne og udfordrende form ikke kan være for meget for nogle.
Spøgelset og attraktionen sex
Med replikken 'Kom bare ind, det er ikke farligt' guides vi ind i små grupper for at samles langs kanten af en stor blød dobbeltseng fyldt med tøjdyr og andre objekter.
I det pastelfarvede dyne-plys-bløde univers dukker Katrine Karlsen op i hudfarvet heldragt med en rudeformet tøjflap, som hun med genert tilbageholdenhed flytter rundt på sin krops erogene zoner. At den viser hen til de kvindelige kønsorganer er ingen i tvivl om.
Karlsen står en tid og udtrykker kropslig forlegenhed iblandet udforskningsinteresse, mens de unge fniser og kommer med kommentarer. Så forsøger hun at dække skød og bryster med grønne blade, som ligger spredt i sengen.
'Jeg kender en, der kender en, der kender en, der kender en, der gerne vil have sex', siger Karlsen dernæst med hviskende svag stemmeføring. Denne 'en' har ingen kæreste. Men hvad nu hvis denne møder en: 'Hvordan spørger man så?' – og med det lukker Karlsen op for en stribe af spørgsmål. Tvivl om hvad og hvordan man gør i en række forskellige seksuelt intime situationer og hvordan man skal se ud for at være ok.
Der er en stor ærlighed og intimitet til stede. De unge sidder med kun en meters afstand. Derfor fungerer det godt, at det er på bagvæggens projektion af Karlsen, at man kan se Karlsen i øjnene og ikke via Karlsen live. Det åbner og giver de unge bedre plads til at være i det. På andre tidspunkter er der direkte live øjenkontakt mellem Karlsen og publikum.
Sårbarhed og mod
Snart efter hører vi mange bud på støn. Et lydunivers som serveres med stor humor og som inddrager de unge via iPads, hvorfra de selv kan igangsætte stønnelyde, som forstærkes via højttalere, der står bag madrassen. Stønne-seancen virkede dog lovlig lang.
Udfordringen med en interaktiv forestillingstype som denne er at holde en god balance mellem at give de unge plads – inddrage dem og lade dem komme til orde – og at præsentere dem for det på forhånd planlagte forløb.
Et forløb som i konceptets natur netop ikke er fast fikseret, men tænkt som en grundform, hvor de unges medvirken gerne må fylde og til en vis grad tage over.
Distance-nærhed, abnormitet og hjertelyd
'Love me tender' giver de unge mulighed for at komme med bud på sex, hvor og hvordan og med hvem i en helhed som gør tvivlen og følelserne legale og som rummer udmærkede performance- og visualiserings-sekvenser. De unge kan på en og samme tid lægge afstand til og identificere sig med det der sker, når det er tøjdyr som gør kur til hinanden og kopulerer.
De kan ikke undgå på en meget sansemættet måde at mærke deres egen kropslige og seksuelle usikkerhed, når Karlsen polstrer sig med det ene stykke kønsdels -og krops-udposnings-fyldte tekstil efter det andet, og bagefter med en abnorm stor og disproportioneret krop indhyllet i en lyserød badekåbe vælter sig rundt i en sekvens, hvor hun med smerte i stemmen og stød i kroppen med halvkvalt stemme siger: 'Jeg ved ikke, hvordan man bevæger sig'.
Eksemplerne er mange i en interaktiv performance, som rummer og fokuserer meget på det bankende hjerte. Som modigt vover at lade performeren synke nedenud af sengen en tid. Og som i sin åbenhed også rummer en smuk visualitet af summende bier og blomster, der folder sig ud, og kulminerer i en sex- og kønsundersøgende skikkelse, som i Karlsen-figur ender med at glædeshoppe.
'Love me tender' taler med andre ord direkte om sex, ligesom Elvis Presley førte sig utilsløret kropsligt frem med sin melodi (der i øvrigt afspilles i en meget nedtonet version), samtidig med at forestillingen (som klogelig kun lukker 30 strømpesok-publikummer ind pr. opførelse) har ærlighed, usikkerhed og hjertets kærlighedspuls som klangbund.
