Man skal have en stærk forestilling, hvis den skal kunne holde til en nøgen gymnastiksal uden dekorationens og projektørlysets mulighed for fokusering af tilskuernes opmærksomhed.
Stærk er denne svensk-baserede mime- og cirkusforestilling desværre ikke. Tre sympatiske artister – to piger og en dreng – præsenterer sig for os i gule kravledragter og tophuer i Lille Per-stil til pigerne. De begynder med at lægge sig til at sove.
En musiker i eksotiske gevandter knipser strengemusik med et vestafrikansk guitar-instrument, kaldet en kora, forestillingen igennem, hvilket skaber en varm og rolig baggrund for de scener, der nu følger.
For de tre artister vågner og mimer, at de vasker sig, børster tænder og gør klar til dagens gerning. Hvad de egentlig foretager sig, har jeg svært ved at se. Men en masse sker tydeligvis, og så går de i seng igen, står op og vasker sig etc.
Uklar historie
I Den Røde Brochure kan jeg læse, at hvad jeg overværer, er et eventyr om en pige, Maïs, der tvinges på en dramatisk rejse på grund af en ond fortryllelse, som har ramt hendes by. Hun besøger på rejsen en verden af kroppe, man kan klatre i; hun opdager venskabets værdifuldhed og ender med at plukke en magisk frugt, som kan redde hendes by.
Hvad alt dette har med at vågne og børste tænder, bliver aldrig klart. Det gør historien generelt slet ikke. Jo, det med frugten forstår vi – især fordi der rent faktisk dukker en fantasifuld og duftende rekvisit op til sidst.
Men ellers springer de tre akrobater bare rundt på scenen, skærer en masse grimasser og mimer noget, som virker temmelig ubegribeligt, også selv om jeg har læst referatet af eventyret.
Den mandlige artist tager således en sort motorcykelhue over hovedet på et tidspunkt. Jeg gætter på, at der nok er noget skurkagtigt over det, selv om han nu bare ser sød og ufarlig ud, og nogen dybere mening giver det ikke for mig.
På et uforberedt publikum – og det må man tro, at de fleste vil være – må det opleves som en forestilling, der fuldkommen lukker sig om sig selv.
Undervejs afbrydes historien med fællesnyn og klap, mens de tre synger forestillingens titel 'Djeliya' som en slags besværgelse. Uden i øvrigt at indvi os andre i, hvad det ord måtte betyde, hvis det altså har en mening.
Legestue
Med al respekt er der lidt legestue over det. I brochuren læser jeg også, at musikeren er 'mystisk'. Tværtimod, vil jeg sige. En venlig mand, der sidder i hjørnet og spiller ganske livsaligt, når han da ikke fredeligt vandrer lidt rundt på scenen med sit instrument. Mystisk! Ja, ja, papir er taknemmeligt.
Undervejs udvikler akrobaterierne sig heldigvis. Ganske habilt klatrer de tre rundt på hinanden, leger 'Jorden er giftig' og balancerer på hinandens skuldre, inden de ender i en flot menneskepyramide, så Maïs, der står øverst, kan nå at plukke den magiske frugt.
De fire medvirkende kommer fra Sverige, Belgien og Spanien. De kalder sig Los Errantes, som betyder De vandrende. Under forestillingen sidder jeg og kommer pludselig – og ganske upassende – i tanke om den gamle skuespillervittighed: 'Du må rejse med denne forestilling!' 'Mener du virkelig det?'. 'Ja, for her kan du ikke blive!'
Jeg holder mig naturligvis for god til at kolportere den slags usagligheder videre. Men nogen vellykket forestilling er det altså ikke.
