Tyske Michael Endes børnebog 'Momo og tidstyvene' fra 1973 opsættes i en dramatisering af Anneli Mäkelä på Team Teatret i Herning under titlen 'Momo – eller kampen om tiden'.
Her er der cigarrygende, spøgelsesagtige tidstyve og andre fantasy-karakterer i en fortælling om travlhed og tid til at leve livet.
Michael Ende har en evne til at indflette komplekse temaer i simple eventyrfortællinger, og det stiller store krav til iscenesættelsens fortællegreb, som nemt kan enten forsimple og forvirre historien og dens materie.
I Herning er det Mikael Helmuth, der har iscenesat forestillingen, og det lykkes ham at give forestillingen både et højt energiniveau og samtidigt et klart sprog. Derfor er forestillingen trods sine to timer spiselig og engagerende.
Lækkert Lydersen-lys
Ikke mindst er det fantasifulde forlæg af Anneli Mäkelä, oversat af teaterleder Dorthe S. Bébe, understøttet af Thomas Ravnsgårds scenografi, som med snoretræk og kæmpe urskive udgør både templet for Mester Tid og det store amfiteater, hvor Momo og de andre holder til.
Det visuelle udtryk er i det hele taget gennemført og stilsikkert, og de farverige kostumer spiller godt sammen med lysdesignet, der i øvrigt er, som det plejer at være, når Søren Lydersen designer det.
På de lodrette lyssøjler og det ekstra nøk på røgmaskinen kender man en Team Teatret-forestilling. Det er næsten altid kunstfærdigt og æstetisk, men nogle gange bliver det også et lysdesign på æstetikkens præmisser, og ikke nødvendigvis på forestillingens. Det er gennemført, men også forudsigeligt.
Vi vil have mere skildpadde
Desværre får tekstforlægget til 'Momo – eller kampen om tiden’ forestillingen til at virke som teater med nogle årtier på bagen.Den har svært ved at tale i et sprog, som vi identificerer os med i dag, og teksten bliver derfor distancerende i forhold til budskabet.
Derfor forsøger skuespillerne og iscenesættelsen at kompensere ved at skrue op for tempoet og energien, hvilket på nogle tidspunkter giver forestillingen en insisterende tone. Som om den kræver at være relevant.
Og i virkeligheden ender det med, at forestillingen taler mere til de voksnes værdier frem for de smås fantasier. Som voksen kan man nikke anerkendende til budskabet om at tage tiden alvorligt og ikke halse igennem livet, som om tiden var en valuta, vi skulle spare på.
Som barn kan man bedst forholde sig til en langsom og ekstremt fysisk skildpaddefigur, som bliver skabt med humoristisk mimik og skarp fysik. Den rolle hitter meget tydeligt hos de små. Det gode er, at scenerne med skildpadden virker usigeligt godt, mens bagsiden af medaljen er, at de øvrige scener virkeligt mangler en skildpadde.
Tegnefilmsagtig komik
Det er Team Teatrets ensemble, bestående af Sofie Ancher Vea, Anders Cornelius Zoffmann, Stig Reggelsen Skjold og Olivia Franciska Fevel Borgels, der er på scenen. De får selskab af skuespilstuderende Hanin Georgis i titelrollen som Momo, samt den mere erfarne skuespiller Robert Reinhold.
De formår at spille godt sammen som ’team’, og de – især de fire fra ensemblet – har etableret et fælles udtryk og et skuespilteknisk niveau, hvor ingen stikker ud fra mængden. Det betyder naturligvis også, at de hverken imponerer eller skuffer som skuespillere, men det er måske heller ikke meningen.
Alt i alt fungerer 'Momo – eller kampen om tiden' bedst, når den er tegnefilmsagtigt komisk. Derudover er den en veldramatiseret version af Michael Endes børnebog, som dog ikke er det mest moderne og relevante bud på en familieforestilling om at leve livet, mens tiden er til det.
