’Hvilken fortælling vil I være med i?’ spørger professoren i auditoriet. Teenagerne er straks tændte. De føler sig som talentkids, der har fået særplads på universitetet før tid. Så de skal nok lytte efter.
For BaggårdTeatrets forestilling ’Evolution’ rammer sin målgruppe helt præcist. Formen er den faktaformidling, som også kendes fra tv. Men her er fakta og fiktion blandet sammen, så underviseren er en kvinde med sin egen, utraditionelle performerhistorie – og de præsenterede fakta formidles undervejs gennem små bidder fiktion.
Det er dramatikeren Carsten Bang, der har skabt denne fysikforsøgsmonolog, som i tempo og sprog virkelig rammer de unge. Hans kvindelige professor speedsnakker. Men hun styrter også rundt, som om videnskabshistorien var en konkurrence i parkour: Stik denne kvinde et stjernesystem eller en mumie – hun kan forklare det hele. Dynamisk, forenklet og interessant – uden at det bliver forsimplet.
For Thomas Corneliussen har overført sin utrættelige performerfysik til sin instruktion af skuespilleren Camilla Lohmann, som har en atletisk lethed og en energi, der vækker selv de sløveste teenagere. Ikke mindst når hun hopper mellem podier og plancher i auditoriets naturvidenskabelige miniverden, som Palle Steen Christensen har givet en cool enkelhed med lækre rekvisitfinesser.
Det er ulækkert at kysse
’Jeg har tænkt mig at lave Jorden i dag – en dejlig lille stenplanet med en god tyngde,’ siger denne professor kækt. Og så jammer et keyboard gennem højttalerne, mens Darwin bliver mainstream, og Vorherre får lov til at se med fra en sky. Alverdens emner bliver berørt, mens universet koges sammen. Og som professoren siger det med krydderikræsenhed: ’Der er nogen, der slet ikke bruger ilt, men jeg kan nu godt lide det.’
I denne snak stortrives DNA og alt det avancerede. Men også det allermest relevante: hormonerne. For som professor Lohmann forklarer hormoner og tiltrækning: ’Hvad så, hvis jeg ikke er forelsket i dig? Jamen, det bliver du. Det er bare vores gener, der får os til at gøre alt muligt, som vi ikke forstår.’ Og det virker tydeligvis beroligende på de unge. Også dem, der stadig synes, at det er ulækkert at kysse…
Det er okay at fiske stjernestøv
Der er ikke det fænomen, som forestillingen ikke tør ser på med lup. Eller i hvert fald med kamera og zoom. Sjove undervandsfotos med fiskestimer giver afsæt for teorier om arternes diversitet. Ikke mindst naturens tre principper: Arvelighed – Forskellighed – Udvælgelse. Høfligt sat op over for udsagnet ’Det er Gud, der har skabt alt.’ Velafbalanceret, men også med lovlig lang line. Som da en konklusion pludselig lyder: ’Vi består jo allesammen af stjernestøv, altså!’
Okay, hun har snydt lidt
Forestillingens stærkeste overraskelse ligger imidlertid ikke så meget i scenerne om livets opståen. Nej, pludselig sætter denne professorskikkelse ord på døden. I en sjov skelet-sketch opstår helt uventet en kærlighedshistorie, der slutter med, at den ene dør, så den anden elskende er alene tilbage. Da bliver der helt stille i auditoriet. Fakta er blevet til følelse. Og professor Lohmann bliver nødt til at ophæve sorgstemningen med en joke, førend forestillingen kan slutte og lande.
Hvad der skal til, før universet river sig selv i stykker, så alt dør? Det kan denne professor såmænd nok også forklare i sine komprimerede og forførende fysikforsøg.
For som Camilla Lohmann siger med veloplagt tv-kok-stemme: ’Jeg har snydt lidt.’
