Den gode vilje fejler ingenting hos antenne-installatør Finn, der har taget orlov for at realisere sin indre godhed. Han vil integrere og bygge broer i ghettoen, så han og konen er flyttet ind. Nu skal de virkelig gøre en forskel.
Konen er dog ikke voldsomt begejstret. Hun er nemlig blevet overfaldet, og tør derfor ikke gå uden for en dør. Men Finn tør og Finn kan. Med jysk gemytlighed forsøger han sig som velment brobygger, men også han må indse, at god vilje er uendelig meget lettere end konkret handling.
I ghettoen udenfor trasker Abdi rundt med mobiltelefonen konstant åben. Der er noget med hans søster, og moderen skal også beroliges. Som tilskuer venter vi hele tiden på, at de tre tørner sammen. For det er jo det, der er formålet med stykket – at kulturer konfronteres, ører slås ud, debat opstår og broer forhåbentlig bygges.
Det er her, den gode vilje også viser sig hos Opgang 2. Emnet er vigtigt, især når man som jeg så forestillingen sammen med en stor flok skoleelever på Nørrebro. Der var ikke mange af dem, hvis efternavn endte på …sen.
Dagligstuekomedie
Nu er der bare det med gode viljer, at de gør det ikke alene. På det punkt ligner stykkets figurer og stykket desværre hinanden alt for godt. Historien er ganske enkelt ikke i orden i sin uhomogene blanding af komedie, hverdagsrealisme, farce og pædagogik.
Et eksempel: Abdi viser sig pludselig at have så store problemer, at han opsøger Anette, der tilbyder et kursus i intuitiv maling (tror jeg at det var), og derpå bliver spærret inde i et skab, fordi Anette tror, at han er overfaldsmanden.
En sådan situation kunne signalere, at stykket var den farce, teatret selv betegner det som. Men resten af teksten og iscenesættelsen ligner snarere slæbende dagligstuekomedie, tilsat fjolleri. Scenen mellem Abdi og Anette, hvor hun forsøger sig som terapeut, skal nemlig spilles helt anderledes kontant og rapt i timingen, end de medvirkende og instruktøren magter her. Derfor falder den bare stendød til jorden.
Det er et af forestillingens store problemer. At den virker så fodslæbende og at replikkerne er tåkrummende utroværdige for de flestes vedkommende, mens spillet… ja, Rasmus Reiersen besidder i det mindste en solid gang snusfornuft og en vis gemytlig pondus som Finn, mens Tine Grauengaard, der også slås med den mest utaknemmelige og utroværdige af de tre roller, slet ikke slår til.
Derimod er Said Mohamed, ungt talent fra Opgang 2s Talentskole, ikke så tosset som Abdi. Måske fordi han bare skal spille sig selv.
Som forestilling betragtet bringer ’Gidslet’ sørgelige mindelser om det ubehjælpsomme, men politisk velmente gruppeteaters tid i 1970’erne. Også scenografisk virker det unødigt pauvert. En nøjsom og ufleksibel vægkulisse med et stort skab og et persiennevindue på fod. Undskyld, men hvor er den raffinerede forvandlingsscenografi, hvor er der noget for øjet?
Skal jeg samle op, må jeg sige, at jeg synes målgruppen fortjener noget teater, der kvalitetsmæssigt er markant bedre og mere gennemarbejdet end det her. Så kunne man være nået langt dybere, sjovere, mere konfronterende og debatskabende ned i stoffet på den samme times tid.
Vorherre ser som bekendt på den gode vilje; vi andre skal jo også se på resultatet.
