At Danmark er direkte involveret i krig, påvirker kunsten generelt. At Europa er, vil også have en vis indflydelse. For øjeblikket produceres ret så overvældende mange forestillinger om krig i børneteatermiljøet , og på Festival 2010 i apri i Esbjerg var der en hel klar krigstematik, som overskyggede alle andre.
Man kan spørge sig selv, om det nu er helt så aktuelt at beskæftige sig med problemerne på Balkan og de omstændigheder, der førte til den langvarige borgerkrig, da den jugoslaviske union gik i oplysning. Det er jo immervæk nogle år siden, at bosniere og serbere, som før levede dør om dør, pludselig blev hinandens dødsfjender i en grusom kollision. En nabokrig, hvor alle blev tvunget til stillingtagen og samtidig ikke kunne finde hoved og hale i situationen.
Det havde ganske sikkert været mere aktuelt at lave en forestilling om Afghanistan, men Opgang 2’s nyeste forestilling, ’Krigskonfekt’, tager afsæt i historien fra Sydeuropa. De tager publikum med ned til brændpunktet og møder Samir, følger hans farlige færd op gennem Europa og det frustrerede ophold i det hjælpsomme Danmark.
Gransker man Opgang 2’s hjemmeside fremgår det, at mange af deres forestillinger beskæftiger sig med nydanskeres problemer og forfatning.
Det er på en gang en rå og smuk historie. Som publikum tænker vi, godt det kun er teater, men det er de barske vilkår, mennesker i en anden del af vores civiliserede kontinent har oplevet for ikke særlig mange år siden. Netop derfor skal vi høre og se forestillingen, og måske kan den være øjenåbner for, hvad vi selv tilbyder flygtninge, når de kommer her som sidste udvej.
Samir er bosnier. Han er kun 17 år og han vil ikke slå sin bedste ven ihjel. Derfor må han flygte. Først med sine forældre fra det der engang var en tryg landsby op i bjergene, men i krigens kaos bliver han væk fra dem og er pludselig en del af en mindre vognlast af tætpakkede mennesker på flugt nordpå til fremmede lande. Uforberedt sættes han mutters alene af på en rasteplads i Jylland på vej mod et nyt liv.
Tilbageblik på bosnisk
Historien er rørende, vedkommende og et klart kreativt oplæg til arbejde og diskussion omkring unges situation i krig samt flygtninges stilling i Danmark. Fortællingen er ret så konventionel opbygget. Vi får en grundlæggende indledning til problemerne i den lille landsby, hvor Samir, som enhver anden ung, lige er begyndt at mærke en forelskelsens søde univers. Derfra skubbes fortællingen fremad i spring mellem nutid og fortid, afbrudt af to overglade musikere og deres danske sange.
De er lige så velmenende som den ensomme besøgsven og den arbejdsbebyrdede socialrådgiver, Samir møder i de forskellige flygtningecentre.
Men det fungerer. Musikerne akkompagnerer stemningsfuldt undervejs med lokaltypiske instrumenter. Skiftene er smidige og skuespillerne medrivende. Samir, som spilles af Elvir Ramovic, er selv kommet til Danmark som 17-årig flygtning.
Han tilfører effektivt sine tosprogede færdigheder og spiller tilbageblikkene i eks-Jugoslavien på bosnisk, hvilket giver scenerne en fremmed og anderledes interessant dimension.
En lille opsang til skoler
Forestillingen blev oplevet på en skole midt på Nørrebro, hvor mange elever i salen måske selv havde været ude for hændelser af lignende art. Det betyder nødvendigvis ikke, at de finder teater interessant. Der findes mange mere tilgængelige og langt mere populære medier at fordrive tiden med.
Bl.a. derfor er det ret så vigtigt, at det unge publikum finder sig godt tilrette. I dette tilfælde sad jeg på fjerde stolerække midt i blandt 7.klasser. Mit udsyn til scenen, og især det som foregik i gulvhøjde, var mildest talt sparsomt.
Det gør det ellers fra start af opmærksomme publikum uret. De bliver forståeligt nok ukoncentrerede og begynder at snakke. Ikke fordi de ikke giver forestillingen en chance, men fordi det ikke er muligt at opleve forestillingen optimalt.
