Kirkeklokken ringer solen ned. Jesper la Cour Andersen står ved den tunge dør i Sct. Bendts Kirke i Ringsted og lukker tilskuerne ind i mørket bag munkestenene. Nu befinder Det Fortællende Teater sig præcis, hvor det hører hjemme: I en bygning fra dengang, drager vogtede prinsesser, og munke drog i krig…
’Holger’ hedder forestillingen. Egentlig handler historien om Holger Danske på Kronborg. Men der går ikke mange minutter, før man som tilskuer føler sig overbevist om, at Holger Danske netop har befundet sig i denne rødstenskirke. At han har gemt sig bag nogle af de tunge søjler – og så pludselig er trådt frem i en af lysningerne fra vinduerne og har overvundet fjenden.
Kom med!
For Jesper la Cour er i sit es under hvælvingerne. ’Holger’ er klart i familie med hans tidligere fortælleteaterforestillinger, ikke mindst med ’Absalon’ og ’I Guder!’ Jesper la Cour går ind i fortællerens rolle fra starten og gør tilskuerne til sine medsammensvorne.
Han hvisker og betror sig, og pludselig føler man sig hvirvlet ind i et enormt drama, som man nærmest kan se for sig. Men just som det bliver allermest spændende, ser han sig forfulgt omkring, hvorefter han beder tilskuerne følge med sig hen til et nyt hjørne af kirken. Her sker det samme.
Og på den måde lykkes det ham at levendegøre sin egen site-specifikke scenografi ved at omskabe den til en vandreforestilling i både fantasien og i kirken.
Prut og spark
Fortællingen slingrer lidt i begyndelsen. Holger skal åbenbart fødes først, og det volder lidt kvaler. Men så snart Jesper la Cour kan får lov til at efterligne en knægt, der løber rundt på egen hånd, så tager forestillingen fart.
Effekterne er velkendte: Prutte-snorke-sparke-lyde, som kom de fra et mellemstort keyboard. Håndbevægelser og knæbøjninger, som var der tale om en asiatisk kampsportsopvisning. Men først og fremmest to plirrende intense øjne, der observerer alt sekundet før, publikum få øje på den overhængende fare – og som hele tiden leger med den dramatiske spændingsforskydning. Vel at mærke, så enhver morsom mulighed bliver grebet og udnyttet med komikerens selvfølgelighed.
Holgers hærvandring gennem Frankrig bliver naturligvis sammenlignet med tempoet under Tour de France…
Om han er bange?
Som fortælleperformer er Jesper la Cour formidabel. Han får både de ni-årige drenge og deres bedsteforældre til at gispe adskillige gange undervejs. Og han er ikke bange for at bede ungerne om hjælp, når særligt svære slag skal udkæmpes mod usynlige, men bomstærke modstandere.
’Tror I, Holger er bange?’ spørger han tilskuerne. Men han svarer selv: ’Han var PISSEBANGE!’.
Formen er altså perfekt. I ’Holger’ var teksten dog ikke helt i top ved premieren. Det virkede klart, som om den skulle slibes til, så gentagelser i begyndelsen kunne droppes til fordel for de manglende mellemregninger i handlingen hen mod slutningen. For hvad skete der egentlig med pigen med det nedslåede blik? Det vil både tweens og teens gerne høre mere om.
Dramaturgisk kom forestillingen i hvert fald til at vakle lidt. Og Jesper la Cour kom også i tankerne til at sende Holger til Paradis i stedet for til Valhal. Men historien skal nok komme i vinkel, når forestillingen er spillet varm.
Se hesten i øjnene
Det forunderlige er, at Jesper la Cour tilsyneladende kan hive en hvilken som helst tekst hjem på charmen. Lige så snart han tager hånden op til halsen med en knivbevægelse, så er ingen i tvivl om, at der er mord i farvandet. Og når han fortæller, at den syv-årige Holger havde fået øje på en hest, og at det var, ’som om den kiggede ham ind i øjnene’, så er det altså lige ved, at man undrer sig over, at den ikke vrinsker øjeblikket efter langs kirkemuren. Ikke mindst når lyset falder så blidt, som det gjorde hin premieredag i Sct. Bendts Kirke.
Her bagefter forestillingen vil jeg næsten vædde på, at jeg så Holger sammen med hesten – og at jeg så ham kramme sit hemmelige Thors Hammer-smykke.
Min fornuft siger mig, at billederne bare stammer fra Jesper la Cours levende beretning. Men det er netop det, som gør Jesper la Cour til så fremragende en fortæller: Han skaber billeder i tilskuerens fantasi, så man bagefter har svært ved at skelne virkelighed og fantasi.
