Lillebror er dum og irriterende. Lillesøster tager al mor og fars opmærksomhed. De glemmer fuldstændigt mig. Holder de ikke af mig mere. Se mig! Hør mig! Mærk mig!
Rigtigt mange børn oplever at få en lillesøster eller lillebror, og at denne lille nye – for en tid i al fald – kræver ekstra meget opmærksomhed fra de forældre, som man plejer at have for sig selv. Med ’Da Lilleræv blev STOREBROR’ er Mit Teater og Syddjurs Egnsteater gået sammen om at skabe en forestilling om akkurat det. De siger det heldigvis ikke så enkelt og direkte som ovenfor, men har bygget problematikken ind i en dyrefortælling, hvor det er Lilleræv, der får en lillesøster.
I søskenderækken er tillige en storesøster. En pige, der er ældre end Lilleræv.
Tina Steen Jensen og Tine Grauengaard er forestillingens to medvirkende. De indgår som fortællere og som dukkeførere. Lilleræv er en orange ræv i træ. Det samme er rævemor og storesøster. Lillesøsteren er så lille, at vi kun ser hende i form af en lille orange træbarnevogn.
Det har en fin effekt, at Jensen og Grauengaard i det lille spillerum begge er klædt i orange kedeldragter. På den måde er de også ræveagtige. Et spillerum med et lille spillepodium i midten og to små taburetter, en i hver side.
Når der kommer et andet og bestemt ikke uvæsentlig dyr på banen – en hjort ved navn Fru Hjort – vises det ved at Grauengaard, som spiller hjorten, tager et par bløde skindører på. Den rotte, som også medvirker, bliver tilsvarende tegnet ved, at Grauengaard tager små stive skindører på. Det bliver på den måde ligetil at følge med i handlingen for børnepublikummet, hvor de yngste er tre år.
Sjov tandløshed
’Da Lilleræv blev STOREBROR’ er en fin lille fortælling om, hvordan Fru Hjort på forskellige måder hjælper Lilleræv med at få sin mors opmærksomhed tilbage og få vished om, at moren også elsker ham. ”En mors kærlighed er evig… så du må bare være sød på en anden måde” siger Fru Hjort.
Lilleræv tager fluks imod forslagene. Først om at tilbyde at gå tur med lillesøster, så moren kan hvile. Siden hjortens ide om at sparke Lillerævs tænder ud, da han kom til at bide sin storesøster med dem, og derfor fik skæld ud af moren.
Storesøsteren fremstilles ret fint som en strigle. En helt teenageagtig søster, som opfører sig ret provokerende overfor Lilleræv. Fx med sin hovne påstand om, at kun hun forstår at tegne flot.
En tandløs flab er imidlertid ikke sagen for en lille ræv, der gerne skal kunne forsvare sin lillesøster, når han går tur alene med hende. Og tillige selv med tiden som rovdyr skal kunne fange sin egen andeføde.
Der kommer meget sjov ud af situationen med den tandløse Lilleræv. Fx kan Lilleræv ikke længere tale rent. Men siger ”bilje” i stedet for ”vilje” og ”baj” i stedet for ”vej”.
Fru Hjort indser også, at det vist var en rigtig dum ide, hun fik. Men heldigvis vokser Lillerævs tænder ud igen. Og Lilleræv vender hjem og får masser af kys og kram af moren, der også klør ham så dejligt på ryggen – det han altid har holdt så meget af og savnet på det sidste.
Sikker iscenesættelse
Hans Nørregaard er gammel i gårde, hvad angår scenekunst for børn og unge. Han er en erfaren rotte i miljøet. Han har huseret i mange tiår efterhånden. I sine unge dage som skuespiller. Nu er det som scenograf og endnu oftere instruktør, han slår sine folder.
I ’Da Lilleræv blev STOREBROR’, kan man tydeligt mærke Nørregaards aftryk. At her har der været et øje på udefra, som er bekendt med mange essentielle ting i forhold til, hvad der er vigtigt, når man skaber teater for børn og unge.
Vigtigheden af, at historien er klar i spyttet, samtidig med at den skal have dimensioner og lag. Værdien af, at de medvirkende er i god kontakt med børnepublikummet. Betydningen af, at historien bliver spiller i en kulisse og med en form, som fænger – en visualitet, som både er overskuelig og har noget, som kan optage børnenes blikke. Vigtigheden af, at der både er ro og liv på scenen: Børn skal ikke være i tvivl om, hvor de skal rette deres fokus hen, og den sceniske optræden – uanset om det er skuespil eller objektanimation – skal gerne virke animerende for såvel følelser som intellekt.
Meget rigtig og fin
De færdigheder har Nørregaard gennem tiden udviklet og forfinet. Derfor er ’Da Lilleræv blev STOREBROR’ blevet en fin lille forestilling. Vel at mærke også på grund af de øvrige medvirkende kræfter. Jane Rasch som dygtig dramaturg. Johannes Eberl Smed, som har sat en fin lydkulisse sammen. Og ikke mindst det tillidvækkende nærvær og de sikre spilkompetencer som Tina Steen Jensen og Tine Grauengaard leverer.
Her er balance. Ro og også liv. Sans for at præcisere hvem de forskellige dukker er, og hvordan de er. Nok er Lilleræv lille, men den er også på vej til at blive stor, eller som den selv siger: ”Jeg er ikke lille. I morgen skal jeg på andejagt. Jeg er stor”. Og storesøsteren bliver med stemmeføring og i kropsattituder fremstillet som en, der føler sig mere hævet over Lilleræv, end der er belæg for.
Eneste malurt i teaterbægeret er, at jeg godt kan savne lidt ‘teaterulydighed’: lidt flere overraskelser og brud på en pænhed og ordentlighed. Uden at det skal skabe forvirring i den grundlæggende fortælling, selvfølgelig.
