Art Farm har skabt en danseforestilling – eller måske nærmere en fysisk performance – der undersøger oplevelsen af nærhed i en tid, hvor vi er adskilt af virusskærmende akrylglasplader.
Titlen ’Akrylarium’ kan oversættes til ’en verden af akryl’, hvilket er en meget rammende beskrivelse af, hvordan vores virkelighed så ud efter nedlukningen i marts 2020. Når vi mødte mennesker – både ekspedienten i supermarkedet og vores nærmeste familie på plejehjemmet – foregik det på hver vores side af akrylglasset.
Nu er pladerne heldigvis begyndt at forsvinde fra det offentlige rum igen. Så meget desto mere kan vi nu fornemme, hvor meget de påvirkede vores sociale liv. Nærhed var en illusion. Det var som at være på en udstilling med historiske genstande i glasmontrer, hvor man ikke var sikker på, om man selv var beskueren eller den udstillede.
På den måde behandler Art Farm et særdeles relevant og aktuelt tema med ’Akrylarium’, som de selv beskriver som en forestilling om hudsult. Det er samtidig et originalt greb at zoome ind på akrylpladerne, som synes at være et temmelig overset element i coronapandemien. Og skelsættende i enhver forstand.
Tre isolerede verdener
’Akrylarium’ foregår på et stort, cirkelformet tæppe, der udgør scenegulvet. På gulvet ligger et monstrum konstrueret af to runde akrylglasplader i forskellige størrelser, der er sat sammen med et stålrør, så det kan trille ligesom på to hjul.
Det mindre hjul er tættest på scenegulvets midte, og det større vender ud mod publikum, således at genstanden triller rundt i en perfekt cirkel omkring scenens centrum. Effekten er, at de to hjul nærmest som en pizzaskærer deler rummet op i tre lige brede baner: Den inderste del, midterbanen og udkanten.
I forestillingens første del forbliver de tre performere på hver sin bane, mens tingen – det trillende monstrum – farer rundt og rundt imellem dem. Her lykkes Art Farm især med at skildre den tvungne afstand, som akrylpladerne repræsenterer. Og de er ikke kun isolerede fra hinanden, men også alene i hver sit univers, hvor de bevæger sig frit men ensomt rundt.
Efterhånden begynder deres tre universer at interagere. Hænder og fødder mødes på hver sin side af glasset. Der er forsøg på at skabe kontakt og kommunikation, men det mislykkes. Her er forestillingens absolut stærkeste og mest meningsbærende scene.
Konceptet bakker op
For derefter ændrer forestillingen karakter. Flere akrylglasplader bliver fundet frem. En hel del af dem spændes på kroppen på én af performerne. Den trillende tingest skilles ad, så de to hjul kan trilles rundt hver for sig, ligesom et tredje og endnu mindre hjul dukker op.
Nu går der kaos i den på scenen. Efterhånden bliver det ikke så meget en undersøgelse af begrebet nærhed som en undersøgelse af, hvad man kan bruge disse gennemsigtige dimser til. Det bliver en teknisk opvisning mere end en fortællende koreografi, og temaet hudsult synes at ryge i glemmebogen.
Ikke desto mindre udviser de tre performere, Martin Schultz Kristensen, Shannon Leypold og Marco Zavarise, en imponerende adræthed og formår samtidig at være aldeles nærværende på scenen i deres fysisk krævende koreografi. Og særligt Shannon Leypold lykkes med at bevare en fin elegance, mens hun springer hen over og kryber neden under det cirkulerende benspænd.
Martin Schultz Kristensen, der foruden at medvirke også er koreografen og den kunstneriske leder bag projektet ’Akrylium’, skal derfor have ros for at spore os ind på den usynlige afstand, som disse beskyttelsesglas førte med sig ind i vores hverdagsliv. En pointe, som hans koncept bakker fint op om. Men det bliver desværre kun delvist forløst på scenen.
