Af: Randi K. Pedersen

19. maj 2017

Breakdance med ballast

Der er masser af humor og selvironi, men også stor alvor i Phanatixs rappe freestylere.

'Hvem R vi?', spørger danserne i Freestyle Phanatixs nye livsbekræftende forestilling. De er som udgangspunkt fem flotte dansefyre, der sender den en kæmpebølge af hvirvlende smittende breakdance ud over publikum.

Her rækker det ikke med gode danseben, selv om de tilsyneladende på eget initiativ komisk sætter i gang, når skoene kommer på og hviner mod underlaget. Hele kroppen og hovedet er med, når danserne i uafbrudt bevægelse og med fuld power snurrer rundt eller demonstrerer de vildeste knæk på arme og ben.  

Men de er også 'R' som i refleksioner og remember, for de fem dansere har alle udenlandske rødder og en tung ballast i deres personlige bagage. Det er det, som forestillingen handler om, og som Sara Jordans koreografi med held prøver at give hver deres individuelle karakter, der passer til personen.

De hastigt skiftende sekvenser rækker fra ultimative blærerøvs-præstationer, der får publikum til at måbe og juble, over voldelige overgreb til indadvendte attituder.

Det er rygsækkene, de stille kroppe og tavse ansigter, der som sprækker af sorg og smerte, tvivl og håb griber en om hjertet. Sammen med pantomimen og de fælles danseoptrin giver det forestillingen en særlig dybde.

Tindrende vitale

Lys og kostumer er neutrale. Men musikken er supergodt valgt med stærke bankende pianorytmer uden at være øredøvende – og sat sammen, så den bidrager flot til at illustrere indholdet. Nogle gange overstadig som de tindrende vitale dansere, andre gange dramatisk. Som når en dyb cello følger situationen tæt, da fire maskerede mænd mobber en ung mand og brutalt banker ham ned.  

Det gør ikke 'R' til en trist affære. Der er masser af selvironisk humor i de rappe freestylere, som før forestillingen opfordrer publikum til at give deres besyv med undervejs med klap og tilråb. Det er fuldt forståeligt, men ikke uproblematisk. I Sønderborg koncentrerede særlig de yngste tilskuere nemlig hurtigt opmærksomheden om den næste chance for at klappe så højt og så længe, at det desværre forstyrrede teateroplevelsen – også for dem selv. Andre gange kan det selvfølgelig gå anderledes.

'I Danmark er jeg født', står der på en af dansernes jakker. Men så vender han den, og så står der pludselig 'Men hvor har jeg hjemme?'.

Det kan næppe siges mere enkelt, men det skal børn være betydeligt ældre end seks år for at forstå. Det skal de også for at være en aktiv målgruppe for de medvirkendes veloplagte dialog med publikum efter forestillingen. Danserne takkede for al den energi, som de undervejs havde fået fra publikum.

Som tilskuer er oplevelsen den stik modsatte. Det er 'R', der giver os optimisme og energi og tusind tak for det. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.