11. november 2023

Danske Hospitalsklovne søger nye lærlinge

Foreningen Danske Hospitalsklovne oplever stor efterspørgsel og søger derfor nu nye lærlinge til optagelse på Hospitalsklovneuddannelsen, der varer halvandet år og er adgangskravet for at kunne arbejde som professionel hospitalsklovn.

Det er et fag og en metier, der også har tiltrukket mange børneteaterfolk, hvor de kan gøre brug af deres faglighed i dette særlige job.

Danske Hospitalsklovne består i dag af 70 professionelle og uddannede hospitalsklovne, der arbejder over hele landet, men da behovet vokser, vil foreningen opstarte endnu et hold på uddannelsen med start januar 2024. Det bliver det 12. hold, som Danske Hospitalsklovne uddanner siden foreningens stiftelsen for 20 år siden.

I 2021 optog Danske Hospitalsklovne 12 lærlinge på uddannelsen ud af 150 ansøgere. De 12 lærlinge er netop blevet færdiguddannet i år.

’Vi oplever stor efterspørgsel på den faglighed, som vores hospitalsklovne kommer med på blandt andet børneafdelinger, børne- og ungdomspsykiatrien og bosteder. Vi ved fra undersøgelser og fra international forskning, at hospitalsklovne betyder plads til leg og livsglæde for syge og sårbare børn og familier under deres sygdomsforløb. Ved at tilføre vores forening flere professionelle klovnekræfter kan vi hjælpe endnu flere børn og familier, siger direktør i Danske Hospitalsklovne, Tania Dethlefsen.

Ansøgningsfristen for at søge ind på Hospitalsklovneuddannelsen er 4. december kl. 12.00. Læs mere om uddannelsen her:danskehospitalsklovne.dk/nye-hospitalsklovne/ . Som noget nyt er der ikke længere egenbetaling for uddannelsen.

Se artiklen ‘PP spreder smil på børneafdelingen’ fra 2016 om Stine Lundgaard, der har arbejdet hos en række børneteatre og også spredt glæde som hospitalsklovnen PP.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne