Mark Philip er en vidunderlig danser. Efter 20 stærke år i den danske danseverden er han fortsat et friskt pust i den danske danseverden med sin særlige autodidakte mix af breakdance og moderne dans. Hans mørke udstråling er karismatisk, hans glade headspins er vilde, og han skyder ’kinæstetisk’ energi afsted mod tilskuerne i charmerende flow. Og så kan han stå på hovedet og lade sig falde lodret omkuld som en massiv stolpe med en uigennemskuelig teknik, der er helt hans egen. For eksempel. Og så var han ikke mindst overleverfrontfiguren i Uppercut Danseteaters trilogi ’Plejer er død’.
Det er den samme blanding af vildskab og enkelhed, der præger hans egen koreografi. Han er kunstnerisk leder af Uppercut Danseteater sammen med koreografen Stephanie Thomasen. Men sidste år debuterede han også selv som koreograf, da han skabte den lille solo ’Pilgrim’, hvor han dansede rundt på kanten af et fyldt badekar – hele tiden i højrisiko for at glide og slå sig, indtil han gav efter for trangen til at hoppe ned i vandet.
Nu har han så koreograferet et større og selvstændigt værk med titlen ’Child’. Forestillingen handler om at bevæge sig som et barn. Om at udforske verden som et barn. Om at være voksen med alle barneerindringerne siddende i kroppen. Og om at være voksen og drømme om at få et barn at passe på – eller måske selv blive passet på af et barn. Dermed bliver ’Child’ en bevægende danseforestilling om livets cyklus.
Skovlen og brækjernet
’Child’ er et medrivende sanselighedskick. Hele tiden trigger dansen tilskuerens indlevelse, men også tilskuerens frygt. For barnet i denne fortælling lever tydeligvis livet farligt, sådan som nysgerrige børn altid gør det, fordi de ikke åbenbart ikke aner, at de kan komme til skade.
Denne barnefortælling foregår i en stor firkant af sand – med et sandslot i hvert hjørne og omringet af publikum på stole. Mark Philip ligger i sandet, og den 10-årige barnedanser Clara Alina d’Abadia står med en skovl og skovler sand hen over ham, indtil han er dænget helt til med sand.
Mark Philip bryder ud af sandet. Springer op og tager fat i skovlen. Går frem og tilbage med skovlen og laver riller med den i sandet. Så lyder hans stemme i højttalerne. En stemme, der fortæller om dengang, han som dreng ville bygge en hule højt oppe i træerne sammen med nogle kammerater – og lige fik den farlige idé at tage et brækjern med som værktøj…
Barndomsfortællingen i ’Child’ er barsk og åbenbart baseret på hans egen barndom. For drengens hoved blev ramt. Som tilskuer mærker man kvalmen boble. Samtidig ser man den voksne mandsdanser bevæge sig omkring i alverdens symbolske og abstrakte bevægelser for smerte. Han overlevede altså sin barndoms fysiske traume. Men fik til gengæld en dyrt betalt bevidsthed om sin egen sårbarhed, som nu udtrykkes i vilde akrobatiske rul med kroppen – og med uforudsigelige stunts, hvor han tager tilløb og kurrer gennem sandet. Altid med hovedet først. Som om hans barndoms skade paradoksalt nok har gjort hans hoved dobbelt stærkt.
Pande mod pande
Imens manden danser, våger den lille pige over ham. Hun ser på ham. Hun sprøjter vand på ham. Hun pynter ham med sand. Og hun hægter sig fast på ham. Klatrer op på hans ryg og lægger benene hen over hans skuldre, mens hendes hænder holder fast om hans pande. Sådan bærer han hende rundt, mens de sammen skuer fremad – mod den fremtid, de begge to er så ivrige efter at kende.
Danseren Clara Alina d’Abadia er 10 år gammel og elev ved Det Kongelige Teaters Balletskole. Hun har sat sit lange hår i en hestehalefletning, og hun er klædt i en grøn t-shirt og bukser, magen til den voksnes. Hun optræder naturligt og uimponeret. Til gengæld imponerer hun selv som den professionelle barnedanser, hun er. Ikke et øjeblik tøver hun. Tværtimod er det hende, der i flere scener tvinger den voksne danser rundt i manegen. Venligt, men med ubetvivlelig autoritet. Som om hun allerede accepterer, at hvert menneske får sin skæbne – og at hovedskaden altså var Mark Philips.
Som den voksne på scenen udvikler Mark Philip til gengæld sine bevægelser, så han både hopper på maven – og hopper fra maven til ryggen – inden han igen spurter gennem sandet. Lyduniverset veksler fint mellem stilhed og nynnen til musik af Max Richter og Nirvana – og ordene.
Dansen intensiveres, så den voksne danser vitterlig møder erindringen om sig selv som barn gennem mødet med barnedanseren. De trykker deres ansigter mod hinanden, pande mod pande, og ser hinanden i øjnene – som et møde mellem nutid og fortid og med et uudsagt løfte om fremtiden. Rummet dirrer af respekt mellem den voksne og barnet. Også når de bygger sandslotte sammen. Og som tilskuere mærker vi den voksnes ønske om at kunne give al sin livserfaring til sit eget barn engang.
Skoven blev hvid
’Child’ har en aldersgrænse på otte år. Umiddelbart virker den lav. Måske skal de fleste børn være ti år lige som barnedanseren for helt at kunne fange historiens symbolik. Men jo, også de otte årige vil formodentlig være fanget ind af dynamikken og legeglæden – og de blandede følelser af sand og kamp.
Indtalingen af ordfortællingen er forestillingens eneste svage punkt. Det er angiveligt Mark Philips egen stemme, der strømmer ud gennem højttalerne, men hans stemme har desværre ikke den udsøgte detaljerigdom, som hans krop har i dansen. Her ville en skuespillers stemme antagelig kunne løfte den flotte fortælling og dens uhyggelige ord om, at ’skoven blev hvid’.
Men det er blot en detalje. ’Child’ er en besættende og original forestilling – drevet af en ukuelig kropsglæde. Dansen svier i sjælen som sand i øjnene. Akkurat lige som sandet velsagtens svier mellem tænderne på Mark Philip, når han propper sig med sand i munden, som om han ønsker at glemme fortiden.
Synet af Mark Philip, der tager tilløb og springer frem mod sit livs sandslot, bliver i hvert fald siddende bag pupillerne. For selvfølgelig lander han ultimativt frygtløst i sit stunt: På hovedet.
