Selvoptagethed er et eminent emne for en danseforestilling. For i dansen kan performeren posere uhæmmet – og nyde sig selv i alverdens positioner. Men hos Black Box Dance Company er egoismen og narcissismen ikke kun et spørgsmål om selvbeundring. Her er blikket i spejlet og den perfekte attitude i selfien mixet med den digitale frygt for ikke at blive set. For hvis du ikke bliver liket på facebook eller instagram, er der så overhovedet nogen, der ser dig? Og er der nogen, der kan lide dig?
Det er denne psykologiske usynlighed, som egentlig er Marie Brolin-Tanis idé bag teenageforestillingen '100 Likes'. Og det er dén historie, som umiddelbart fænger tilskueren. For i dansebevægelserne er de tre dansere på hjemmebane: De poserer og ser lækre ud. De blærer sig med vilde gulvrul og selvsikre piruetter, mens de skødesløst retter på deres T-shirts. Og så kurrer de perfekte og udødelige hen ad gulvet, mens musikken hamrer og alt ser godt ud, når videoen postes på instagram om lidt…
Løbsk møllevinge
Men først sætter de sig på gulvet og tager sneakers på. Nikes, altså. Langsomt og omhyggeligt, så ikke et snørrebånd sidder skævt. Så ryger hænderne ellers gennem håret, kroppene ryster sig varme – og så speeder benene op i streetkoreografien af den svenske koreograf Mari Carrasco.
Armene blander sig hurtigt. Den ene af pigerne kan strække armen, som om den begynder langt inde i skulderknoglen. Og så lader hun ellers armen dreje rundt og rundt, som om den var en møllevinge, der var løbet løbsk. Men så fryser kroppen pludselig og venter tilbage til udgangsposituren med frækt blik og udfordrende hofter:
Klik! Klik! Og så direkte på Facebook.
Update venter
Danserne er i topform. Den 26-årige, franske danser Antoine Audras stjæler billedet med sin præcision og sin klare dramatiske udstråling. Han er lynhurtig, og han kan nå at give de krævende rul og mærkelige opspark lige akkurat det ekstra stræk, som gør dansen fascinerende. Hans krop kan speede hen over scenen i vildeste fart, men hans blik viger ikke fra den iPad, som ligger bagest på scenen og venter på hans næste update.
Den 22-årige hollandske danser Jade Stenhuijs har en nonchalant fandenivoldskhed over sig, når hun frygtløst tonser hen over gulvet – noget udfordrende, som fint matcher facebooks overskudsarrogance.
Og den 26-årige, færøske danser Katya R. D. Nielsen har til gengæld noget dvælende over sig – noget følsomt og romantisk, som fint viser sårbarheden hos teenageren, når der ikke kommer likes og anerkendelse ud af skærmen. Og så kan hun danse imponerende nuancer frem i de ellers så friktionssikre gummisko.
’I am not anti-social’
Forestillingens svaghed er dramaturgien. Altså opbygningen af historien om de tre teenagere og deres afhængighed af internettet – og deres isolation i den fysiske virkelighed.
For her kommer koreografien til kort. Den kan ikke skabe ordentlige bindeled mellem fortællingen og dansebevægelserne. Historien falder fra hinanden, uanset hvor enkel idéen ellers virker. Det bliver langt. Der bliver sære pauser i alt for ophøjet stilhed mellem scenerne. Og oftest kommer der kun fart over feltet, når Henrik Munchs rytmiske musik igen jammer mellem de standerlamper, som udgør den spartanske scenografi – de lamper, som danserne hele tiden flytter rundt på, så de kan opholde sig i perfekt belysning til næste fotosession.
’I am not anti-social,’ lyder en rappende stemme hen over de vilde rytmer i musikken. ’I am anti-bullshit.’ Og så glider danserens hånd igen gennem håret, hvorefter hovedet falder ned mod knæene – og så er fyren over alle bjerge i sin jagt på sin egen synlighed.
#lækkerdans
Hashtags er der også. #classic og #1millionlikes og #youshouldfollowme lyder det. Men ret beset virker det temmelig gammeldags, da de tre dansere begynder at følge hinanden og danse sammen i en slags ’pas de trois’. For dynamikken fra soloerne ryger; deres fællesdans minder faktisk om contact improvisationen i 1980’erne, sådan som de hælder sig op ad hinanden og griber hinanden i et gruppearbejde, der forhåbentlig er sjovt at være med i. For det er kedeligt at kigge på.
Til gengæld kommer tilskuerne så også ufrivilligt i søgelyset, når danserne pludselig vender lamperne ud mod publikum og lyser os i øjnene. For nu skal vi åbenbart møde hinanden sådan rigtigt og analogt og give hinanden hånden og sige hej. Men det bliver altså lidt postuleret alt sammen. Og da danserne til sidst igen skal ende i hver deres isolationsselfie, er den røde facebooktråd vist forsvundet.
Et touch af street
Men det skal ikke ødelægge glæden over, at det er lykkedes Marie Brolin-Tani at skabe et nyt og yderst trimmet ungdomsdansekompagni i Holstebro. De seks dansere hos Black Box Dance Company er alle sammen under 25 år, og de er tydeligvis trænet i både klassisk ballet og moderne – med et touch af streetdance.
Ved den første premiere i efteråret viste forestillingen 'Viva Vive,' at disse seks dansere fint kunne matche et inviteret, brasiliansk ungdomskompagni. Og denne forestilling viste ikke mindst, at Black Box-danserne havde en intuitiv sans for det dansedramatiske – med glade og stolte smil.
Så forhåbentlig løfter dramaturgien sig op på koreografiens niveau ved kompagniets næste forestilling. For så vil Black Box’ Facebook-side vitterlig få i hundredvis af Likes…
(Denne anmeldelse har tidligere været bragt med fejlagtige dansernavne. Anmelderen beklager)
