Af: Morten Hede

30. oktober 2020

De klassiske eventyr blæses et stykke

Der er blæs på de akustiske instrumenter i Ensemble Blæst koncertforestilling 'I skoven', som forbinder musik og skæve eventyrfortolkninger.

Den engelske forfatter Roald Dahl, som er mest kendt for børnehistorien ’Charlie og chokoladefabrikken’, udgav i 1982 en samling børnerim, baseret på seks kendte eventyr og folkefortællinger under titlen ’Revolting rhymes’ (på dansk: ’Grumme rim’).

To af disse seks gendigtninger, nemlig ’Lille Rødhætte og ulven’ og ’De tre små grise’, er sat sammen med engelske Paul Pattersons musik for blæseinstrumenter, og det er blevet til Ensemble Blæsts koncertforestilling ’I skoven’.

Seks klassiske musikere, fem af dem på blæsere fra fløjte til fagot og den sidste på klaver, samt skuespiller Mette Maria Ahrenkiel, udfolder historien om skovens hemmeligheder, der rummer både en glubsk ulv og en temmelig skydegal Rødhætte.

For selvom ulven er skurken, der både æder bedstemoderen og forsøger at blæse grisenes huse omkuld, så er det Rødhætte og hendes revolver, der vinder til sidst. Ulven pelser hun til en fin frakke, og bedst som vi tror, at den tredje lille gris er blevet reddet af Rødhættes ulvelikvidering, ser vi hende trisse afsted med en splinterny kuffert af svinehud og med tryne og grisetæer.

Den groteske nyfortolkning af de klassiske børnefortællinger leder uomtvisteligt tankerne hen på Rune T. Kiddes ’Den lilla møghætte og pulven’ fra 1987. De kække referencer til originalhistorien og Rødhættes rolle som antihelt er skønne og morsomme fraseringer over de ellers ufarlige eventyr.

Måske er det ikke lige så morsomt, hvis man ikke kender originalerne i forvejen. Ligesom med parodier skal vi kunne genkende den parodierede, hvis det skal fungere. Men mon ikke det er rimeligt at forvente af vores børns voksne, at både Rødhætte og de tre grise er velkendte referencer hos de små?

Trommehindetræthed

Desværre går vi glip af en del af historien, fordi vi simpelthen ikke kan høre Mette Maria Ahrenkiel i det øredøvende lydbillede af akustiske instrumenter. Og det skyldes bestemt ikke Ahrenkiels stemme, der er både velartikuleret og kraftfuld. Ja, måske er hun endda det bedste bud på en skuespiller, der kunne lykkes med at tale igennem en orkesterfuld hornmusik.

Ensemble Blæst gæstespiller denne formiddag i den lavloftede sal på Zangenbergs Teater. Denne anmelder tror ikke, at lydproblemet alene skyldes rummets akustik, men da lyd er en løjerlig størrelse, kan det heller ikke udelukkes, at lyden ville finde mere balance i et større lokale.

Mest sandsynligt er det dog, at Paul Pattersons til tider overinstrumenterede kompositioner og en orkesterbesætning, der hellere blæser for meget end for lidt, er en umulig kombination, når man skal akkompagnere en talebåret forestilling.

Man får indimellem lyst til, at forestillingen havde adskilt tale og musik, så der blev spillet musik først, og så reciteret tekst.

Men dels er det tydeligt, at Pattersons musik ikke blot er akkompagnement, men i høj grad er en meddigtende del af fortællingen. Og dels ville det være et stort spild af Mette Maria Ahrenkiels imponerende musikalitet ikke at lade hende lægge sig på nodelinjerne sammen med de andre.

Derfor er vi nødt til kun at høre det, vi nu kan høre, når vi ikke blæses bagover af lyd eller simpelthen selv stopper fingrene i ørerne af ren og skær trommehindetræthed.

Koncert eller skuespil?

Forestillingen har i øvrigt adskillige kvaliteter. Der er ingen tvivl om, at musikerne kan deres kram. Tilsyneladende uden en orkesterleder – i hvert fald ikke én, der tydeligt dirigerer ensemblet – formår de alligevel at spille sammen med en god fornemmelse for musikkens bevægelse og tempo.

Det gør en lille smule ondt at se på, når disse musikere forsøger sig med mime og skuespil – for eksempel når de imiterer dyrene i skoven. Men forestillingens format tillader forunderligt nok denne amatøragtige deltagelse.

På samme måde slipper scenografduoen Tegn+Gæt (Zofia Zelazny og Laura Bogstad) afsted med en lille scenografi, som i andre tilfælde mildest talt havde været en skuffelse, men som i denne koncertforestilling er tilstrækkelig. Den består grundlæggende af nogle guirlander af efeublade, der er slynget op over nodestativerne, og nogle bemalede brædder med motiver af blandt andet en sovende ræv. Det går an, fordi vi ikke betragter det som andet end pynt og afdækning.

Det er en særlig blanding af teater og musik. Og havde det ikke været for historiefortællingen og Mette Maria Ahrenkiels centrale rolle i formidlingen af historien, så ville det være vanskeligt at afgøre, om der var tale om et musikledsaget teaterstykke eller en koncert med spoken word.

Sammensmeltningen af kunstarterne er vældig interessant. Når udtryksformerne mødes, opstår der som regel nye udtryk, og det er Ensemble Blæst også i høj grad lykkes med at få ud af ’I skoven’.

Men måske havde det alligevel gavnet forestillingen som helhed, hvis man i sin iscenesættelse havde hjulpet os lidt mere på vej til at forstå, hvad det egentlig er, vi er i færd med at se eller høre. Konceptet er for ubeslutsomt. Vi går derfra musikalsk inspirerede, underholdt af de skæve historier og grundlæggende forvirrede over formatet.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.