Giacomo Ravicchios verden har en magi, som jeg ikke kan stå for. Hans børneteaterforestillinger har en finurlighed og en grundlæggende undren, som er forførende italiensk. Her er intet for alvor logisk eller realistisk. Alt opstår ud fra barnets ubesværede tankehop og billedassociationer.
Allersmukkest måske i forestillingen ’Anima’, hvor en lille pige vil finde ud af, hvad der sker, når man dør. For hendes hund er død, og nu vil hun gerne finde den.
Netop erindringen om ’Anima’ kan stadig give mig en følelse af længsel efter den barndom, hvor universet både var meget større – og meget mindre.
Meridiano Teatrets nye forestilling ’Englene fra Gentofte’ kunne sagtens blive endnu en juvel i den stolte kongerække af forestillinger. For her er det selve kloden, der er udgangspunktet for forestillingen. Ikke den klode, vi står på, men en handy kopi, som troner midt på scenen som en kæmpe kugle. Lyset rammer forelsket denne kugle, så den både ser ud som en kæmpestor snebold – og så den vitterlig ligner Jorden, fordi den får projiceret kontinenter og verdenshave op på overfladen.
Stjernehimlen på bagtæppet omme bag kloden har også sin egen tindrende magi. Og det er her, to engle kommer gående – to kvinder i lange kjoler og med løst hår og smukke vinger…
Dramatiker savnes
Så langt, så godt. Men så går historien i gang – historien om to søstre, hvis mor er gravid og skal føde. Pigerne bliver sendt ud i julenattens mørke for at hente ’doktoren’…
Allerede her bliver sproget underligt uhomogent. Der er ingen børn i dag, der kender ’doktoren’, de kender kun lægen. Og det er mærkeligt, at der skal sælges et gedekid for at de kan få råd til at hente doktoren, når nu lægen er gratis i Danmark…
Samtidig lyder det, som om forestillingen foregår i dag. Bare i en eventyrverden, hvor der pludselig kan dukke enøjede kyklopkonger op. Og hvor der kan opstå bjerge og gletsjere, sådan et sted lige bag ved Dyrehaven bag Gentofte… (Ved en 4-årig mon overhovedet, hvad en gletsjer er?).
Det kan måske være lige meget. Men når pigernes efterfølgende eventyr viser sig at blive temmelig gængse, så stiger forundringen. For hvorfor bruger Giacomo Ravicchio kræfterne på at skrive en historie, når han ikke mestrer sproget stilistisk lige så flot, som han mestrer det visuelle udtryk?
Blide hænder
Men skuespilleren Elise Müller er som altid fantastisk. Hendes stemme har en blødhed, og hendes væsen har en blidhed, som stråler ud af hver eneste af hendes forsigtige bevægelser. Hun bevæger klodescenografiens dukker med forjættende langsomme hænder.
Desværre er dukkerne så små, at kun de nærsynede på første række har en chance for at se dem ordentligt. Det er irriterende og helt unødvendigt. De bor godt nok inde i jordkloden, men der ville sagtens være plads til, at de var større. Nu sidder man i et intimteater og føler sig langt borte!
Jérôme Baur har komponeret noget meget smuk cellomusik – en blanding af noget, der lyder gammelkendt, og noget, som alligevel er helt nyt.
Og cellisten Lea Havelund Rasmussen spiller musikken så følsomt og så personligt, som om hendes bue fortalte sin egen historie, når den strøg hen over strengene.
Men overgangene mellem talen og musikken bliver tit kunstig, ikke mindst når de to kvinder synger sammen. Faktisk fungerer den indspillede musik med Det Danske Juniorkor bedre. For her synger børnesangerne ’Der er noget i luften’, mens de tilføjer alverdens rytmelyde, som giver scenen en masse energi. Og samtidig daler den julestemning ned, som ellers har virket så skjult undervejs i sneforestillingen…
Miraklet kom med
Til denne forestilling har Merediano Teatret fået husly hos Clarissa Meister-Petersens relativt nystiftede pop-up-teater Filiorum på Kulturskolerne i Hellerup. Her er konceptet, at teaterforestillingen aldrig står alene, men at børnene efter forestillingen skal sætte sig ned og tegne og klippe deres indtryk af forestillingen – pædagogisk hjulpet på vej af smilende Filiorum-kvinder, der står klar med papir og lim og sjove skabeloner.
Det Kunstneriske Laboratorium hedder de fine lokaler, som til lejligheden er dækket af snehvidt stof og snefnugsmønstre overalt. Her kan man vitterlig skabe sin egen vinterklodeverden, i hvert fald af papir.
Men uanset om man har tegnet sine indtryk ned eller ej, så forlader man teatret med en følelse af at have overværet noget usædvanligt. Noget stort. Og noget, som har strejf af den guddommelighed, som gemmer sig et sted dybt inde under forestillingens eventyrlige socialrealisme. Noget, der skaber tårer.
For der lå altså et barn i jordkloden. Sådan et barn lige så stort som en velnæret baby. Svøbt og det hele. Akkurat som om det lå i en krybbe.
Eller som en replik lyder: 'Alle venter på, at noget skal ske'.