Demokrati – det er noget man mærker om er eller ikke er. Og Teater – det er noget man er med i og har indflydelse på som publikum. Sådan er jeg ret sikker på, at det blev oplevet af den 4. klasse, som var deltagere i Teatergrads 'Demokrati – i børnehøjde' lørdag på Aprilfestivalen.
De voksne, der blev lukket ind i gymnastiksalen sammen med børnene, sad på afstand af den cirkel, hvor indenfor forestillingen udspiller sig – en rundkreds hvor børnene ligger og sidder i deres medbragte soveposer rundt om et arrangement af birkestammer i midten, som skal illudere et lejrbål.
Selv på den afstand, som jeg sad, og selv uden at være direkte involveret ligesom børnene kunne jeg mærke, at stykket er meget vellykket.
'Demokrati – i børnehøjde' er vellykket, fordi Teatergrad vil noget med stykket og har skabt et koncept, som i dets pendling mellem et fiktionslag, hvor de to medvirkende skuespillere etablerer og får en fortælling til at skride fremad – og et fiktions-afbrydende lag, hvor børnene bliver inddraget og skal tage stilling til, hvad der dernæst skal ske indenfor fiktionen og hvor de kun kan løse de opgaver, de bliver stillet, hvis de reflekterer over dem og kommer med konkrete bud og tilkendegivelser.
Kridt og krop
Clouet er, at børnene kan høre, se og mærke, hvad demokratiets spilleregler er, fordi buddene kommer fra dem selv, bliver skrevet med kridt på gulvet og sat ind i en fiktionel ramme, som gør, at børnene (og vi andre i udkanten af spillet) kan mærke betydningen af ordene.
Rammen giver i sig selv børnene et tilhørsforhold til forestillingen. Allerede udenfor spillerummet spørger de to skuespillere, Signe Kærup Dahl og Jacob Teglgaard, børnene, om de nogensinde har været på lejrskole, og inde i salen bruger de de svar, børnene kommer med.
Signe Kærup Dahl og Jacob Teglgaard inkorporerer dygtigt børnenes svar – som jo i sagens natur varierer fra gang til gang. I den forestilling, som jeg så, kunne børnene genfinde sig selv i en Læsø-lejrskole-sammenhæng, hvor de selv havde lavet salt, hvor der havde været få voksne med, og hvor deres sammenhold var blevet styrket. Hertil fik de en oplevelse af, hvad der skal til for at stå sammen i en livsfarlig situation.
I fiktionen sker der det, at læreren fryser til is og at en dødbringende kulde sætter ind og holder dem fangen i et rum, hvorfra de ikke kan flygte. De skal overleve af det mad og drikke, de lige har, og af sammenholdet med hinanden.
I fiktionen går Signe Kærup Dahl og Jacob Teglgaard ubesværet, præcist og fængende i rolle som to elever, Bjørn og Rose. En mundharpe er fint valgt til at spille en central rolle. Mundharpen er noget dejligt konkret, og til sidst føres forestillingens oplevelse videre til børnene i kraft af, at de får en mundharpe med, som skal tilhøre deres klasse.
Definer en god leder
Et centralt element i forestillingen er, at børnene iblandt hinanden skal vælge en leder efter først at have defineret, hvad den god leder er. Der kom mange rigtigt fine bud. Børnene tænkte sig tydeligvis om, lyttede til hinanden og levede sig med stor empati ind i fiktionen, som jo fortalte en meget alvorlig historie.
En fortælling med mange afgørende stop undervejs. Med tilspidsede situationer. Med valg at træffe. Og med ubehagelige og medrivende begivenheder som børnene oplevede andre og sig selv blive rullet ind i og bagefter velvilligt tog stilling til.
'Demokrati – i børnehøjde' hører til i den meget udmærkede ende af det involveringsteater, som er så meget fremme i tiden. Forestillingen er fri for firkantet – overtydelig eller belærende – pædagogik. Og den bliver båret flot igennem af to skuespillere, som både dygtigt og engageret kan skabe fokus omkring deres skuespiloptræden og skabe lyttende ører og lyst til involvering.
Også takket være en rigtig flot iscenesættelse fra Pelle Nordhøj Kanns side. Et dygtigt dramaturgisk arbejde af Sosha Teperowska. Og fine stemningsfulde kompositioner undervejs af Marie-Louise von Bülow.
