De er unge og frygtløse, disse to nycirkusartister, der har skabt forestillingen ’Bjørn’. De har også givet deres nystiftede teater navnet ’Bjørn’, så ingen kan være i tvivl om, at de er optaget af bjørnens magi og dobbeltsymbolikken med det dødsensfarlige rovdyr og den trofaste beskytter.
Joel Degerfeldt og Mikkel Hobitz Filtenborg er unge, musikglade nycirkusakrobater fra Skåne. I forestillingen ’Bjørn’ er de dog alligevel mest af alt to unge mænd, der undersøger deres egne muskelkræfter – og deres indre billeder af styrke og mod. De kaster sig ind mod hinanden fuldstændig som to bjørneunger, der lærer hinanden at slås – nysgerrigt og tit også forbløffede over alle de kræfter, de faktisk har. Som to brødre, der er på vej til at erobre verden.
Grrrrhhh!
Det er spændende, at Teatret Bjørn på denne måde går så symbolsk til værks med deres første teaterforestilling. De to fyre er umiddelbart bare klædt i almindeligt træningstøj, designet af Moa Autio – og med tidstrendy, vikingeblonde hårfletninger ned ad ryggen.
Deres afgørende kostumerekvisit viser sig at være en ’bjørnehue’ – en pelshue med øreklapper, der velsagtens både skal minde dem og os om, at deres indre bjørn kan bryde ud når som helst. Grrrrhhh!
Desuden har de en lille, brun legetøjsbjørn i plastik, som de holder frem som en slags maskot for forestillingen. Under hele forestillingen ligger der samtidig referencer til folkeeventyrenes mange bjørneskildringer – som implicitte påmindelser om bjørn som symbol på forbudte følelser og forvandlede prinser, men også som farlige modstandere og trofaste hjælpere. Det er guf for de 6-12 årige.
Stunt med bjørnekraft
Lige fra første scene spejler de to mænd sig i hinanden – som en sjov konkurrence om, hvem der er stærkest og højest. Bjørnemændenes akrobatkroppe er senede og stærke, men mere gymnastiske end egentlig cirkustrænede. Her er ikke noget med formfuldendte afleveringer og strakte fødder. Disse fyre er kun optaget den akrobatiske leg i sig selv.
Samtidig er de gode til at overraske. Som f.eks. i scenen, hvor de roligt tager hinanden om skuldrene, hvorefter den ene mand pludselig løfter den anden uden at røbe noget som helst afsæt.
Deres kroppe er påfaldende ens, og de må have trænet sammen længe. De udfører i hvert fald de vildeste tillidsting, som når den ene stiller sig op på maven af den anden, der ligger ned på gulvet. For i stedet for bare at balancere på den andens stakkels mavemuskler, så sætter den stående pludselig af og hopper højt op i vejret – for derefter at lande på ryggen af den anden, der i mellemtiden har drejet sig en halv omgang. Det er stunt med bjørnekraft.
Akrobatik med guitar
Stemningen skifter flere gange undervejs i den dynamiske forestilling, ikke mindst takket være et godt lys og noget fin guitarmusik. På et tidspunkt står den ene faktisk oppe på skuldrene af den anden, MENS han selv spiller på guitar deroppe under loftet. De imponerer også teknisk, når de står med spredte arme og ben i en ’Leonardo da Vinci’-ring, mens de hvirvler rundt mellem hinanden og ringen i alle retninger.
Alligevel bliver forestillingen ikke så stringent og dramatisk spændende, som den kunne være. Dramaturgen Kajsa Bohlin har måske været mest optaget af det cirkustekniske.
Noget tyder i hvert fald på, at bjørnefyrene ville kunne nyde godt af en garvet børneteaterinstruktør, der kunne samle deres idéer og skærpe forestillingen dramatisk – og måske også give forestillingen en klarere rød tråd rent psykologisk. Uden at det ville gå ud over mændenes spontanitet og legeglæde. I hvert fald hvis de sigter mod at blive en slags nycirkus-teaterversion af mandedansegruppen Don Gnu…
Mænd og venner
For det er yderst forfriskende at opleve disse bjørnemænd. De indtager scenen så ukompliceret fysisk, som var den en cirkusmanege. Men samtidig har de tydeligvis også et ønske om at bruge deres akrobatik til at skabe teater om en vigtig historie: En historie om at blive en mand – og at blive en ven. En historie om at lære sig selv at kende – og om at lære at læse de andre. Og måske en historie om at lære at tøjle sine kræfter og bruge dem til noget godt.
Teatret Bjørn gør os i hvert fald nysgerrige på bjørnen. Både den stærke bjørn og den blide bjørn – og den bjørn, der brøler.
