Oven på teatret Hils Din Mors særdeles vellykkede ’Fucking Åmål’, som sidste år modtog en Reumert for Årets Børne-/Ungdomsforestilling, er teatret klar med endnu en forestilling om køns- og seksualidentitet: ’Den sommer far blev homo’
Ligesom ’Fucking Åmål’ var en dramatisering af Julie Maj Jakobsen efter Lukas Moodyssons svenske kultfilm fra 1998, så er denne forestilling dramatiseret af samme Jakobsen efter norske Endre Lund Eriksens ungdomsroman ’Den sommeren pappa ble homo’ fra 2012.
Hils Din Mor producerer i samarbejde med Folketeatret U denne forestilling, som måske ikke ligger lige til højrebenet for Reumert-komitéen, men som dog har lige så meget på hjerte og næsten lige så meget humor som sin prisbelønnede storebror.
Min far er ikke homo!
Vi møder Arvid (Peter Schlie), der er på ferie med sin nyskilte far (René Benjamin Hansen). Moderen er rendt med sin svenske pilatesinstruktør. Typisk. Så nu er far og søn alene, og økonomien er ikke til andet, end en campingtur på en brakmark.
Som titlen antyder, så bliver far pludselig homo. Han får en ’voksenven’ i nabohusets åbent homoseksuelle Roger (Mikkel Reenberg), og fra den ene dag til den anden lyser den ellers noget nedslåede far op, springer for første gang i sit liv i cykeltrikot og interesserer sig som aldrig før for fransk rødvin.
Men det er slet ikke far, det handler om. For hvordan forholder man sig til, at far er blevet homoseksuel? Særligt når man har hormoner væltende rundt i kroppen, har en sjov og sej barndomsven, som man savner, har fået en ny veninde, der vil være kærester (Julie Jeziorski Jensen), og man går venter på sit første kønshår.
Arvid ved ikke, hvem – eller hvad – han selv er, og når man ikke længere har de klassiske kønsroller at spejle sig i hos sin mor og far, så er man på egne ben. ”Min far er ikke homo,” fastholder Arvid, og man skal ikke være ph.d. i psykologi for at forstå, at han i virkeligheden råber: ”Jeg er ikke homo!”.
En lidt for ufarlig forestilling
Akkurat som i ’Fucking Åmål’ står forestillingen på en solid grund af humor. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Julie Maj Jakobsen og de medvirkende formår at karikere både karaktererne og situationerne, så det er komisk og alligevel relaterbart.
Iscenesættelsen af Mia Lipschitz og scenografien af Mona Møller Schmidt er stilistisk og i naturlig forlængelse af manuskriptet. Man får altså et indtryk af en forestilling, hvor helheden er lige i øjet.
De nip af malurt, der alligevel skal i bægret, skyldes forestillingens umiddelbare lethed. Sammenlignet med sin forgænger er forestillingen decideret ufarlig. Og naturligvis er det ikke i sig selv en kvalitet at lave teater, der også vil vise det grimme, svære eller problematiske.
Men vi har set, at Hils Din Mor er i stand til at lykkes med netop dét. Og med en tanke på deres delvist politiske formål om ”at fremme forståelsen for og accepten af LGBT+-personer på lige fod med majoriteten”, så kunne vi godt forvente en forestilling med mere bid i.
